Husker I afsnittet af Sex and the City, hvor Carrie bliver dumpet på en post-it?

Eller hvad med episoden, hvor Miranda modtager en kæmpe cookie af sin lækre læge kæreste, hvorpå der står ‘I LOVE YOU’ og den kære kvinde spiser det hele i ren afmagt?

Jeg spørger fordi der for nylig opstod en hændelse i mit liv, der netop gav flashback til de glade SATC dage, og specifikt førnævnte episoder.

Man kan vel sige at hændelsen var en sammentrækning af Carries post-it og Mirandas Cookie!

Lad mig fortælle…

Det var en tidlig (mandag) morgen. Som så mange gange før havde jeg overnattet ved X, der allerede var taget på arbejde.

Jeg selv var denne dag så privilegeret at arbejde hjemmefra, og spankulerede således dovent rundt i min overdimensioneret bamsedragt, med en kop the i hånden.

Vejret udenfor så akkurat lige så gråt og koldt ud som de forrige dage, og jeg var derfor ikke i hast for at bevæge mig hjemad.

Jeg besluttede at det sagtens lod sig gøre, at spendere et par timer ved X i roligt tempo foran computeren. Min kære Mac stod jo også allerede linet op på skrivebordet, fra aftenen før. Så langt så godt.

I ro og mag slog jeg mig ned foran skærmen, og var nær kløjedes i den mundfuld the, jeg netop havde indtaget.

Der sad den. En lille gul post-it og stirrede på mig fra skærmen på min Macbook!

Og nej det var ikke som i Carries tilfælde, en break-up note. Det var meget værre!

Glem alt om en rolig morgenstund, den var netop blevet mig frarøvet.

Som sådan var der ikke noget mærkværdigt i at X havde efterladt mig en seddel.

Det var bestemt ikke unormalt at jeg ind i mellem, morgenen efter en overnatning, fandt små noter fra ham på tilfældige placeringer. Som regel med ønsket om en god dag, eller påmindelsen om at jeg var dejlig.

I sagens natur var det jo meget sødt.

Denne morgen var noten dog en smule anderledes, selvom det startede uskyldigt nok.

’Hav en dejlig dag’ stod der skrevet, med hans fine sirlige håndskrift som jeg efterhånden kendte så godt.

Fint nok. Men det var under denne linje at det pludselig blev uhyggeligt.

Ja I har måske allerede gættet det? Der var de. De gyldne ord.

Ordende der endnu var usagte mellem os, og som jeg egentlig ikke havde forestillet mig at vi var nået til endnu.

’LOVE YOU’ var forsigtigt tilføjet i bunden af noten, og skreg op til mig fra det gule papir.

Instinktivt bakkede jeg bagud, langt væk fra sedlen. Forsigtigt cirkulerede jeg omkring bordet, anskuede den fra alle vinkler, fjernede søvnen fra øjnene og kiggede forsigtigt igen. Jo, den var god nok.

‘LOVE YOU’

Et kort øjeblik tog jeg mig selv i at ønske, at jeg som Miranda havde modtaget en cookie som jeg hurtigt kunne sluge, og således ikke skulle forholde mig til.

Jeg besluttede dog at det rationelle at gøre, ikke var at sluge sedlen, men derimod tilkalde assistance.

En snap af sedlen, som jeg af en eller anden årsag stadig undgik at røre, blev i hast sendt afsted til Hønsegården.

Længe gik der ikke, før første høne meldte sig på banen.

”Er du klar til det?” spurgte Maja kort, der trods alt kendte mig så godt.

Få minutter efter var Lotte der, med et simpelt ”wow” efterfulgt at en smiley med opspilede øjne.

Et var sikkert, mine kære veninder forstod sagens alvor.

Sidste på pletten kom Mette, der trods alt mente, at min post-it var et opkald værdigt.

”Du har fået en kæreste” hvinede min veninde i røret, før jeg nåede så meget som et hej.

No shit Sherlock!

”Ja det er jeg sgu klar over. Jeg var bare ikke lige klar over, at det var der vi er allerede” mumlede jeg.

”Så ved du godt hvad næste skridt er, ikke? Så siger han det snart rigtigt. Sådan face to face” lød det opstemt i den anden ende.

Jeg skød et øjenbryn i vejret og sendte mit spejlbilledet et skeptisk blik.

”Hm” brummede jeg, og forsøgte samtidig at redde en forvildet uldtot ud af håret.

”Er du ikke glad? I har det da så godt” prøvede Mette, denne gang mindre begejstret.

Og ja, min veninde havde ret. Jeg var glad. Og jo, X og jeg havde det rigtig godt.

Faktisk gik det hele lige tilpas stille og roligt, akkurat i et tempo hvor jeg kunne følge med.

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke besad det store forpligtigelses-gen og faktisk nok, altid havde klaret mig bedst når jeg var alene.

Alt det der kæresteri, var som regel noget der tog mig bagfra (!)

Jeg var stor tilhænger af frihedsbegrebet og kunne ikke lade være med at føle mig en smule snydt, hver gang jeg igen endte i kærestefælden.

Ja, det lyder måske tarveligt. For selvfølgelig var det ikke en fælde, og naturligvis ville jeg gerne være sammen med de mænd, som jeg indgik et forhold med. Jeg var bestemt ikke typen der kunne finde på at få en kæreste, bare for at have en.

Måske jeg bare var en smule mere langsom end de fleste, når det kom til kæresteri.

