Mænd med kærester- Hvor går grænsen…?

ny

Er der noget de sidste måneders ”singlehood” har lært mig, er det altså at der er ufatteligt mange mænd der ude, som er temmelig ligeglade med at de befinder sig i et forhold- sorry to say. Ja det er muligvis lige så slemt den anden vej, nu er det bare ikke kvinder jeg dater.

For nylig var jeg på Festival. Det blev til flere hyggelige (og uskyldige) sammenstød med de gæve gutter. Det kan godt være nogle vil mene at et godt gammeldags ”wham bam thank you mam” bag pis-containeren, er helt ok når man er på festival. Måske er det her alderdommen for alvor træder i kraft, men jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke gider knalde bag pis-containeren!

Til gengæld er flirten hyggelig. Der kan skovles en bunke (eller bare et par) telefonnumre ind, og fra mænd du endda har mødt IRL! Så kan daten altid komme efterfølgende, i ved, når chancen for hårvask, intimbarbering, makeup og andre livsnødvendige redskaber er inde for rækkevidde.

Anyway, forventningsfuldt satte jeg mig mandag morgen efter festival foran tastaturet, naturligvis for at stalke ”mine” festivals mænd. Desværre skulle det hurtigt vise sig, at de interessante emner allerede var optaget. Profilerne osede simpelthen af “dig og mig” og baby fotos!

For en gangs skyld havde jeg ikke taget helt fejl af fyrene, for ingen af dem fulgte op på flirten. De var altså såkaldte ”good guys” konstaterede jeg positivt over for mig selv, selvom det da havde været at foretrække at de var single.

Alligevel skulle der efterfølgende komme et surt opstød i en halv-brandert. ”Hvorfor udleverer man overhovedet sit nummer til en pige hvis man var i et forhold?” spurgte jeg tvært ”parforholdskliken”, som jeg var så (u)heldig stadig er være en del af, selvom “singlehood” var indtruffet. Min kammerat var ikke sen til at svare. ”Helt ærligt, har du aldrig givet dit nummer til en flirt, som du ikke efterfølgende havde tænkt dig at følge op på?”. Det tog ikke lang tids ransagning at krybe til korset, og indrømme at han jo havde ret. Selvfølgelig havde jeg det, også mere end en gang. Faktisk var det ikke så få gange sket at jeg efter en bytur var vågnet op til sms fra mænd, jeg så absolut ikke havde nogen erindring om, og således heller ingen intention om at møde igen.

I bund og grund var jeg jo godt klar over at en uskyldig flirt i byen finder sted i ny og næ, og fred være med det. Vi gør det jo alle.

Til gengæld knaldede jeg for et stykke tid siden den her fyr, som jeg udemærket vidste befandt sig i et forhold. Der var tale om en af de her ”commitment issue” mænd, der egentlig ikke ville omtale såkaldte forhold som et egentligt forhold. Alligevel gik han ualmindeligt meget op i diskretion, og det var ikke svært at regne ud at han i hvert fald ikke var ledig på markedet. Aftalen var fin for mig, og et uforpligtende møde var lige hvad jeg trængte til. Efterfølgende gik der et par dage, og mens jeg var klar til en runde mere på ”commitment issue guy”, beklagede han og erkendte at han følte dårlig samvittighed. Vi kunne ikke ses igen.

To tanker slog mig: Var det virkelig så dårligt ? (okay sandt at sige, var mine forventninger nu heller ikke blevet indfriet) ELLER hvordan kan man pludselig få dårlig samvittighed bagefter? Jeg mener, der havde været lagt ovnen til dette møde længe. Det var ikke et sidespring i en tequilabrandert til julefrokosten. Det var planlagt. Afvisningen var dog ikke noget jeg tog tungt, og ”commitment issue guy” fløj afsted for (måske) at “comitte”.

Et godt stykke tid gik, da en uventet sms pludselig tikkede ind. Det var ham. Jeg var positivt overrasket, vi fortjente i den grad revanche. Dog kunne jeg ikke dy mig for drillende at spørge, om han nu var single. Gæt selv svaret…

Sagen lagde op til en god analyserende dialog mellem min veninde Mette og jeg. ”Jeg forstår det ikke? Hvis man virkelig har dårlig samvittighed gør man det vel ikke igen?” spurgte Mette undrende. Var der forskellige brugere af utroskab? Altså var det muligt at være systematisk bruger, men også usystematisk? Jeg vidste at det langt fra var første gang denne mand var utro, og teorien blev således noget i stil med at manden måske kunne sammenlignes med det man betegner som kvartalsdranker. Utro i perioder, hvorefter stien lægges ren med løfter og snært af dårlig samvittighed? For blot at genoptage de dårlige vaner et par måneder efter?

”Vi burde slet ikke have denne samtale om alle disse liderlige ”kærestemænd”, når min er på Roskilde!!!” sluttede Mette frustreret samtalen…

Jeg ved godt mange vil mene, det er forkert overhovedet at være sammen med en person der befinder sig i et forhold. Her er vi jo alle forskellige. Denne debat ledte faktisk for nylig, til en heftig diskussion mellem en veninde og jeg. Det stod ret hurtigt klart at vi ikke var enige og jeg tror at hendes generelle holdning var, at det var moralsk forkasteligt at være samen med en fyr der havde kæreste på. Det mener jeg ikke, og det betyder ikke jeg går ind for utroskab, absolut ikke.

