Om fyre der lyver sig ældre for sex…

En stigende tendens der synes at vokse i mine veninders singleunivers, er mødet med mænd (drenge!) der lyver sig ældre end de er. Det fik mig til at tænke på hvor komisk det er, taget i betragtning af at de fleste af os kvinder sidst i tyverne måske har “lidt” svært ved det med at blive ældre. Jeg har bemærket at det specielt er hårdt for kvinder der ikke er i parforhold, da de fleste nærer ønske om en familie, gerne inden rollator og skinddød indtræffer. Som min veninde Signe sarkastisk bemærkede det ene dag ”har vi jo også en vis standard i mænd, som vi kan sænke ti procent for hvert år vi bliver ældre!”

Anyway……For at vende tilbage til emnet om mænd der lyver sig ældre- hvor kom den tendens fra?

I husker nok historien om min veninde Signe der mødte Mr. Right på en god gammeldags druktur gennem gaderne i København. Mr. Right var ikke bare pæn (som i rigtig pæn), han var også 28 hvilket vil sige jævnaldrende med Signe, og passede således perfekt ind i det fremtidige glansbillede.

Efter druk, skandaløs sex, moralske tømmermænd og unødvendig Fb stalking (det viste sig at Mr. Right allerede var en andens Mr. Right), var der også yderligere oplysninger om at den 28 årige Mr. Right i virkeligheden var blot 24 (hvilket måske lyder ubetydeligt, men lad os være enige om at som kvinde sidst i tyverne, er 24 altså ret så ungt!)

I sidste weekend skete noget lignende for min anden veninde Lajla.

Jeg havde med stort besvær skruet mig i den lårkorte (måske næste indlæg handler om kærestekilo!) og hoppet op på stilletterne. Jeg var klar til at give den max gas efter alt for længe som kærestekedelig Matadormix’s gnaskende kvinde i joggingtøj. Det samme var min veninde Lajla, der havde været ude af kødmarkedet noget længere end jeg, og netop var brudt med kæresten gennem syv år. Jeg behøver vel ikke fortælle at Lajlas hormoner rasede mere end en 12 årig teenagedrengs. Efter et par timers opdatering på hinandens liv (hvilket er nødvendigt når den ene part har befundet sig i et forhold de sidste syv år), samt diverse flasker Asti, var vi SÅ klar til at ramme den lokale.

Der gik ikke længe inden Lajla havde udset sig aftenens heldige. En lav køn hipster-type, med glat barnerøvs ansigt og store horn briller. Jeg bemærkede måske en gang eller to overfor Lajla, at hipster-typen og hans omgangskreds så overordentligt unge ud. Min veninde holdt dog stædigt på, at han var 26, præcis fire år yngre end hende, hvilket var perfekt i Lajlas optik.

Dagen efter skulle jeg naturligvis have en opdatering om nattens strabadser (når man som jeg selv befinder sig i fast parforhold, ”feeder” man på sine singleveninders sex eskapader).

Lajla havde som forvente haft en lækker nat med adskillige seksuelle udskejelser (”han kunne sgu rive en rundt, på trods af han ikke var særlig “stor” “). Min veninde måtte dog krybe til korset og indrømme at den obligatoriske ”vi har lige haft sex- nu skal vi lære hinanden at kende” samtale, ledte til hipster-fyrens pinlige indrømmelse af, han ”faktisk kun var 21”. Jeg SKREG af grin!

Det har jo aldrig været et ukendt fænomen at kvinder lyver sig yngre for sex, men hvad er det lige der sker for at unge fyre er begyndt at lyve sig ældre for at få sex?(eller har de altid gjort det?). Alt i alt synes jeg egentlig bare det var et sjovt fænomen at fundere en smule over, når nu det faktisk er sket for to at mine veninder inden for relativt kort tid.

En tanke om “Om fyre der lyver sig ældre for sex…

  1. Da jeg var 22, havde jeg et kort “bekendtskab” med en 25 årige fyr.. Endte med at måtte fyre ham, da han blev en smule for klistret og lidt for ‘jeg elsker dig’.. Og ja, 5-7 år senere (kan ikke huske præcis hvor mange år der gik..) dukkede han op i Paradise Hotel, sjovt nok stadig 25 år gammel.. Det fik jeg en rimelig god griner over..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.