Kvinder der elsker for meget

De af jer der allerede kender denne overskrift vil måske tænke ”Okay, nu er hun sgu for alvor gået i selvhjælps-mood”. I ved allerede at titlen tilhører forfatter og psykolog Robin Norwoods bestseller Kvinder der elsker for meget. Tilsyneladende en selvhjælps klassiker fra 1987, der er gået min næse forbi, men som har hjulpet millioner af kvinder verden over. Aha…

Jeg kunne godt svagt huske at min veninde Signe, måske havde nævnt titlen i forbifarten under en af vores evindelige samtaler. Som så mange gange før, havde jeg ikke tillagt den skjulte opfordring større betydning. Min veninde var dronningen af selvhjælpsbøger og jeg plejede at joke med at man kunne sælge hende sand i Sahara. Jeg anså bestemt ikke mig selv som en kvinde der havde behov for den slags i bogreolen.

For nylig var jeg på weekend i hovedstaden og overnattede som så ofte før ved Signe. Da hun skulle arbejde, befandt jeg mig alene i lejligheden og tuldrede rastløst rundt. Ved et tilfælde spottede jeg bogen der trofast lå på natbordet. Nysgerrigt kunne jeg ikke dy mig fra at samle eksemplaret op og henslængt slå op på første side. Indholdsfortegnelsen bød på kapitler som God sex i dårlige forhold, Behovet for at være behøvet og Når en afhængighed fodrer end anden. Nærmest uden at opfange det, bevægede jeg mig med bogen i hånden fra soveværelset til stuen, hvor jeg smed mig på sofaen. Opmærksomheden var vakt.

Elegant sprang jeg første kapitel At elske en mand der ikke elsker tilbage over. Det var ikke her jeg mente at skulle finde identifikation.

Det viste sig at værket var bygget op over virkelige cases som psykologen Robin Norwood havde oplevet gennem sin mangeårige praksis. Her fremstillede hun således forskellige klienters forhold og problemer, mens hun efterfølgende beskrev årsagen til sagernes tilstand og hvad kvinderne skulle gøre for at ændre dem.

Norwood indledte forordet nogenlunde således ”Når det at være forelsket, er det samme som at være i smerte, elsker vi for meget”. Jeg nikkede anerkendende til bogen i mine hænder og funderede. Havde jeg nogensinde befundet mig i et forhold, hvor der ikke havde været smerte? Og havde ikke smerten netop været en stor del af det? Jeg var ganske bevidst om, at alle mine forhold på den ene eller anden måde havde besiddet elementer som stormfuldhed, dramatik og sorgbetyngelse.

Norwood fortsatte, ”Misbruger er et skræmmende ord. Det skaber billeder af heroinbrugere med nåle i armene og selvdestruktive liv. Vi kan ikke lide ordet og vi vil ikke anvende frasen om måden vi relaterer til mænd. Men mange af os har været ”mande junkier”, og som enhver anden misbruger er vi nødt til at indse problemet før vi kan komme det til livs”. Hm, jeg kunne lide den her kvinde. Det skal her tilføjes at jeg på nuværende tidspunkt, med speed-fart mod de tredive, var et let modtageligt offer. Selvrefleksion stod højt på listen disse dage.

Anyway, hovedtesen i Kvinder der elsker for meget var, at disse kvinder ville gøre alt for mændene de var involveret med. Kvinderne ledte desperat efter kærlighed og endte derfor ofte med at involvere sig med de forkerte mænd. Stofmisbrugere, alkoholikere, narcissister, psykopater eller generelt mænd der ikke behandlede dem godt. At elske ham, udviklede sig for kvinden til et decideret misbrug, der i bund og grund mundede ud i at hun ikke elskede sig selv.

