Det er ikke meget gang i den, der har været på bloggen den seneste tid. Det er beklageligt kære læsere.

Den gængse undskyldning ville først og fremmest være, at undertegnede har haft utrolig travlt!

Og det er jo en god ting siger de kloge.

Dernæst var sandheden også, at det hele gik meget godt.

Kan man ikke skrive om at tingene går godt, tænker I måske? Naturligvis.

Sagen er bare den at det altid, i hvert fald for mig, er lettere at skrive om dramaet. Yes, jeg var helt sikkert den kreative type, der lod sig inspirere af problematikker, ulykkeligheder, pinagtigheder og i det hele taget dårlige situationer.

Men ja, tingene gik godt. Foruroligende godt…

Kender I det? Ind i mellem kan sagerne næsten gå lidt for godt, ikke?

Læs også: I er ikke kærester, men hvad er I så?

Så begynder hjernen lige så stille og roligt at summe. Der må da snart ske noget dårligt, tænker man pludseligt. Det hele kan ikke bare glide sådan på skinner.

Og måske man ligefrem selv ender med at opfinde et problem.

Det er ikke noget jeg er stolt af at erkende, og siger bestemt heller ikke at det er bevidst. Men mon ikke de fleste kvinder, kan nikke genkendende til det med selv at skabe et problem. Et problem der måske i virkeligheden slet ikke er der?

”Vi havde bare et mega skænderi forleden” konstaterede Maja en dag, under vores ugentlige telefonseance.

 ”Åh. Det savner jeg” var min umiddelbare reaktion, hvorefter jeg stirrede drømmende ud i luften.

”Jeg sov på sofaen!” påpegede min veninde, hvorefter jeg fraværende mumlede noget i stil med ”X er bare ikke typen man skændes med”

”Bare rolig, det kommer” sagde Maja sikkert. Et kort øjeblik var der stille.

”Men I har godt nok været sammen et halvt år eller mere nu. Har I aldrig haft et skænderi?”

Jeg rystede på hovedet.

”Nix. X gider ikke skændes siger han. Jeg tror han er meget konfliktsky. På den anden side, hvis der ikke er noget at skændes over, giver det vel heller ikke rigtig mening?”

”True. Men ind i mellem har man jo behov for at rense luften. Smide lidt med tingene” var Majas konklusion.

Og ja, det kunne hun sådan set have ret i.

Jeg kunne godt se det absurde i, at tænke over udeblivende skænderier som et problem. For de fleste ville det nok lyde som et luksusproblem, og i virkeligheden var det måske præcis der “problemet” lå. At der ingen problemer var.

X og jeg havde det så fint sammen. Vi hyggede os i hinandens selskab, spiste noget lækker mad, hørte noget god musik og dyrkede noget fantastisk sex!

Jeg mener come on, det lyder sgu da meget godt, ikke?

Og det var det faktisk også.

Så hvad er det der gør, at nogle kvinder partout skal grave efter problemer, selv når der ikke er noget at komme efter?

Jeg havde besluttet mig for ikke at gå det efter i sømmene denne gang. I stedet var fokus egentlig blot, at hvile i tingenes tilstand og nyde, at de rent faktisk fungerede.

For måske havde Maja ret. Måske ville problemerne komme helt af sig selv på et senere tidspunkt, og hvem ved, måske ikke?

Og det var vel egentlig ikke et problem hvis netop dét, var sagens kerne…

Man kan hurtigt komme til at fremstille sig selv som en af de besværlige kvindemennesker, hvor der altid er et eller andet galt. De der aldrig kan tilfredsstilles.

Dette var ikke hensigten og jeg mener nu heller ikke, at det var således mellem X og jeg.

Jeg var nemlig ikke utilfreds med sagernes tilstand, tværtimod.

Måske havde jeg i virkeligheden bare aldrig været i et ukompliceret forhold, og vidste i sagens natur ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det?

Mine tidligere forhold havde været præget af dramatik, og konflikter havde fyldt meget. Faktisk alt for meget.

Ofte havde jeg efterspurgt et ’normalt forhold’ (hvad end det så måtte være?) og nu havde jeg faktisk et. Eller det tror jeg i hvert fald.

Umiddelbart kunne tingene ikke blive meget mere normale, end de var mellem X og jeg. Ingen skænderier, intet drama, ingen mistillid. Det hele kørte på skinner.

Den fremadrettede plan var således at nyde forholdet på bedste vis, og forsøge (så vidt muligt) ikke at lade min indre female-demon fucke for meget med mit sind. For hun havde altså en forkærlighed for at snuse rundt i krogene efter ikke-eksisterende problemer, og jeg havde hende svageligt mistænkt for at være en sucker for dramaet, selvom hun påstod andet.

”Hvor mange dage sov du så på sofaen denne gang?” kunne jeg ikke lade være med at spørge Maja.

”Bare en enkelt nat. Vi blev gode venner igen dagen efter. Det andet er alt for hårdt” sukkede hun.

Og det kunne min veninde jo sådan set have ret i. Faktisk var skænderier jo ikke særlig sjove…

Medmindre man fik ret… *gnæk*