“To get over a man, you need to get under another”

Kender I det når man har befundet sig i et fast forhold, og derfor kun har dyrket sex med den samme person gennem længere tid? Det er der som sådan ikke noget problematisk i. Det jeg dog synes at have oplevet flere gange efter et brud, er det med at skulle ud og dyrke sex med en ny “første gang”. For det kan netop føles som den første gang, og næsten grænse til at blive lidt nervepirrende at skulle “op på hesten igen” så at sige. Det minder lidt om når man har gået for længe som single uden “noget”- en såkaldt tørkeperiode.

Men det er vel bare ligesom at cykle ik? Man glemmer det jo aldrig.

Sagen er den, at når man har været sammen med den samme person gennem længere tid, opbygger man en form for fælles rutine (måske ikke lige rette mærkat at anvende om sexlivet), anyway I ved hvad jeg mener. Det med at kende hinanden så godt, er der bare en vis tryghed i. Hans krop, hans duft, hans kys, hans berøring. Pludselig skal man til at mærke noget andet, noget ukendt. Dette kan naturligvis være ganske spændende, men også lidt skræmmende!

For mit vedkommende handlede det med at skulle have sex med en ny efter M, egentlig ikke så meget om tryghed eller usikkerhed. Alligevel var jeg klar over, at springet til at knalde en ny, ville blive en slags udfordring. Ikke så meget selve processen i akten, men mere fordi jeg vidste at en potentiel ny mand, ville have svært ved at leve op til mine forventninger. Selvom M og jeg havde været sammen et års tid, var sex aldrig på noget tidspunkt gået hen og blevet kedeligt eller trivielt. TVÆRTIMOD. Hver en berøring havde til det sidste, stadig kunne gøre mig blød i knæene og han var i den grad en god elsker. Hvordan ville den næste gang blive med en ny? Kunne han røre mig sådan, kysse mig sådan? Sandsynligvis ikke…

Endnu en problemstilling forbundet med emnet, er hele aspektet med hvor svært det er at gå fra en hverdag hvor sex har været en fast del af det daglige repertoire, til pludselig intet at få! Mine single veninder fortalte at man vender sig til det med tiden, what? Jeg var ikke sikker på at det var noget jeg havde lyst til at vænne mig til. 

Således skete det jo som bekendt også, at M og jeg ”faldt i” det første stykke tid. Jeg var godt klar over at det ikke var en gangbar løsning. Uanset hvor gode vi sammen havde været i sengen, var der ikke tvivl om at vi ikke fungerede som par. Jeg vidste at det i sidste ende var mig der var nødt til at ”lukke lågen”(eller samle benene!), hvis vi hver især skulle have chancen for at komme videre. Altså lagde jeg langsomt mere og mere afstand til min kære eks og således også et sexliv.

Den første tid proklamerede jeg stolt til veninderne, hvordan det egentlig slet ikke var så slemt- det der med ikke at få sex. Måske de havde ret i at man vænnede sig til det? Hvis ikke jeg skulle dyrke sex med M, havde jeg egentlig ikke brug for at dyrke sex med nogen- i hvert fald det første stykke tid.

Så langt så godt. Ugerne gik og det passer faktisk når jeg siger, at liderligheden lå mig fjernere end hvad den havde gjort i mange år. Jeg fokuserede på mit arbejde, og tankerne kredsede ikke det store om emnet.

Jeg var temmelig overrasket over mig selv, idet mit tidligere mantra havde været den klassiske ”to get over a man you need to get under another”. Sådan havde jeg det bare ikke længere. Måske jeg virkelig var ved at blive gammel? Hønsegården skulede skeptisk til mig og mit tilsyneladende nye jeg.

Som tiden gik, skete der dog noget. Efter tre ugers tid, begyndte jeg igen at mærke den velkendte summen i de nedre regioner. Inden jeg fik set mig om var min gode gamle ven Pinky (som I måske husker fra tidligere?) atter flittigt i brug.

”Jeg er stangliderlig” proklamerede jeg opgivende til Lotte en dag over telefonen. ”Ha! Jeg vidste det” udbrød min veninde triumferende. Som sagt var det kke kun mig selv min kortvarige cølibat var kommet bag på.

Jeg indså det snart var tiden til at hoppe op på cyklen igen. Men hvordan, med hvem?

Det vender jeg tilbage til en anden gang 😉