Min veninde Sarah havde gennem længere tid befundet sig i en desperat jobsøgningproces, da hun endelig stødte på noget, som hun fandt virkelig interessant.

Faktisk var det nærmest drømmejobbet, udbrød hun begejstret i telefonen.

Sarah snakkede flere gange i telefon med direktøren for pågældende firma, som desværre beklagede, at der på nuværende tidspunkt ingen åbne stillinger var.

Han fandt dog hendes profil utrolig interessant for firmaet, og kunne se at Sarah ville passe perfekt ind.

Der gik således ikke længe, før direktøren alligevel en dag ringede min veninde op.

Han forklarede at han utrolig gerne ville mødes, og da han alligevel skulle til København, kunne de to passende mødes på den her cafe og drøfte situationen. Sarah var ovenud lykkelig, dette var chancen hun havde ventet på (vi var måske et par veninder der nævnte hvor sært det var med et møde, når nu direktøren på forhånd havde sagt der ingen ledige stillinger var?!), men vores veninde var begejstret.

Sarah mødtes efterfølgende med direktøren, som hun beskrev nogenlunde sådan her: ”totalt zen fyr” (i ved, som i ”Buddha er min gud”)

Min veninde fortæller hvordan denne her mand var enormt optaget af hende som person og stillede en masse personlige spørgsmål, mens han knapt nok åbnede for emnet firma eller jobmulighed.

I stedet brugte han enorme mængder energi på at drøfte det fantastiske liv, glæden ved følelser (og det vigtige i at mærke efter indeni!), og besad i det hele taget en enorm positiv indstilling til ALT (kvalmende hvis man spørg Sarah, der er født pessimist).

Min veninde forsøgte igen og igen at dreje emnet ind på job, hvilket ikke kastede meget resultat af sig. Da maden var spist (behøver jeg tilføje at zen direktøren også bestilte linsesuppe som min vegetariske veninde), kiggede direktøren hende dybt i øjnene og spurgte ”hvad planen var nu?”

Min veninde var forvirret. De to endte med at gå en tur, hvor direktøren blandt andet foreslog at de da ”kunne tage i biografen”. Denne forespørgsel afviste Sarah, eftersom ”jobsamtalen” allerede havde varet flere timer. De to endte på en kaffebar, hvor min kære veninde endelig fik vristet ud af direktøren, at han muligvis havde en åben stilling til foråret ”som dog ville kræve et tæt samarbejde mellem de to”.

Behøver jeg understrege, hvor forvirret direktøren efterlod min stakkels veninde efter dette ”møde”. Jeg fik en fortvivlet Sarah i røret, der efter fortælling og fælles gennemanalysering af situationen, måtte indse at den såkaldte jobsamtale nok nærmere havde været en date.

Samme aften modtog Sarah en sms fra direktøren der takkede for en rigtig hyggelig dag, og foreslog endnu et møde. Da Sarah ikke besvarede beskeden blev den få dage efter, fulgt op af en længere mail. Her beskrev direktøren (udover vind og vejr, samt lykken ved vores fantastiske klode) dybsindigt den nydelse han fandt ved Sarahs selskab, ja faktisk havde han ”nærmest aldrig følt sådan før”!

Min kære veninde der nok mere var interesseret i et nyt job end i et forhold til direktøren, måtte pænt svare tilbage at et ikke-arbejdsrelateret forhold ikke havde interesse, men at hun stadig fandt firmaet samt dets muligheder tiltrækkende. Direktøren mente dog ikke længere at Sarahs ellers så tilllokkende profil var specielt relevant og svarede køligt tilbage at ”så måtte det jo være sådan”. Væk var blomstrende snak om muligheder, indre følelser samt vigtigheden i at lytte til selvet, og erstattet med iskold kuling.

Sarah måtte efterfølgende vinke farvel til alletiders jobmulighed, men slap til gengæld for en reinkarneret Buddha i direktør antræk, og undgik (sandsynligvis) en forestående sag om sexchikane.

Author

Write A Comment