bagage1

Det er vidst ikke nogen stærk iagttagelse at vi alle render rundt med en eller anden form for bagage. Ting der er sket i barndommen, ting vi har pådraget os gennem teenageårene og senere i voksenlivet. Men en specifik form for bagage jeg ofte har tænkt over, er de skræmmer vi pådrager os gennem diverse forhold. De færreste er så heldige at møde den eneste ene fra starten, og blive sammen med dem resten af livet.

De fleste af os må kæmpe os gennem det ene forhold efter det andet, naturligvis altid med håbet om, at vi nu har fundet den rigtige.

Når det begynder at gå galt i forholdet og illusionen om den perfekte partner brister, starter forholdet ofte med at gå ned af bakke. Man begynder at såre hinanden, og langsomt får vi flere og flere skræmmer. Nogle er så heldige at et brud ikke behøver være en voldsom, længerevarende eller dramatisk oplevelse, simpelt fordi parret indser at de bare ikke passer sammen. Sådan har mine brud desværre aldrig været. Her har smerten ofte skulle trækkes ud (længe!), med  drømmen om at man som par nok skal finde ud af det sammen, man elsker jo hinanden.

Jeg har tit tænkt om de forhold jeg har befundet mig i, at en del af smerten kunne være undgået. Ofte ser man jo faresignalerne ret tidligt i forholdet. Alligevel er jeg blevet meget længe i dem alle, indtil de simpelthen var ved at rive mig mentalt fra hinanden. Den efterfølgende smerte og helingsproces har været et kaotisk virvar af skandaløse drukture, intetsigende (for det meste) engangsknald, og en efterfølgende ordentlig omgang moralske tømmermænd.

Nå man endelig møder en ny, begynder verden igen at lysne, og troen på kærligheden som man i kaosset mistede, begynder langsomt at vende tilbage. MEN, det samme gør alle de smertefulde øjeblikke fra tidligere forhold. Man slæber på den her mentale bagage, og i takt med at man begynder at åbne sig for den nye person i sit liv, er det som om at kufferten man så længe har forsøgt at pakke væk, langsomt begynder at åbne sig. Sådan har det i hvert fald været for mig.

En af de gentagende problematikker jeg har oplevet i begyndelsen af mit forhold med M, har været tendensen (ifølge ham) til at sammenligne med tidligere kærester. Hvis M gjorde noget jeg ikke brød mig om, ville jeg sige noget i stil med at ”han var ligesom de andre!”. Det var ved at drive ham til vandvid at blive sat i bås med ”de andre”, hvilke jeg sagtens kunne forstå når han forklarerede mig det.

En anden ting er tilliden. Det er utrolig svært at have tillid til et menneske man ikke kender, hvis man gentagende gange er blevet svigtet af mennesker der var tæt på en- det er jo netop de mennesker vi skal kunne stole på. Jeg vil ikke sige at jeg  på denne front har gjort M uret. Jeg har ikke udvist mangel på tillid, fordi jeg faktisk stoler på ham, og han fortjener heller ikke at lide for andres laster. Men alligevel er det som om der ind i mellem kommer en lille stemme op af bagagen der hvisker ”hvad nu hvis….?”.

Jeg tror det er svært at lade bagagen være i fred når man begiver sig ind i et nyt forhold, men jeg tror også det er utroligt vigtigt at prøve. Jeg må ind i mellem arbejde med at undertrykke den lille stemme der kommer op af kufferten, men jeg gør det. Vores nye partner fortjener jo ikke den mistillid som tidligere partnere har plantet i os, og selvfølgelig skal de ikke lide under det eller have af vide at de sikkert ”er lige som de andre”

En ting er sikkert. Jeg gad i hvert fald ikke blive sammenlignet med M’s eks kærester.

Author

Write A Comment