”Jeg er SÅ træt af mænd” udstødte Signe med et dybt suk, en aften vi endnu engang hang i røret. Det var langt fra første gang min veninde anvendte sætninger som denne, alligevel var det som om noget var anderledes. Jeg syntes at spore en opgivenhed, en kynisme, der ikke umiddelbart lå til hendes romantiske natur.
Denne gang handlede det ikke blot om en enkelt dårlig date eller et røvsygt knald, nej det var simpelthen seneste tids sammenfald af umådeligt mange dårlige oplevelser, både for Signe selv men også hendes omgangskreds, der komplet havde taget håbet fra hende.
”Måske det er en 30-års krise! Men helt ærligt, jeg har fået nok!” slog hun hårdnakket fast.
Som nævnt, var det primært sammenfaldet af flere begivenheder, der efterhånden havde gjort Signe harm. Hun var ikke sen til at kaste sig ud i listen over gode eksempler, da hun skulle retfærdiggøre pointen om hvorfor, hun netop nu var godt og grundigt færdig med mænd.
”HVORFOR er det at mænd tror de kan behandle os som det passer dem? Gamle flammer der dukker op ud af det blå, erklærer livslang kærlighed, blot for at se om de lige kan få dig i kanen endnu engang? Eller hvad med en gammel Tinder-date der efter to år, skriver klokken lort fordi han er liderlig! Hvad tror han jeg er? Mænd der har dating-profiler samtidig med at de er i forhold! Mænd der stønner klamme ting mens han knalder, som var man en prostitueret han netop havde samlet op på gaden! Mænd der dårligt smider skoene, inden de smider dig på sengen. Enten er de besatte stalkere ellers hører man aldrig et ord fra dem igen…” Og sådan fortsatte det. Listen syntes uendelig. Et var sikkert og vist, det var ikke småting Signe havde oplevet eller måtte lægge øre til den seneste tid. Skal jeg være ærlig, var opremsningen temmelig deprimerende, hun havde sgu fat i noget. Man forstod godt at min veninde efterhånden havde lyst til at ”melde sig ud”. Faktisk gik hun så vidt at erklære, at det nu var begyndt at give ”fysisk ubehag”, når en sms fra modsatte køn tikkede ind.
Som samtalen udviklede sig, begyndte en besynderlig modstridende følelse at røre sig i mit indre. Netop Signe, havde altid fungeret som min kærlighedsguru. Når alt så mørkest ud og tvivlen om kærligheden endnu engang forpestede mit sind, var det hende der havde indgydt håb og troen på, at det hele nok skulle gå. Når jeg endnu engang erklærede, at en eks igen var tilbage i mit liv, og alle andre veninder af deres lungers fulde kraft skreg NEJ, var Signe den der sagde ja. ”Måske kan I virkelig lykkes denne gang”, ”Måske er han dit livs kærlighed” eller ”du er nødt til at give det en sidste chance, når det er sådan du føler”. Modsat jeg selv, troede min veninde på begreber som ”livskærlighed”, ”soulmates og ”ment to be”.”
Jeg kan ikke beskrive hvor mange gange min kyniske tilgang, har forsøgt at rive Signe ud af eventyrslottet med konstateringer som ”prinsen på den hvide hest eksisterer ikke!”. For ind i mellem, kunne hvad jeg anså som naivitet vække min irritation. Men netop gennem denne samtale indså jeg noget. Naivt eller ej, havde jeg brug for min venindes tro på, at eventyret kunne ende lykkeligt. Denne indstilling, som jeg på en eller anden måde manglede, var med til at vække et håb, en styrke. Hvis hun, trods alle de dårlige oplevelser, stadig havde håb måtte det være fordi der fandtes noget der ude som var værd at vente på?
Hvis hun ikke var der til at opretholde troen på kærligheden, hvem var så?
Den skeptiske, er vel netop nødsaget til at have en modspiller for at opretholde sin kyniske tilgang? Ellers ville Signe og jeg vel blot ende som to gamle bitterfisser på plejehjemmet? Jeg mener, hvad ville negative Bamse være uden optimistiske Kylling ved sin side? eller omvendt.
Sagen fik mig til at fundere. Havde vi alle brug for en modspiller, til at indgyde os troen på det, som vi måske ønskede, men ikke selv rigtigt troede på?
Mens jeg aldrig for alvor havde anderkendt min venindes positive kærlighedssyn, og nærmere anset den for en urealistisk naiv tilgang, mærkedede jeg, at den trods alt ikke måtte forsvinde.
Således bad jeg en stille bøn til, at Signe blot gennemgik en mindre kriseperiode, som vi jo alle gør i ny og næ. Og at hun snart ville vende tilbage med fornyet kraft, endnu en forelskelse og hvem ved, måske denne gang uden et knust hjerte? Hvis nogen for alvor skulle bevise at der rent faktisk fandtes et ”happily ever after”, var hun helt sikkert den der fortjente det…