For de kærester jeg havde haft, havde det som regel taget lang tid at indfange mig til mere end blot fis og ballade.

For mig var følelser nemlig noget der opstod i den proces, hvor man lærte hinanden at kende. Således kunne der ofte gå lang tid, før jeg involverede mig seriøst i et forhold.

X og jeg var bestemt kommet dertil, hvor vi var dedikeret til hinanden og det var seriøst. Ingen tvivl om det, hvilket jeg havde det dejligt med.

Læs også: I er ikke kærester, men hvad er I så?

Men som det ofte var sagen, var tingene gået stille og roligt, hvilket havde passet mig perfekt.

”Hvor er han egoistisk. Han ved da hvordan jeg er. Og så lige op til jul” kunne jeg ikke lade være med at påpege.

Mette udstødte et fnis i den anden ende.

”Egoistisk er måske ikke ordet jeg ville vælge og bruge. Men ja, når nu han kender dig, er det egentlig utroligt at han ikke er bange for at skræmme dig, når han endelig har fanget dig.”

”Ja det er typisk som de altid skal presse citronen” fnyste jeg og tilføjede vist noget med at give en lillefinger og tage hele armen.

Der var stille et øjeblik, før Mette stillede million-spørgsmålet:

”Hvad vil du så gøre nu?”

”Jeg har allerede gjort det” svarede jeg og fortsatte:

”Han havde sendt en godmorgen sms, som jeg besvarede og tilføjede et ”tak for den søde besked” til. Så behøver jeg vel ikke gøre mere?”

”Hm nej. Når bare du er indstillet på at der nok kommer mere. Jeg tror det er et spørgsmål om tid, før han siger det”

”I det mindste skrev han det på engelsk. På en eller anden måde er det lidt mere uforpligtende.”

Mette trak på det ”Ah! Betydningen er den samme”

”Ja det ved jeg godt. Men jeg synes bare det er lidt ”lettere” på engelsk. Ikke så tungt du ved. Det gør mig, af en eller anden årsag, mere rolig”

”Jeg ved bare ikke om jeg er klar til at sige det endnu. Jeg er jo vildt glad for ham, det er slet ikke det”

”Det ved jeg godt. Det er bare dine commitment-issues der spiller dig et puds, igen igen” svarede Mette beroligende.

Jeg nikkede samtykkende mod røret.

“Præcis…” mumlede jeg.

”Måske har han selv svært ved at sige det. Det er slet ikke sikkert du behøver at forholde dig til det. Måske er det en åbning han laver nu, og hvis du så ikke respondere , kan det være at det slet ikke kommer op igen foreløbig?” analyserede min veninde.

Nu hvor jeg tænkte over det, havde X vidst på et tidspunkt fortalt mig, at han havde svært ved at sige de store ord. At den slags ikke kom let til ham.

Måske det virkelig var sådan det hang sammen. At han håbede beskeden ville åbne op for noget fra min side?

Sjældent (hvis nogensinde?) var jeg førstemand til at sige de store ord, og ofte gik der som sagt, længe inden jeg følte mig klar. Sådan havde det altid været.

Nogen mennesker kan sige det efter to uger, eller endda to dage! Nogen mener det og andre gør ikke. Men sådan fungerede det bare ikke for mig.

Tidligere havde det resulteret i at kærester havde sagt det til mig, uden at ordende blev gengældt. I hvert fald ikke samme dag. Når det skete havde jeg været ærlig og simpelt forklaret, at jeg bare ikke var klar endnu.

Måske det lyder hårdt, men for mig var det store ord, og jeg følte de skulle komme naturligt og ikke blot fordi man følte sig nødsaget til at sige det.

Med tiden blev det jo sådan, at når jeg følte mig klar sagde jeg det også, og efterfølgende var jeg som regel ikke til at stoppe igen.

Senere den samme aften lå X og flød på sofaen, mens jeg igen var forfaldet til arbejdet foran skærmen.

Samtalen flød let, da jeg fik nævnt noget med at jeg den samme morgen havde sovet så tungt, at jeg slet ikke havde registreret da han kyssede mig farvel, sådan som jeg plejede.

”Nej du sov så sødt. Jeg lagde da også en lille seddel til dig” svarede manden pludseligt!

Jeg stivnede kort, men fik alligevel hurtigt sagt noget i denne stil:

”Nå ja. Jeg skrev da også tak for den søde besked”

Kortvarigt var der stille mellem os, inden samtalen kørte videre i et andet spor.

X nævnte ikke mere til sedlen denne dag, ej heller de efterfølgende.

Jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske (bare måske!) igen havde draget forhastede og overanalyserende konklusioner.

Måske manden virkelig bare ville ønske mig en god dag og være lidt ekstra sød?

Jeg mener ‘love you’ var da lidt mindre seriøst end ‘jeg elsker dig’, var det ikke?

Jeg spekulerede også på hvordan det egentlig ville være, hvis han pludselig sagde det? Men besluttede at lade sagen hvile.

For sandheden var at jeg faktisk (og lidt overraskende) var gået hen og blevet rigtig glad for X.

Og hvem ved, måske når ordende en dag kom, ville det slet ikke være noget der skulle tænkes over. Måske det bare kom af sig selv og ganske naturligt?

Ét var sikkert, det ville kun tiden kunne vise…

Læs også: Den tilbageholdende mand- Hvordan er han i sengen?