“Man kan ikke både være en luder i sengen og en kok i køkkenet”

Som overskriften hentyder var udtrykket “man kan ikke både være en luder i sengen og en kok i køkkenet” i årevis mit personlige mantra. Det var almindeligt kendt i kliken at jeg ikke var en fantastisk kok. Egentlig handlede det ikke så meget om hvorvidt jeg kunne lave mad, men nok mere om at jeg ikke gad. Kogekunsten havde simpelthen bare ikke den store interesse. Jeg var således hurtigt blevet offer for ondsindede rygter om, at min madlavning ville være noget af et sats at udsætte sig selv for.

I Hønsegården havde joken i årevis været, at ved mig blev der altid serveret pitabrød! Okay okay, det skete også en gang eller to (måske tre)- men come on, pitabrød er nemt, billigt, lækkert og for en autodidakt kok rakte kreativiteten altså ikke langt når der ydermere var en vegetar i flokken der skulle fodres af. Således syntes pitabrød en årgang at være løsningen på alt. 

Anyway, så er det altså et faktum uanset hvor lidt vi vil det, er de gode gamle kønsroller ofte stadig en forudsætning- mænd kan sgu godt lide damer der kan lave mad til dem. Således skete det, at mit kære mantra opstod. For hvis vejen til mandens hjerte er gennem hans mave, hvordan kringler man så lige den? For mig var det mest nærliggende svar, pikken! Kunne man ikke lave mad, måtte man knalde hjernen ud på ham. Det blev derfor til “man kan ikke både være en luder i sengen og en kok i køkkenet”, godt hjulpet på vej af allerede eksisterende ordsprog om, at en kvinde skal være en luder i sengen og en ”madonna” ellers.

De senere år er der dog sket noget nyt på madlavningsfronten. Jeg har nemlig opdaget en stigende interesse for mad og kogekunsten generelt. Denne er nok kommet snigende i takt med rejser til eksotiske destinationer, kreative kokkererende veninder samt en generel ændring i mine smagsløg. Jeg er simpelthen blevet langt mindre kræsen end i de yngre dage, og har fået øjnene op for diverse lækkerier, jeg aldrig ville have sat mine tænder i for bare ti år siden.

Sjovt nok er mange af de ting jeg førhen fandt afskyelige, nu blevet dem jeg elsker mest. I takt med at lysten til at krydre mine smagsløg med nyopdagede vidundermidler er steget, er således også interessen for selv at lave mad.

Som de fleste ved, er der naturligvis ikke meget ved at lave spændende mad kun til sig selv. Passionen er derfor mest blevet afprøvet i forbindelse med gæstebesøg. Da jeg mødte M var vi pludselig to til spisning, og hold nu op hvor jeg nød at stå i køkkenet og finde på lækre kreativiteter til min mand (så blev man alligevel hausfrau!). Lysten var naturligvis hjulpet godt på vej af, at M altid roste min mad til skyerne og spiste hvad end der blev serveret med velbehag. Maden varierede og kunne være alt fra lækre pastaretter, spændende salater, sprøde bønnefritter, omeletter, tapas, supper eller som for nyligt da jeg pludselig følte mig i “tusind og en nat” humør og diskede op med krydrede kødboller, falafel, fyldte peberfrugter, bulgur salat, nanbrød og diverse dip.

Det har altså vist sig, at jeg faktisk godt kan lave mad. En kæreste jeg engang havde plejede at sige problemet var, at jeg ikke havde mit hjerte med i madlavningen. Det grinede jeg meget af dengang, men kan godt se nu at det rent faktisk handler om at have interessen for det hvis resultatet skal være succesfuldt- sådan er det jo nok mest det meste i livet?

Det var til gengæld begyndt at blive en smule irriterende at være stemplet som ”rædselskokken” i kliken, specielt når det faktisk var de færreste der havde fået et hjemmelavet måltid mad ved mig. Hvor jeg førhen grinende havde kørt med på legen og henvist til min “kok/luder” filosofi, begyndte det oprigtigt at være træls. Det havde jo vist sig, at jeg slet ikke var så dårlig til det endda. Myten måtte aflives.

Uanset hvor meget M forklarede vores venner og bekendte at jeg ofte fodrede ham med fantastiske retter, blev han mødt med skeptiske blikke og jokes om at det nok nærmere var noget andet end min kogekunst der havde ”forhekset” ham.

Tyren måtte tages ved hornene og for nylig foreslog jeg min gode veninde Lotte at jeg skulle lave hende og hendes kæreste et måltid mad. Det var ikke tilfældigt mit valg faldt på dette par, da netop de var slemme til at omtale mine (ifølge dem) ikke-eksisterende “kokkereringsevner”. Forslaget blev skeptisk imødekommet- så langt så godt.

Jeg besluttede mig at gå i krig med en thairet, jeg ikke før havde lavet. Det var således lidt et sats formålet taget i betragtning. Retten blev heldigvis super lækker og præcis som forventet. Parret måtte da også hurtigt give mig ret i, at maden var rigtig god. ”Ha! Sagde jeg måske ikke at jeg var kanon til det der madlavning?” triumferede jeg da vi spiste. ”Ja ja, vi kan da i hvert fald konstatere at du er rigtig god til at lave thaimad!” svarede Lottes kæreste modvilligt. Okay, mere fik jeg altså ikke i denne omgang, men det var også godt nok. Jeg vidste at jeg nu var et skridt nærmere i kampen om at aflive myten. 

En anden myte jeg selvsagt også er nødt til at slå ihjel, er ikke overraskende mit eget mantra. Det viste sig jo faktisk, at man godt kan være både en luder i sengen og en kok i køkkenet.