Er hun gået i cølibat, har trukket sig tilbage, rejst til en øde ø (I wish) eller faldet af planeten?

Jeg må erkende at det glæder mig at se bloggens fortsatte gode aktivitet, trods det at jeres værtinde, ikke har været særlig nærværende det sidste halve års tid. Jeg bøjer mig i støvet, og indrømmer blankt!

Nej kære læser. I am still here…

Nu skal I høre. I husker jo nok, at undertegnet var kommet i fast parforhold med den kære X, sidst vi skrev sammen?

Og ja, X er her stadigvæk.

Hvad skete der?

Selvom det gængse parforhold, kendt for sin trivielle og sexløse hverdag, kunne mistænkes for at have opslugt mit fokus og som en eller anden Grinch, at have stjålet min kreativitet, kan jeg ikke engang skyde skylden herpå, for min manglende tilstedeværelse på bloggen. For der var bestemt stadig interessant stof at finde til de første mange indlæg.

Næ, det var simpelthen noget så kedeligt som mit professionelle liv, der havde optaget alt for meget tid. Når jeg skriver kedeligt, er det naturligvis ikke sådan jeg har det med mit arbejde, som jeg virkelig brænder for.

Men bloggen her er mit hjertebarn, og jeg elsker at skrive om parforholdet, singlelivet, kærligheden og sex, og dele min egen (og hønsenes) hverdag med jer. Det ærgrer mig derfor, at jeg ikke har kunne finde pusterum til at holde bloggen opdateret.

Men dejligt at se jeres fortsatte interaktion her og på Facebook. At I stadig holder ved, gør mig så glad. Så tak for jer.

Update på kærligheden…

Anyway, så lad os da få en lille update på den der kærlighedshistorie.

Sidst jeg skrev på bloggen, handlede det om at finde sig til rette i mit nye og uproblematiske parforhold. Det tror jeg efterhånden, at jeg har lært at mester meget godt. Omend vejen derhen, ikke har været helt ligetil.

Jeg må starte med at skuffe jer, for min og X’s hverdag var stadig, rimelig uproblematisk *bræk bræk*

Vi havde så småt været sammen i et år efterhånden, og for mange lød det måske unaturligt (nærmest løgnagtigt), når jeg proklamerede at vi i bund og grund ikke diskuterede eller skændtes.

Måske det var min egen skæve opfattelse, at de fleste parforhold indeholder skænderier og at bølgerne går højt? For let’s face it, i virkeligheden var det alt jeg nogensinde havde kendt til.

Aldrig havde jeg været i et forhold, der ikke var præget af jævnlige skænderier. Og altid havde en usund enten-eller tilgang, mellem dyb intensitet og voldsomme diskussioner, været grundstenen i forholdet mellem mine partnere og jeg.

Med X var grafen det man kan kalde, meget mere vandret.

Det havde givet anledning til at unødvendigt tankespind, ind i mellem var kommet snigende.

Læs også: Tag dig i agt for din indre kvindelige dæmon

Må parforholdet være let?

”Tryghed er ikke ens betydning med at noget er kedeligt” sagde psykologen en dag, og kiggede intens på mig over brilleglassets kant (er det egentlig obligatorisk at have briller som psykolog?)

”Når du aldrig har været vant til at være i noget trygt, noget som du kunne hvile og slappe af i, vil dit hoved automatisk opfinde undskyldninger, og søge tilbage mod det som det kender” supplerede hun klogt og kiggede om muligt, endnu mere intens på mig.

Jeg nikkede langsomt og gengældte blikket, blot for at lade hende vide at jeg fangede pointen.

For det gjorde jeg!

Hun havde jo, hvor end jeg nødigt vil indrømme det, ret i konklusionen.

For mens jeg kunne rende rundt og bruge tid på at tænke over, om mit parforhold var kedeligt eller ‘for let’ og om jeg var blevet ordinær og triviel, var sandheden jo at jeg egentlig havde det godt, rigtig godt faktisk.

X og jeg hyggede os virkelig. Vi var gode til at lave ting sammen og udfolde os kreativt omkring vores fælles passioner.

Og ved nærmere eftertanke, så var det jo bestemt heller ikke sådan, at vi ikke kunne være uenige.

Faktisk havde vi ind i mellem små diskussioner. Ikke noget jeg vil kalde reelle skænderier og bestemt ikke noget i nærheden af, hvad jeg havde oplevet i tidligere forhold.

Og var der så noget galt i det? Ved nærmere eftertanke var det ikke ligefrem fordi, at de højtslående bølgegange fra min fortid havde været specielt sjove.

Tænker kvinder for meget?

Hvad kan jeg sige? Min kære hjerne var tilsyneladende indrettet således, at den godt kunne lide at tænke over tingene- meget over tingene!

Som X, der efterhånden kendte mig så godt plejede at sige ”du tænker alt for meget over tingene”

Og ja, han skulle da bare vide…

Jeg sværger at det ind i mellem løb mig koldt ned ad ryggen, når vi efter sengetid lå der i mørket og manden pludselig udbrød ”arbejder du nu igen. Lad nu den hjerne slappe lidt af”

Hvordan fanden kunne han høre det?

Vi har været inde på det før. Det her med at sindet kan fremtrylle ikke-eksisterende problemer. Måske handlede det i virkeligheden om, at mit hoved bare skule lære, at det var helt fint at have det godt?

At det drama og konfliktfyldte ikke nødvendigvis var modpolen til det kedelige? – At det trygge, som psykologen så smukt kaldte det, faktisk var rigtig godt og helt okay.

Og når alt kom til alt, så var det ‘ordinære’ måske slet ikke så slemt? Det normale var måske ikke nødvendigvis lig med kedeligt? Og så igen, hvad var det normale egentlig? Og var X og jeg overhovedet normale, bare fordi vi ikke skændtes? Og måske tænker vi kvinder i virkeligheden, bare alt for meget over alting?

Og så er vi tilbage- igen igen var den kære hjerne kommet på overarbejde.

Kære læsere, bare lidt fredagstanker herfra- she’s still alive.

Tak fordi i hænger på!