fat

Okay, med frygt for at støde alle mine (SKØNNE) mandlige læsere og starte endnu en opreklameret kønsdebat, sker der altså det at mit liv ind i mellem går hen og bliver en smule halv-kedeligt. Jeg er ked af at måtte skuffe, men nej det er ikke bare en lang pornofilm, desværre. Når det er tilfældet og ingen nye saftige historier er på tapetet rapporteres her, som I ved, direkte fra hønsegården i stedet. Se det er her det bliver farligt. Hønsegården er ærlig, ærlig og brutal.

Ikke at jeg fandt det kedeligt at tilbringe tid sammen med veninderne, overhovedet! Sagen var bare den at der som regel kun var tre scenarier samtalen kredsede om, når min gode veninde Lotte og jeg tilbragte tid sammen.

  1. Vores vægt
  2. Vores parforhold
  3. Vores shopping

Hvordan samtalen udviklede sig var naturligvis varierende, men det var ganske sikkert at et af givne emner ville være startskuddet. Denne dag handlede samtalen igen om skrækscenarie nummer 1, vægten. Jeg sværger, hvis Lotte og jeg brugte bare halvt så meget tid på at gøre noget ved det, som på at snakke om det, havde vi begge set en del anderledes ud. Det var sjovt som vores vægt ofte synkroniserede, betydende at tog den ene et par kilo (eller fem) på, skete det samme som regel for den anden. Således havde de famøse julekilo, traditionen tro, sneget sig på os begge og sammen delte vi sorgen. ”Jeg hader at være tyk!” klynkede Lotte, ”Jeg magter ikke snart at skulle i bikini!” medgav jeg solidarisk.

Anyway, som ofte før tog også denne samtale langsomt en anden retning og udviklede sig nogenlunde således: ”Det er da meget sjovt, som vi begge godt kan se vores ekstra kilo, men at mændene overhovedet ikke kan” påpegede min veninde med vis ironi. ”Kan de sgu da også godt, de er bare for bange til at indrømme det” svarede jeg og fortsatte. ”Desuden er M stoppet med at sige han ikke kan se det, i stedet siger han bare at han er ligeglad”.

Lotte rystede på hovedet og nippede til sin the. ”Ha! Ja den fik jeg også den anden dag. Da jeg påpegede hans dunk, spurgte han hvorfor jeg ikke bare kunne være ligeglad med at han havde taget på, når nu han var ligeglad med at jeg havde” udbrød min veninde højlydt, hun var først lige kommet i gang. ”Ligeglad? Jeg kan sgu da ikke være ligeglad. Kan du huske hvordan vi altid plejede at tale om, at han havde den bedste krop af alle gutterne?”. Jeg nikkede og huskede udmærket samtalen Lotte refererede til.

”Der sker altså bare noget med mænd når de fylder fyrre. Dunken vokser, men ikke nok med det. Det er som om de bare accepterer det, den der badebold midt på maven” konstaterede jeg eftertænksomt og tænkte på flere mænd jeg havde kendt, der led af syndromet.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at fundere. Kunne vi virkelig tillade os at beklage os over mændene og deres skavanker, når vi samtidig forventede at de accepterede os og vores sidedeller?

”Gu’ fanden kan vi det. Jeg er ung, jeg er lækker og ja selvom jeg har taget lidt på, forsøger jeg da i det mindste at smide dem igen”- Jeg tror ikke helt det var gået op for min veninde endnu, at snakken alene ikke ville gøre det for os. Hun fortsatte ”og så har han den frækhed at bede mig om at være ligeglad, fordi han selv er det. Næ nej, sådan spiller klaveret ikke!” Lotte var virkelig kørt varm nu.

”Men hvad kan man gøre? Vi ville da selv blive kede af det hvis vores kærester påpegede vores vægt som et problem?” Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor stor en forskel der netop her er på mænd og kvinder. Mens det næsten er en dødsynd for manden at kommentere kvindens vægt, føler hun ivrigt at kunne tillade sig det den anden vej. Måske det havde noget at gøre med at mænd rent faktisk virkede som om de håndterede den slags bedre, og ikke på samme måde lod sig slå ud? Tværtimod havde de nærmest en tendens til at grine lidt af det.

Desuden havde min veninde jo tydeligvis ytret sin utilfredshed overfor kæresten, så hvad var løsningen? Også her havde Lotte svar på tiltale. ”Jeg har mine tricks. Forleden lavede jeg chili con carne med blomkålsris, det opdagede han heldigvis ikke. Havde han vidst det var blomkål i stedet for ris, havde jeg aldrig fået det i ham! Han har allerede tabt tre kilo” smilede hun lykkeligt og lusket på samme tid.

Jeg pustede på den varme kop the mellem mine hænder og tænkte tilbage på de badeboldsmænd jeg selv havde kendt. Havde det generet mig? En smule flovt måtte jeg erkende, at mine tanker nok nærmere havde kredset om hvordan mændene tog sig ud i det offentlige rum. Det var jo ikke fordi jeg havde holdt mindre af dem eller sågar tændt mindre på dem af den grund. Hvor overfladisk skændede jeg på mig selv.

Jeg tænkte på M, der altid havde været slank mens jeg havde kendt ham. Havde han ikke netop tillagt sig nogle ekstra kilo på maven den seneste tid, præcis som jeg selv? Der var to år til han fyldte fyrre!

Jeg rystede på hovedet og skammede mig over forfængeligheden der endnu engang gjorde sit indtog. Jeg tror ikke det er unaturligt at vi alle ønsker vores kærester tager sig ud bedst muligt. Til gengæld er det jo uundgåeligt, at ændringer i udseendet finder sted med tiden, om vi ønsker det eller ej. Men måske er det helt okay. For er det ikke i virkeligheden sådan, at det vi alle i bund og grund søger, er en der elsker os for den vi er?

Jeg vil give min gode veninde ret i, at denne kendsgerning bestemt ikke var grund til bare at falde af på den, for jeg mener da bestemt at vi alle skal gøre en indsats og bestræbe os på, at være attraktive overfor vores bedre halvdel- så vidt muligt. Alligevel fandt jeg tanken om, at vi har en der elsker os uanset hvad, både smuk og fortrøstningsfuld på samme tid. Og helt ærligt, skal ret være ret var jeg i sidste ende temmelig ligeglad med om min kæreste havde lidt ekstra, og fandt det faktisk langt mere behageligt at ligge og putte op ad, end en mager mave eller sågar en hård sixpack, no bullshit.

Et par timer senere var teen drukket og Lotte på vej hjem.

Ind ad døren trådte en prustende M, med træningstasken solidt placeret på ryggen. ”Puha den var sgu hård i dag, der er kommet ny mavemaskine i centeret!” udstødte min kæreste som det første.

Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Måske det var ved at være på tide, at jeg selv snart kom afsted til det forpulede træningscenter!!!

Author

1 Comment

Write A Comment