admittance-entry-prohibited-forbidden-not-allowed

For nylig ringede min gode veninde Anita. Efter længere tids forhold, var hun gået hen og blevet single. Det havde naturligvis taget min veninde et stykke tid at hele sårene og egentlig var hun ikke så sikker på, at hun endnu var oven på.

Anyway, en aften var min kære veninde gået hen og blevet fuld. Vi taler ikke bare små-tipsy her. Nej, Anita var gået hen og blevet godt gammeldags teenagestiv. Det var første bytur længe og hun havde besluttet, at nu skulle den have en over nakken. Formålet med turen havde langt fra været scoring, nærmere en god omgang tiltrængt venindehygge forklarede/forsvarede hun. Og dog…

Bedst som Anita ved tre-tiden begyndte at overveje hjemturen, da fokuseringen begyndte at blive svær, fandt hun pludselig fokus og anede lidt ”eye-candy”.

De to faldt i snak, han virkede ganske charmerende.

Der var dog en ting min veninde, trods sin overislede tilstand, ikke kunne slippe. Han virkede meget bekendt. Havde de to mødt hinanden før? Ikke ifølge ham. Snakken fortsatte, men hun formåede samtidig ikke at slippe følelsen af, at de på en eller anden måde var bekendte.

Som I kender det, slog lynet pludselig ned. Var det en af broderens gamle venner? Hun konfronterede fyren, der måtte se sig slået, trods et ihærdigt forsøg på at gøre sig som ”the tall dark stranger”. Han erkendte, at på trods af et par år på bagen samt ti kilo ekstra, var den god nok. Han var en gammel ven af hendes bror.

Min veninde fortalte hvordan det egentlig ikke gjorde en forskel. Som I nok kan regne ud, endte de to hjemme sammen.

Som sådan, var der ikke mere i sagen. Anita lagde ikke mere i det, det gjorde han tilsyneladende heller ikke og var pænt daffet af den næste morgen. Så langt, så godt.

Kort tid efter, befandt min veninde sig en dag i selskab med sin bror. Henkastet nævnte hun, mødet med førnævnte kammerat. Havde han og broderen egentlig stadig kontakt? En smule, var svaret. Eftersom Anita ikke havde lagt det store i mødet, indrømmede hun smågrinende, at de to havde tilbragt en nat sammen.

Herefter skete, hvad hun ikke havde forudset. Broderen gik fuldstændig bananas. ”Hvad fanden havde hun tænkt på?”, ”det var SÅ pinligt” ja endda ”ydmygende”. Dette var blot nogle af gloserne der fløj om ørene på min veninde, inden han i raseri, smækkede døren efter sig. Der sad hun tilbage med kæben på brystet. Var det virkelig så slemt?

Vi drøftede sagen frem og tilbage. Min umiddelbare reaktion var, at situationen var uskyldig nok. De to havde jo ikke planer om at ses igen, eller sågar have kontakt. Det var altså ikke en kommende svoger, hendes bror skulle tage stilling til. Yderligere analyse fik mig til at fundere. Hvordan ville jeg have det, hvis min bror var sammen med en veninde? Konklusionen var temmelig neutral- primært tror jeg det ville skabe en god griner i Hønsegården. Anita, der yderligere også havde en søster, mente hverken at ville have et problem med at den ene eller anden, kom til at ”lege” med hendes venner. Vi fandt det således begge en smule absurd. Broderen var gået for vidt, og faktisk talte han ikke til hende i ugevis efterfølgende.

Næste punkt på dagsordenen blev, var det var en mandeting? Eller var broderen her blot et særtilfælde?

Hvad mener I? Må man være sammen med sine søskendes venner?

Author

Write A Comment