Hertil fulgte en lang liste af karakteristika der gjorde sig typisk gældende for denne type kvinde. Jeg bringer her et lille udpluk for at give jer ideen:

Kvinden kommer typisk var et dysfunktionelt hjem, hvor hendes følelsesmæssige behov ikke blev mødt.
Netop fordi hendes egne behov ikke er blevet tilgodeset, ender hun med at blive en slags ”redningsmand” og finder ofte mænd der har behov for at “blive reddet”.
Kvinden tror at ved at tilgodese alle hans behov og give ham ubetinget kærlighed, kan hun ændre ham.
Hun vil gøre alt for at forholdet skal lykkes, således at hun ikke bliver forladt.
Intet er for meget besvær, tager for meget tid eller er for dyrt hvis det hjælper manden hun er involveret med.
Manglen på kærlighed i det forhold hun er involveret i, gør at hun er villigt til at vente, håbe og prøve igen og igen for at please ham.
Kvinden er villig til at tage langt mere end 50 procent af skylden for ting der går galt i forholdet.
Hun er muligvis let tilbøjelig til at udvikle misbrug. Det kan være alt fra alkohol, stoffer eller mad, hvor især sukkerholdige produkter ofte er synderen.
Kvinden drages af mænd med problemer og fokuserer altid på at løse disse. Således fjerner hun fokus fra ansvaret for sig selv.
Hun har muligvis tendens til depression, hvilket hun kommer i forkøbet gennem spændingen ved de ustabile forhold.
Kvinden har ikke interesse i mænd der er søde, stabile, pålidelige eller interesseret i hende. Hun finder dem “kedelige”.

Okay, inden vi går totalt i selvhjælps-mood, skal det tilføjes at det var langt fra alle punkter jeg kunne identificere mig med. That said, måtte jeg dog spærre øjnene op en ekstra gang flere steder. Men det er vel i virkeligheden også hvad selvhjælp handler om. At kunne genkende sig selv og få sat ord på kaosset der foregår i ens indre? Var jeg en kvinde der elskede for meget? Hvilket i denne sammenhæng absolut ikke var positivt. Refleksionen var interessant, især med henblik på at jeg mere end en gang var blevet kaldt en isdronning, nærmest ude af stand til at elske.

Jeg vil godt løfte sløret en smule for, hvor jeg kunne nikke genkendende til Norwoods observationer. Selvom jeg aldrig havde følt at mit barndomshjem var specielt dysfunktionelt eller at mine kærester ikke havde elsket mig, var der nemlig stadig flere punkter der havde mit navn skrevet på dem. 1) Det såkaldte frelser-syndrom. Mine mænd havde altid været en smule håbløse på den ene eller anden måde. Jeg havde altid bildt mig selv ind at det var min opgave at få dem på rette spor og at jeg var kvinden der kunne ændre dem. 2) Jeg havde bestemt haft mindreværd og følelsen af ikke at slå til. Higede jeg efter mænds kærlighed fordi jeg ikke elskede mig selv nok? Sidst men ikke mindst var påstanden om at finde ”normale ordentlige mænd” kedelige, netop noget jeg kendte til.

Så sent som i dag havde min gode veninde Maja, der for tiden havde utrolig travlt med at få mig afsat, så meget at hun faktisk allerede havde forslået sin x mand og en tidligere morder hun kendte (it’s true! ”folk forandre sig jo”!), netop henvendt sig med endnu en potentiel date. Manden med det meget borgerlige navn, havde passende alder, godt job, fin økonomi, hus, bil og ingen børn. Han var som Maja udtrykte det ”lige hvad VI søgte”. Efter de nødvendige fakta var smidt på bordet, skrev jeg tilbage ”det lyder fornuftigt og temmelig kedeligt. Lige hvad jeg mangler, sign me up”. For det var bogstavelig talt hvad jeg manglede. Jeg mener, hvis man skal ændre sit mønster er man jo nød til at starte et sted. Om ikke andet kunne daten sikkert være en fin øvelse, op på hesten igen.

For at vende tilbage til Kvinder der elsker for meget, er jeg bange for at jeg må underkaste mig, række hånden i vejret og erklære “Ja, jeg er selvhjælpskvinde!”. Det er meget sjovt som vi forbinder ordet med noget negativt, hvis ikke vi kan hjælpe os selv, hvem fanden kan så? Selvom der var mange områder i bogen der ikke passede på mig, er den dog alsidig nok til at jeg tror de fleste kvinder på ene eller anden måde vil finde ligheder, i hvert fald hvis man som jeg, synes at følge et såkaldt mønster. Her er helt klart selvrefleksion at hente. Således må jeg erkende at min bogreol snart bliver den heldige indehæver af sin allerførste selvhjælpsbog…