Jeg havde forbarmet mig og sagt ja til dinnerdate med X, i anledning af valentinsdag.

At forbarme sig til at gå ud og spise med sin kæreste, kan måske umiddelbart lyde kynisk. Men hør nu her…

Jeg var bare ikke lige Valentins-typen (hvad end det så betyder?) Nu viste det sig så, at det var min kæreste åbenbart.

Ikke at det kom bag på mig. X og jeg var i flere henseende vidt forskellige, og man kan roligt tale om at romantikeren havde mødt skeptikeren.

Hvor X sagtens mente at det lod sig gøre at møde sin eneste ene og leve happily ever after, var jeg mere typen der syntes at en romantisk fortælling uundgåeligt, måtte ende med død og ødelæggelse for at være den ægte vare.

Jeg mener come on, bare tænk Romeo og Julie, Catherine og Heathcliff, eller klassikeren over dem alle TITANIC.

Yes, jeg var mere den type.

”Jeg inviterer dig ud på valentinsdag baby” konstaterede manden begejstret, en lille uges tid tilbage.

”Mmm” mumlede jeg bag computeren, der havde optaget det meste af min aften.

X rømmede sig, og jeg fornemmede øjnene der hvilede på mig.

”Det lyder super” svarede jeg og prøvede at indgyde lidt entusiasme, før jeg igen rettede øjnene mod teksten på skærmen, der i den grad optog mig.

 ”Så er det på plads. Jeg bestiller bord” svarede han glad, og gik fløjtende mod køkkenet.

 ”Du skal ikke købe gave” mumlede jeg.

X stoppede op, og vendte sig igen mod mig.

”Og hvorfor så ikke?” lød det skeptisk.

Jeg kiggede op. ”Er nok ikke den store Valentins-type”

X smilede skævt ”nej det er du vel ikke”.

Manden der efterhånden var ved at vænne sig til mine særheder, og generelle angst mod parforholdets eksistens, stillede ikke flere spørgsmål.

Det var ikke fordi at jeg ikke kunne lide gaver, don’t get me wrong! Jeg var ikke så meget ikke-kvinde, at jeg ikke elskede at modtage gaver. Men når nu vi havde middagen på plads, var der vel ingen grund til at overdrive, vel?

Jeg ved ikke præcis hvad det var der gjorde at jeg led af Valentins-fobi?

Men der var bare noget ved hele konceptet, som gav mig lettere kvalme. Det var ikke så meget det der ’vi skal fejre kærligheden’, men måske mere det at jeg bare ikke så mig selv som typen for det.

Det handlede nok om flere aspekter. Jeg var ganske bevidst om, at jeg generelt nærede slet afsky for normalitet alla vovse, Volvo, rækkehus, og jeg gætter på at hele Valentins konceptet, røg ind under samme genre.

Desuden kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi havde behov for en dag til at fejre kærligheden. En dag til at hellige os  hinanden? Var det virkelig nødvendigt?

Jeg mener, kærligheden og fejringen af den skulle vel i princippet ske hver dag?

Jeg ved godt at tanken er en smule urealistisk, i en travl hverdag hvor andre instanser ofte fylder alt for meget. Så måske havde vi i virkeligheden faktisk brug for en dag som denne, til at minde os om at huske de små, men vigtige ting?

Jeg kunne ikke helt blive klog på det.

Men som vi før har talt om her på bloggen, havde jeg i en sen alder lært parforholdets grundlæggende fundament. Kompromis.

Og det kunne godt være at jeg ikke var en Valentins-type, men det var min kæreste så. Og fred være med det. Jeg mener, menuen denne aften kom til at stå på Mexicano og Margaritas. Det skulle man da være godt dum for at takke nej til?

Det lyder lidt hårdt at kalde en middag med sin kæreste for et kompromis, men stod det til mig, kunne det bare lige så vel være sket en hvilken som helst anden dag. Så havde vi desuden haft en chance for et bord på den der nye lækre restaurant, som vi så længe havde haft kig på.

Anyway, Margaritas i ustyrlige mængder skulle være kærkomment.

Således var jeg vel nu dedikeret Valentins-tilhænger? (i hvert fald udadtil)

Denne morgen havde X fri fra arbejde (ikke i anledning af Valentins. Han havde ferie!) hvilket bød på muligheden for længere morgen-putning end normalt.

”Glædelig valentinsdag” hviskede romantikeren, da vi først slog øjnene op.

”I lige måde” mumlede jeg og skævede rundt i soveværelset, hvor flere bunker tøj var begyndt at hobe sig op i krogene.

”Jeg kan godt lide håret” konstaterede han kort efter, og skævede mod den ustyrlige lyserøde høstak på mit hoved, der mest af alt mindede om en forvokset candyfloss (jeg havde i et kort anfald af eksistentiel krise, farvet det lyserødt aftenen før!)

Så fik jeg en idé.

”Vil du stadig gerne give mig en Valentinsgave?” smilede jeg sukkersødt.

X skød mistænksomt øjenbrynet i vejret, og afventede.

”Har du måske tid til at vaske lidt tøj for mig i dag? Jeg har pisse travlt”.

Come on, han havde jo ferie!

Manden rullede med øjnene og begravede ansigtet i candyflossen. ”Du er umulig” mumlede han.

Ikke desto mindre vadet X en times tid senere ud af døren, tætpakket med et overproppet Ikeapose under armen.

”Happy Valentines skatter” råbte jeg glad efter ham på trappen.

Hvem ved, måske jeg alligevel var Valentins-typen afterall?