Er det i orden at tjekke sin partners telefon?

Mens nogle vil sige at det at være åben omkring sin telefon og lade ens partner kigge i den, er et tegn på at man intet har at skjule, vil andre mene at det at kigge i hinandens telefoner, er det ultimative tillidsbrud. Spørger I mig, vil min umiddelbare holdning klart være nej, det er ikke okay at gå i partnerens telefon. Betyder det at jeg aldrig har gjort det? Bestemt ikke.

I husker måske det fatale indlæg  Min kæreste havde en Scor profil, der ivrigt blev læst her på bloggen tidligere på året. Her stak jeg netop snuden lidt for langt frem i min daværende kærestes telefon. Jeg kan ikke præcis sætte fingeren på, hvad det var der fik mig til at gøre det, for ærlig talt var det ikke noget jeg før havde gjort (i hvert fald ikke overfor ham). Når jeg ser tilbage føler jeg faktisk at jeg stolede på min kæreste og umiddelbart var der ikke stor jalousi mellem os. Man kan dog argumentere for, at havde jeg stolet fuldt ud på ham, havde der vel ikke været behov for at tjekke hans telefon?

Var det fordi vi stod overfor at flytte sammen? Eller det at han arbejdede ude fem dage om ugen? Ærlig talt, jeg kan ikke sige hvad der triggede mig. Min kærestes telefon lå altid fremme, frit tilgængelig og det var således ikke fordi han skjulte den, eller lavede klassikeren med at vende den om (vi ved vidst alle sammen, at det ikke er det bedste tegn).

Jeg husker tydeligt dagen hvor det skete. Det var søndag og vi havde netop brugt formiddagen på at snakke økonomi og besluttet at takke ja til den fede lejlighed, der netop var dukket op dagen før, på min 30 års fødselsdag. Eftermiddagen blev tilbragt i stuen, hvor vi i timevis havde knaldet som kaniner, inden manden udmattet rullede om på siden til den obligatoriske afternap.

Hvileløst tulrede jeg omkring i lejligheden, forventningsfuld over hvad fremtiden måtte bringe, men samtidig også en smule nervøs. For mig er det en stor ting at flytte sammen, faktisk havde jeg kun boet sammen med en anden mand før.

Pludselig fæstede mine øjne sig ved telefonen i opladeren. Jeg tror ikke engang at jeg nåde at gennemtænke situationen, eller vidste hvad jeg egentlig ledte efter, men inden jeg fik set mig om befandt det lille sprængfarlige objekt sig, mellem mine hænder. Og så gik det ellers løs.

Først hans beskeder, intet bemærkelsesværdigt. Dernæst Facebook, intet at indberette. Lettet åndede jeg op og mærkede samtidig skyldfølelsen overvælde mig, hvad havde jeg egentlig gang i?

Jeg lagde telefonen fra mig og tændte en cigaret. Jeg ved ikke om man kan tale om en egentlig mavefornemmelse, for som forklaret tidligere, følte jeg faktisk at jeg kunne stole på min kæreste. Hans kærlighed var jeg i hvert fald ikke i tvivl om. Alligevel var der noget som ikke stemte. Ubevidst blev mine øjne ved at kredse om telefonen, der nu lå og så så uskyldig ud på bordet foran mig. Inden jeg vidste af det, befandt bomben sig endnu engang mellem mine hænder. Bare et sidste kig, sagde jeg til mig selv, bare lige hans mail også.

Ville jeg ønske at jeg aldrig havde taget telefonen op igen? Muligvis.

Lige der skete nemlig noget. Mens jeg indtastede adressen til mailen i browserfeltet, poppede den obligatoriske søgeliste over sidste besøgte websteder op. SCOR fangede med det samme mit blik, og jeg mærkede hvordan maven snørede sig sammen. En del af mig havde lyst til at ignorere hvad jeg netop havde set, men en anden vidste at det var uundgåeligt. Jeg klikkede på linket.

Der var den, forsiden af Scor og endda med gemte login oplysninger, hvor heldig havde man lov til at være? (!). Et kvarters tid og mange cigaretter senere, kendte jeg sandheden. Den sandhed jeg ikke havde vidst jeg søgte efter. Min kæreste havde dagligt besøgt sexsitet og ivrigt skrevet til mange og atter mange fremmede kvinder, omkring hans kunnen og formåen. Jeg gik langt fra hele mailen igennem og fandt således aldrig endeligt bevis for, at han rent faktisk havde nået at mødes med dem. Men uanset hvad, var det nok at han havde forsøgt, også selvom han senere angrede og lovede at det hele blot var et sølle tidsfordriv. Lad mig sige det sådan, det tidsfordriv kom til at koste ham dyrt.

Til jer andre der går med samme tanker, må jeg foreslå en anden hobby. Måske en frimærkesamling? Nemt kunne jeg skrive side op og side ned om hvad denne opdagelse gjorde ved mig, og hvor sårende det naturligvis var. Men mon ikke det er unødvendigt? De fleste kan nok forestille sig scenariet. Den dag endte vores forhold.

For nylig befandt jeg migi en lignende (og dog!) situation. Gennem et stykke tid havde jeg set en gammel flamme, men gang på gang også understreget, at jeg ikke kunne tage forholdet til mere end hvad det var, dejlig sex og god hygge. Der var ingen tvivl om hans følelser for mig, og at han ønskede vi igen måtte ende sammen.

Når man jævnligt ser den samme person, er det som regel uundgåeligt at følelser bliver involveret, og ofte begynder man at lukke af for andre. Såedes var det også blevet sådan, at jeg på trods af min stædighed omkring at vi ikke skulle være eksklusive, alligevel ikke datede andre. Det skete naturligvis i ny og næ, at en tidligere flirt smed en besked. Som regel svarede jeg ikke, da mine behov allerede var tilfredsstillet, alligevel hændte det en sjælden gang at jeg kørte med på flirten. Jeg var vel single?

En aften var jeg endt ved min flamme efter en våd bytur. Vi havde hed sex, hvorefter jeg drattede omkuld. Det gjorde han ikke. Jeg blev vækket af en temmelig oprevet mand, der havde kigget i min telefon og fundet slibrige beskeder fra tidligere på aftenen, mellem mig og en gammel flirt. Faktummet at han var gået i min telefon blev stort set ikke drøftet, det var hvad jeg havde gjort der var det store samtaleemne. Men kunne han overhovedet tillade sig det? Og havde jeg i virkeligheden gjort noget forkert. Jeg mener, vi var jo ikke sammen.

Ærligt, jeg havde så dårlig samvittighed, for af alle mennesker vidste jeg jo netop hvor ondt det gjorde. Sagen var bare den, at jeg faktisk ikke havde tænkt videre over det, mens jeg gjorde det. Jeg følte mig ikke forpligtet, i hvert fald ikke før jeg blev konfronteret.

Anyway, hele scenariet fik mig til at tænke nærmere over det med at tjekke hinandens telefoner, for nej det er ikke okay. I tiden vi lever i, svarer det til at åbne hinandens post, hvilket vi aldrig ville acceptere.

Men hvad nu hvis man rent faktisk finder noget i sin eftersøgning, gør det det så legitimt?