Signes store date….

sko

Husker I mon min gode veninde Signe? Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden Signe sidst var nævnt på bloggen. Dette skyldes at min veninde har holdt lidt lav profil, efter en mindre heldig date som endte i en campingvogn (måske I husker episoden?). Signe havde efterfølgende besluttet at fokusere mere på karriere og mindre på mænd! (klog beslutning- men temmelig kedelig for mig, der “feeder” på mine veninders singleliv).

Således mente min veninde i slutningen af 2015, at det hele nok skulle komme af sig selv hen af vejen- og dog…..

Måske var det årsskiftet og ideen om en frisk start, der fik Signe på andre tanker? I hvert fald havde piben omkring “mænd og spild af tid” fået en anden lyd, da hun ringede en dag i sidste uge.

”Jeg har en date” var det første min veninde begejstret ytrede, da jeg tog telefonen. Det viste sig at Signe gennem Tinder, de sidste par uger havde kommunikeret med en tilsyneladende sød fyr.

En decideret blind date ville der ikke være tale om, da parret faktisk var stødt på hinanden engang ved en festlig lejlighed, i provinsbyen hvor de begge oprindeligt var fra. Dengang et par år tilbage, havde mødet ikke ledt til andet end smalltalk og en uskyldig flirt. Min veninde huskede dog tydeligt fyren, og var henrykt ved tanken om et gensyn.

”Hvornår skal den famøse date så stå?” spurgte jeg nysgerrigt, ”den 29” svarede Signe hurtigt.

Jeg var ikke præcis klar over hvad dato det var, men lidt hurtig hovedregning kom alligevel frem til, at daten lå godt og vel tre uger ude i fremtiden. Det undrede mig. Selvom min erfaring med Tinder er sparsom, havde jeg alligevel fået opfattelsen af, at man som regel gik temmelig hurtigt til makronerne, og at det ikke tog lang tid at hale en date eller et hurtigt knald i land.

”Hvorfor så længe til?” kunne jeg ikke lade være at spørge.

”Jo ser du, for det første har jeg jo taget lidt på i julen, det skal altså væk! Og så er jeg også virkelig bleg! Desuden trænger mit hår til en ordentlig omgang”- Ifølge Signe var der således meget der stod i vejen for, at hun kunne møde sin date som sagerne stod til lige nu. Min veninde fortsatte ”nu er jeg så gået på kur, har bestilt tid ved frisøren og så skal jeg have spraytan i næste uge”. Jeg kunne ikke lade være med at minde hende om, hvilken gulerodsagtig farve hun var endt med ved sidste spraytan for et par år siden- til stor morskab for resten af hønsegården. Det lod dog ikke til at bekymre Signe der overhørte advarslen og fortsatte ”det er bare SÅ vigtigt at jeg er mit lækreste jeg. Mit horoskop påstår, jeg får mit første barn i 2017. Så du kan nok se at jeg snart skal have en kæreste hvis den plan skal holde- måske han er The One“. Jeg smilede for mig selv ved min venindes håbefulde ord og måtte give hende ret- det kunne da sagtens være det var ham.

Jeg fandt min venindes nervøsitet og tilgang til daten ret sødt. At hun ligefrem havde timet datoen med henblik på, at kunne nå og blive sit lækreste jeg, det kan man sgu da kun kalde engageret (onde tunger ville sige desperat). Jeg kunne nu sagtens forstå hende, dating er en smule som sex, går der alt for længe imellem er det næsten som første gang igen. Jeg havde samtidig lyst til at fortælle Signe, at alle hendes anstregelser ikke var nødvendige for hun er jo dejlig som hun er. Mine vise ord holdt jeg dog for mig selv i denne omgang, for vi ved jo nok alle at det i bund og grund handler om at have det godt med sig selv. Jeg skal da også glædeligt indrømme, at jeg måske heller ikke selv havde været i stødet til en vigtig date med mine tre nyvundne kilo på sidebenene- som sagt, han risikerede jo at være The One.

Anyway…. Hvordan daten forløber må vi desværre vente med at få svar på, idet der endnu er hele to uger til. Så er der tid til at Signe kan nå og opfylde alle sine krav til sig selv, og samtidig mere end rigeligt af tid til at opbygge en seriøs nervøsitet (som allerede er startet). Nu håber jeg bare på, at min venindes date forøber hensigtsmæssigt og vigtigst af alt, at hun ikke igen ender gulerodsfarvet når hun i næste uge skal spraytannes- jeg er temmelig sikker på, at den kulør ikke er en del af ens lækreste jeg, uanset hvem man er…

3 tanker om “Signes store date….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.