”En mand og kvinde kan ikke være venner” grinede M smørret, og rystede på hovedet.

”Selvfølgelig kan de det” svarede jeg prompte, og begyndte straks at remse samtlige mandlige bekendtskaber op, og redegøre for hvert enkelte venskab.

Hvad der generede mig mest ved M’s påstand, var at Kammeraten få år tidligere, havde sagt noget i præcis samme stil.

Så vidt jeg husker lød det nogenlunde sådan:

”Det kan da godt være du har mandlige venner, men de har alle sammen, på et eller andet tidspunkt, tænkt på hvordan det ville være at have sex med dig”

Påstanden generede mig, fordi jeg netop havde flere eksempler på gode mandlige venner, som jeg havde kendt i årevis, og aldrig selv havde fantaseret seksuelt om!

”Mænd og kvinder tænker forskelligt” var M’s modsvar til mine argumenter.

Langsomt fik han pillet mine venskaber fra hinanden, da vi efterfølgende analyserede hvert eneste af mine mandlige bekendtskaber.

Jeg nævnte en ven, hvorefter M ville sige noget i stil med:

”Vil du påstå at han aldrig ville gøre det, hvis du gav ham lov?” eller ”så han har aldrig i brandert forsøgt på noget?”

Til sidst sad jeg tilbage med en kammerat på hånden, som jeg er ganske overbevidst om, aldrig nogensinde har tænkt på mig på den måde, og selv ikke M kunne modargumentere.

Han havde dog en teori om hvorfor netop dette venskab, kun var venskab.

”I har kendt hinanden siden I var børn, så er det noget andet”.

Efter samtalen tænkte jeg egentlig ikke så meget mere over den sag. Det var lige indtil en dag Sarah pludselig ringede.

”Jeg har været i seng med Karsten!”

 Karsten hørte jeg mig selv gentage, mens jeg granskede min hjerne for at placere ham.

”Ja for fanden, Karsten min kammerat!” råbte hun panisk ind i røret.

Lynhurtigt faldt brikkerne på plads.

Sarah og Karsten havde været venner i årevis. Han var den ven der altid kunne muntre hende op, give hende det nødvendige kompliment når selvværet dykkede, eller putte med en god film på en ensom fredag aften. Men aldrig mere end det…

Men når jeg nu tænker over det, går jeg ud fra at situationen i virkeligheden havde været uundgåelig.

For et halvt års tid siden (i noget jeg går ud fra, stammede fra seksuel frustration eller mangel på samme) var Sarah pludselig begyndt at tale om  Karsten.

Og ikke med den sædvanlige ‘Karsten er min kammerat’ tone.

Nej det var mere end det. Pludselig talte mig veninde om at “Karsten ville være den ideelle kæreste”

Han var trods alt den mand der kendte hende bedst, og trods visse særheder, accepterede hende fuldstændig som hun var.  

Vi husker vidst alle Mr. Darcys ultimative kærlighederklæring til Bridget “I like you very much, just as you are” *SUK*

Sarah og jeg vendte og drejede sagen i en uendelighed.

Kunne hun tænde på Karsten? Kunne han se hende som mere end en ven? Hvorfor tænkte hun pludselig sådan på ham?

Efter dages (og nætters) analyse, endte Sarah op med at konkludere, at venskabet ikke var værd at sætte på spil.

Hun indså vidst også, at hun ikke var forelsket eller nærede ‘den slags’ følelser for Karsten, men nok nærmere var desperat efter nogen eller noget. Siden havde vi faktisk ikke talt om ham.

Lige indtil nu!

Sarah var egentlig ulykkelig over situationen da hun ringede.

Karsten var taget på arbejde, og hun befandt sig i hans lejlighed, som hun faktisk kendte så godt. Men pludselig føltes den fremmede.

Skulle hun vente til han kom hjem som han havde bedt hende om, eller skulle hun stikke af? Hvad var næste skridt?

Pludselig var alt så akavet.

Jeg prøvede at spørge ind til, hvad min veninde følte omkring det hele. Hvordan havde sexen været?

Sarah var alt for forvirret over det der netop var sket, og som hun påpegede havde de ”ikke engang været fulde” . Til gengæld havde de ”gjort det to gange til morgen også!”

Hele suppedasen fik mig til, endnu engang at granske det store spørgsmål om mænd og kvinder som venner?

Mit sind var i vildrede. Jeg tænkte på samtlige at mine mandlige bekendtskaber, og på om de virkelig tænkte så meget anderledes end os?

På trods af at Sarah og Karsten havde været venner siden gymnasiet, og at der aldrig havde været noget seksuelt imellem dem, stod han jo klar i Sarahs svage øjeblik den nat.

M havde prøvet at ringe den dag jeg talte med Sarah.

Da jeg ringede tilbage måtte jeg kort opsummere at jeg havde været optaget så længe, da Sarah panikkede over at være gået i seng med sin bedste ven.

M’s respons ”HA! Hvad sagde jeg. Mænd og kvinder kan ikke være venner”