david_bowie_by_paulthutchins-d3i1f9q

Jeg sidder i vinduet i mit barndomshjem. Omkring mig er væggene dækket af plakater- Jim Morrison, Bob Dylan, Queen og mange andre. Musikken brager som altid ud af højtaleren, denne gang med noget jeg ikke kender. Endnu, er jeg ikke klar over at bekendtskabet jeg er ved at stifte, vil få stor betydning for mit liv. Sangen hedder Starman og en som hedder David Bowie har lavet den – jeg er tretten år gammel.

Det er mandag morgen 11. januar 2016. På badeværelset er jeg ved at børste tænder, da M råber noget fra stuen- ”Jeg er ked af det, men Bowie er død”. Jeg stivner og stirrer ind i spejlet, må have hørt forkert. Hurtigt slukker jeg radioen i køkkenet og går ind i stuen. ”Hvad siger du?” spørg jeg, stadig med tandbørsten i munden. ”Bowie er død”. Jeg stirre tomt på fjernsynsskærmen og ganske rigtigt, der står det.

”Sangeren David Bowie døde i nat efter længerevarende kræftsygdom. Han blev 69år”

Så bryder jeg sammen.

Jeg kan ikke mindes at musikken ikke har været i mit liv. Så længe tilbage jeg husker, bragede musikken ud af min mors højtalere i stuen. Fredag aften når der kom gæster, lørdag formiddag når rengøringen skulle ordnes, eller bare en ganske almindelig hverdag hvor hun slængede sig på sofaen med en bog. Således voksede jeg op med de store drenge, Stones, Beatles, Dylan og Doors. Tidligt følte jeg en samhørighed med musikken og forstod at den var vigtig. En sang var ikke bare en sang, en melodi ikke kun en melodi- jeg elskede det.

Som teenager kunne jeg sidde i timevis på mit værelse og lytte cd’erne igennem,  jeg havde ”lånt” fra min mor. Gennem årene brugte jeg musikken som udtryk for mine følelser, glæde, sorg, vrede. Begejstret kunne jeg afspille noget for mine venner ”hør den her tekst” eller ”læg mærke til tonerne her”- det var desværre sjældent mine jævnaldrene delte begejstringen for hvad de ville betegne ”gammelt lort”

Mens nogle musikere med tiden blev føjet til repertoiret, faldt andre fra. En der dog trofast fulgte min vej siden første møde med Starman var Bowie. Uanset hvor i livet jeg befandt mig, var han altid med.

Som misforstået teenager forstod Rebel Rebel mig, var jeg trist kunne Rock n Roll Suicide trøste, til gengæld blev Moonage Daydram eller Ziggy Stardust det der altid fik mig i godt humør. Som tyveårig flyttede jeg til KBH. Her blev det fast kutyme at lukke stambaren til tonerne af Life On Mars. Da jeg som 22årig flyttede til Amsterdam, forelskede jeg mig i en hollænder til Ashes to Ashes, og sammen med resten af slænget hang vi ud til All The Young Dudes, mens der blev fyret fede.

Da jeg endelig var mættet af livet som globetrotter og vendte snuden hjem var det med Changes i baghovedet, at jeg traf beslutningen om at vende tilbage til universitetet. Et nummer der har været med mig hele vejen er Heroes, hvor ideen om ”we can be heroes, just for one day”- altid formåede at bringe mig op af selv det mørkeste hul.

Det var meningen at M og jeg på denne dag, Bowies dødsdag, skulle holde kærestedate med middag og efterfølgende bio tur. Hele dagen var jeg som en zombie- tom indeni.

Det ville være melodramatisk at sige at den dag Bowie døde, døde en del af mig. Ikke desto mindre føles det sandt. Min veninde Lotte grinede en smule af mig da vi talte i telefonen, ”nu må du tage dig sammen, de kendte dør jo hele tiden”!- Hun forstod det bare ikke.

Men jeg forstod godt hende. Hvordan skulle man kunne relatere til en død musiker, hvis man ikke forstod hvilket tab det var for hele den musikalske verden.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg følte mig lidt tosset. Jeg har altid vidst det ville gøre ondt den dag Bowie forsvandt, men havde ikke troet det muligt at fælde tåre over et menneske man aldrig har kendt.

M fik vidst lidt et chok da han indså hvilken effekt denne nyhed, han måske havde overbragt en smule uformelt, fik på mig. Lidt pinlig undskyldte jeg min melankolske opførsel, da jeg forklarede at jeg faktisk hellere ville bruge aftenen i sofaen med Dr2 og tre timers Bowie dokumentar end en bio tur med ham.

Jeg ved ikke om min kæreste forstod mig, men en ting er sikkert, han prøvede.

Meget sødt, købte han en forforstærker til min pladespiller som længe havde manglet, så kunne jeg brage musikken ud. Ikke nok med det, gav han mig selskab på sofaen hvor vi så programmet og jeg fik lov til at kommentere løs og tilføje alt min (u)brugbare viden.

De sidste mange år, har min største koncert drøm været Bowie. Jeg skal nu til at indse at dette ønske desværre aldrig bliver en realitet.

Til gengæld er jeg sikker på at manden med de mange ansigter Ziggy Stardust, Alladin Sane, The Thin White Duke eller simpelt David Robert Jones, aldrig bliver glemt, for han var ekstraordinær helt frem til sin død. Fredag blev Bowies sidste album nogensinde udsendt, to dage senere var han væk. Blackstar, som albummet ironisk er døbt, er over hele verden blevet anmelderrost. Udover Bowies genkendelige (eller ugenkendelige?) alsidighed og kreativitet, rummer albummet (set i bakspejlet) også en dybde, hvor Bowie endnu engang formår at iscenesætte sig selv, denne gang med sin egen død. Albummet er nemlig et farvel til denne verden og de mennesker der elskede ham.

David Robert Jones  8/1 1947 – 10/1 2016

 

 

Author

5 Comments

  1. Åh altså, helt alvorligt: Skriv en bog….
    Jeg elsker dit sprog og er sikker på at du ville kunne bruge dit eget liv som god inspiration dertil.
    Men igen, helt alvorligt – hvis du gør – så ville jeg købe den, det er helt sikkert!

  2. Jeg må indrømme ikke at kende det store til ham og hans musik. Men kan jo se hvor meget det har fyldt i medierne og verden over, hvilket må betyde det var et stort talent og tab. Jeg har derfor besluttet at købe en cd med Bowie og se om det er noget for mig. Forslag til album?

    • admin Reply

      Personligt er mit favorit album “The Rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars” – Men der er mange gode 🙂

Write A Comment