magtkrigen

Han skal ikke tro at jeg ikke kan se hvad det er der foregår- han er ved at overtage magten!” skumlede Maja, da vi en eftermiddag sad og sludrede over en kop the.

Kan det virkelig være rigtigt at et forhold skal handle om magt?” spurgte jeg frustreret.

”Selvfølgelig! Men jeg skal nok få den igen” mumlede min veninde fraværende, mens hun skovlede endnu et par skefulde sukker i sin kop.

Min nysgerrighed var vakt.

Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?” måtte jeg spørge. 

Med fissen selvfølgelig!” svarede Maja, som var svaret indlysende.

Vores snak den dag fik mig til at fundere….

Handler et forhold virkelig om magt? Om at den ene altid er den anden overlegen? Om at hvis man afgiver magten, vil den anden overtage herredømmet?

Dette var tydeligvis Majas opfattelse af et velfungerende parforhold. Den ene havde altid mere magt end den anden, og dette var nødvendigt for at opretholde en vis balance. Skred den såkaldte magtbalance ud på et skråplan, galt det med lys og lygte om at genoprette den hurtigst muligt.

Jeg kunne ikke lade være med at føle, at denne opfattelse var forkert. Den passede da slet ikke ind i ”eventyrforholdet” alle synes at efterstræbe?

Til gengæld er man jo efterhånden også bevidst om, at eventyret ikke findes. Jeg kunne da også godt se at der var noget rigtigt i det min veninde påpegede.

Vi kender alle det stereotype forhold, hvor hun kommer slæbende med ham efter sig i en usynlig snor. Forholdet hvor kvinden i den grad dominerer, og manden med bøjet hoved efterkommer hendes krav.

Så længe denne balance er opretholdt, er forholdet fryd og gammen. Denne kliche gælder naturligvis også omvendt.

Ja alle kan nok blive enige om at det fremstillede forhold, ikke er hvad vi betegner som sundt. Blev vi spurgt, ville de fleste af os nok være enige om, at vi ønsker et forhold hvor parterne er lige.

MEN, er virkeligheden nu også sådan skruet sammen. At i alle velfungerende og sunde parforhold, er parterne lige og har det samme at skulle have sagt?

Desto mere jeg granskede sagen, kunne jeg pludselig genkende den såkaldte magtbalance i flere af forholdene i min omgangskreds. Var der ikke næsten altid, en part der var den dominerende?

Pludselig syntes et mønster også at tegne sig, når jeg tænkte på egne forhold. Var det i virkeligheden i den såkaldte magtkamp, at mange af konflikterne var opstået? Jeg har altid fundet sammen med stærke og dominerende personligheder, som på mange områder kunne spejles i mig selv.

Jeg tænkte på mit nuværende forhold, og de problemer som M og jeg havde mødt. Flere af konflikterne handlede jo netop om, at vi begge var ekstremt stædige. Går sædighed og magt ikke en smule hånd i hånd spurgte jeg mig selv?

Den der først ”opgiver stædigheden” taber vel ”krigen” og således også magten? 

Tankerne kredsede og var for at sige det mildt, en anelse deprimerende. For mens jeg pludselig kunne spejle mig selv og min(e) partner(e) i magtbalancens spil, var det bare heller ikke sådan jeg ønskede et forhold skulle være.

I bund og grund handlede et forhold vel om noget så simpelt som at være hinandens bedste venner? Et team der holder sammen. Men var virkeligheden så simpel?

Selvom vi nok bilder os selv ind at det er vigtigt at være parten på tronen, er der jo i bund og grund heller ingen der ønsker at have en hundehvalp hængende i skørterne. Men hvad er det vi frygter hvis magten afgives?

Hvad frygtede Maja ville ske hvis han overtog magten som hun udtrykte det. Hvad handlede den magt egentlig om? Var det i virkeligheden stadig den oldgamle feministiske krig, og kvindes behov for ikke at lade sig underkue eller neandertalmandens dominerende instinkt om beskyttelse og herredømme der slog igennem?

Jeg blev ikke rigtigt klogere den dag. Selvom jeg godt kunne se at Maja havde fat i noget, var jeg bare ikke sikker på det var sådan jeg ønskede mit eget forhold skulle være- I hvert fald ikke længere.

Men hvor efterlader det os så, hvis man enten som Maja befinder sig i et forhold hvor den ene sidder mere på magten end den anden eller som jeg selv, befandt sig i et hvor begge parter havde behov for at dominere?

Svaret kendte jeg ikke. Hvis magtbalancen skulle udviskes, ville det jo betyde at jeg ved næste diskussion skulle være villig til at overgive mig, bøje mig i støvet- og hvad ville det mon betyde for alle fremtidige kampe?

Måske handler det i virkeligheden om det, som forholdet jo faktisk er bygget om op. Kompromis og forståelse.

Måske betød en tabt sejr eller to ikke, at jeg i al evighed ville være underkastet M. Hvis nu eventyret alligevel var en mulighed, kunne det jo være at sejren på den måde også ind i mellem ville blive min?

Er det mon det som betyder kompromis…?

Vil du læse mere om Maja?

 Skal mænd have sex pr efterkrav?

Porno og vibrationer – Var det bedre end sex?