Personligt mener jeg bare at det er personen der befinder sig i et forhold der har et ansvar, og ikke jeg. De få gange jeg selv har været så uheldig at snuppe en kæreste i unoder, har jeg altid, så vidt muligt, forsøgt at huske på at det er min kærestes ansvar og ikke en mulig tredjepart som raseriet bør vendes mod. Naturligvis med forudsætning om, at det er en jeg ikke kender, ellers er debatten vidst en helt anden snak.

Jeg ved godt at mange nok vil være uenig i mine antagelser, og fred være med det. Sandheden at sige, møder jeg som single en tiltrækkende mand som jeg har lyst til og omvendt, er et uforpligtende møde mig ikke imod. Uanset hvilken status der påligger ham. Ville jeg opfatte ham som potentielt kæreste materiale? Så absolut ikke…

 

 

10 tanker om “Mænd med kærester- Hvor går grænsen…?

  1. Jeg kender rigtig mange der vil sige at det ikke er ok at være sammen med en der har en kæreste. men jeg kender også mange der har været det alligevel. Jeg synes du har ret i at det er den i forhold som har et ansvar overfor sin partner

  2. Som single mand må jeg bare påpege at man får rigtig mange henvendelser, specielt i byen, fra kvinder der har en kæreste. Så den går vidst begge veje 😉

  3. Det er som du selv gør opmærksom på et spørgsmål om moral. Vi har alle forskellige grænser for hvad vi mener er rigtigt og forkert, og det må være op til den enkelte at afgøre hvad man finder rigtigt. Jeg synes dog du har ret i din pointe om at det først og fremmest må være personen der befinder sig i forholdet der har et ansvar for at opføre sig ordentlig. Vil man være sammen med andre end sin partner bør man være single!

  4. Vi har alle et ansvar overfor hinanden. Det nytter ikke at tænke at hvis ikke han gør det med dig gør han det bare med en anden. Jeg kunne ikke drømme om at være sammen med en mand i et forhold da det siger alt om hans karakter!!!!!

  5. Jeg har været sammen med masser af mænd der var gift eller havde kæreste på. Helt ærligt, det er bare ikke mit problem. Piger i forhold har en tendens til at blive skide sure over at høre det, måske fordi de føler sig truet? Men altså det at man ikke stoler på sin mand har jo intet at gøre med andre kvinder.Det har noget at gøre med ham

  6. Jeg vil som mand give mit besyv med og indrømme at jeg ikke synes der er noget galt i at være sammen med en kvinde i et forhold. Dette gør mig ikke til et amoralsk røvhul, og jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at være en kæreste utro. Ja vi har alle et ansvar overfor hinanden, men lad os nu være ærlige hvis vi efterkom dette, ville verden se ganske anderledes ud. Vi kan simpelthen ikke tage hensyn til gud og hver mand, og jeg tror Rikke har ret i når hun siger at kvinder der mener det er så forfærdeligt at være sammen med en mand i et forhold, for det første selv befinder sig i et og for det andet føler sig truet. Hun er bange for en anden kvinde skal rende med hendes mand. Igen handler det om at det er ham hun ikke stoler på. Gjorde hun det, kunne hun vel være ligeglad med om andre kvinder vil knalde gifte mænd?

  7. En mere retvisende titel på artiklen ville være “folk med kærester – hvor går grænsen?”
    Det meste forskning som jeg kender til indikerer at mænd som gruppe er mere utro end kvinder er. Men forskellen er ikke særlig markant. Hvilket tyder på at en ret stor andel af begge køn enten er deres partnere utro, eller ikke ser det noget stort moralsk problem forbundet med utroskab.

    Men man må også bare erkende at utroskab og sidespring ofte er et tegn på et underliggende problem i forholdet. Og når først den ene part slår ind på dette spor, er der en stor sandsynlighed for at det er begyndelsen på enden af forholdet.

    Nogen vælger at være i et “åbent forhold” som en løsning på problemet. Men det er ofte den sikre vej til skabelsen af jalousi i forholdet.

    Noget andet er at specielt kvinder føler en stærkere tiltrækning til mænd i forhold, relativt til single fyre. Årsagen er typisk at manden derved har fået et socialt kvalitetsstempel, i tillæg til at han er sværere opnåelig. Som med alting, jo flere kvinder en mand er sammen med, jo større er sandsynligheden for at han kan tiltrække flere kvinder.

    Kobler man dette med mandens tendens til at foretrække en reproduktiv strategi rettet mod kvantitet fremfor kvalitet, eftersom de ikke bærer synderlige omkostninger ved en potentiel graviditet, ja så står vi nok med en problemstilling der nok aldrig bliver løst.

    Mænd og kvinder er muligvis utro af forskellige grunde. Men der er dybe medfødte psykologiske grunde til at de vælger utroskab. Monogami er en social institution som det kræver meget arbejde at opretholde.
    Den eneste måde at modgå denne utroskabstendens er ved brugen af stærke moralske eller juridiske sanktioner. Men det er næppe en vej som flertallet af befolkningen i dagens samfund ønsker at gå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.