Parmiddag for fem…..!

Som I måske husker, flyttede min veninde Lotte for nylig ind ved sin kæreste. Sammenflytningen gav anledning for os venner til at give en hjælpende hånd hist og her, mens min veninde hurtigt fik sat kvindeligt præg på den lettere upersonlige ungkarlehybel. Som en ”tak for hjælpen” samt ”se mine kunstneriske indretningsevner” havde Lotte nu begejstret inviteret til vi-er-flyttet-sammen-middag for tre af klikens par.

Da M og jeg som bekendt for nylig gik fra hinanden, betød det derfor at jeg nu ville ende som femte hjul til såkaldte parmiddag- hjælp! Enhver singlepiges drøm….

Skulle det nu være, var det så absolut ikke det værste selskab at ende sammen med da vi alle er ret gode venner. Men bruddet var stadig så nyt, at jeg dårligt havde fået fortalt vores omgangskreds hvad der var sket. Jeg var klar over at aftenen ville byde på den uundgåelige forklaring. 

Allerede flere dage før begivenheden, begyndte min hjerne at fantasere om hvordan jeg kunne snige mig uden om. Jeg fik således konstateret noget i stil med ”det er måske ikke så fedt med den middag når nu jeg blevet alene” til Lotte. Den bed min veninde dog ikke på og hoppede elegant over kommentaren med sætningen ”vi skal bare have noget rødvin skatter”- okay. Ydermere skrev min anden veninde der også deltog, hvor meget hun glædet sig til at se mig- der var altså ingen vej udenom.

Det var bestemt heller ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at tilbringe en aften med mine gode veninder, eller deres kærester for den sags skyld. Det var mere hele “par” symbiosen der var bekymrende. Bruddet var stadig så nyt, og ærligt vidste jeg ikke om jeg kunne håndtere sagen. Det var jo meningen han også skulle have været der. Jeg havde faktisk set frem til denne hyggeaften i gode venners lag, da det var længe siden vi sammen havde været ude. Ydermere er parmiddage jo også det perfekte forum til rigtig at sidde lårene af hinanden og vise verden hvor kvalmende lykkelige man er. 

Jeg ankom til det “nye hjem”, der naturligvis var blevet rigtig fint. Det mindede mig om noget en svigermor engang sagde til mig, “intet pynter som at få en kvinde inden for dørene”. Anyway….

Rødvinen blev gudskelov hurtigt trukket op og glasset endnu hurtigere tømt- så langt så godt. Der gik ikke længe inden samtalen drejede sig ind på nylige brud og jeg forsøgte på bedste vis at forklare vores venner, hvorfor vi ikke længere var sammen. Egentlig havde jeg på forhånd besluttet at tale så lidt om mine problemer som muligt, for at sparre alle parter. Nu forholder det sig bare sådan med rødvin, som I måske ved, at det kan have præcis modsatte effekt. “Så lad være med at drikke for meget” tænker du måske. Men ja, endnu en af de røde dråbers egenskaber er den fantastiske mulighed for at glemme.

Måske havde jeg større behov for at drøfte min situation end jeg umiddelbart havde været klar over eller måske var det tilstedeværelsen af gode venner, der havde kendt os som par. I hvert fald skete det, at jo flere dråber der røg indenbords, jo mere mere kørte snakketøjet. Jeg vil gætte på 80 procent af aftenen lød noget lignende “mig” “mig” “mig” “mig” “mig” og “hvorfor!”

Pigerne håndterede situationen som vi kvinder nu engang gør når en medsøster er faldet, ganske udemærket. Værre var det nok for de stakkels mænd!

Når det så er sagt var det til gengæld en rigtig hyggelig aften og jeg er glad for jeg deltog. På trods af at han naturligvis manglede ved min side, var det faktisk ikke så kvalmende “paragtigt” som forventet. Selvom dråberne muligvis flød en kende hurtigere end de plejede, og således gav anledning til et dominerende egotrip tror jeg der var en vis forståelse. 

Selvom det allerede hjemmefra var besluttet, at en bytur absolut intet godt ville gøre for psyken, havde denne plan som alt andet fornuft forladt sindet da klokken blev fire om natten. Afsted vi drog til nærmeste bar! Hold nu kæft- behøver jeg fortælle hvordan mit hoved føltes da jeg vågnede den efterfølgende aften klokken 18?

Eftersom jeg skulle til middag ved mine forældre fik jeg travlt. Håret der stod ud til alle verdenshjørner blev smidt i en knold, og den kraftige vodka ånde forsøgt børstet væk  (hvorfor er det man bare ikke kan børste sine tænder rene dagen derpå?!). Det var således et ynkeligt syn der mødte mine forældre, da jeg endelig meddelte min ankomst. Min kære mor havde for første gang i årevis spurgt hvad jeg ønskede til middag (breakup kan altså føre noget godt med sig) og måtte i den grad skuffes, da jeg efter blot en enkelt flødekartoffel konstaterede at der ikke ville komme mere indenbords den dag.

Ikke engang en protest kunne jeg få over læberne, da min mor tvangsindlagde familien til Melodi Grandprix- så er man altså dårlig!

Er der noget som tømmermænd og selvmedlidenhed der i den grad kan vække savnet af et par stærke arme omkring sig…?