ny

Jeg er ret overbevist om at flere kvinder der ude, vil kunne nikke genkendende til ”syndromet”, vi i dag skal tale nærmere om. Jeg kalder det: du-vil-ikke-have-ham-men-ingen-andre-må-ham syndromet.Yep, et ganske velkendt fænomen.

Mon ikke de fleste af os har prøvet at gå fra en kæreste, fuldstændig sikker på at forholdet er slut, lige indtil han finder en ny. Måske det er et stykke tid siden I har set hinanden og bedst som dine tanker er begyndt at vandre andetsteds, står han der pludselig. Velfriseret og i nye rober. Er maven ikke også skrumpet en smule, mens overarmene er vokset? Han ser godt ud. Og hvad der klæder ham allerbedst er hans nye accessories, kvinden ved hans side. Intet kan få eksen til at se godt ud, som synet af ham med en anden.

Jeg selv, havde oplevet syndromet optræde flere gange efter forliste forhold. Selvom det oftest var mig der endte relationen og jeg med sikkerhed vidste at forholdet ikke kunne fortsætte, skete det alligevel. Jeg ikke kunne udholde tanken om ham med en anden. Nej, min ekskæreste skulle ville mig, uanset om jeg ville ham. Selfish? Oh yeah….

Selvom jeg altid efter endt forhold, ønskede ham alt det bedste og forsikrede, at der var en kvinde der ude som var bedre for ham end jeg, hændte det alligevel at usikkerheden slog ind, så snart jeg hørte at han havde fundet en ny. Det var egentlig ikke fordi at jeg ikke mente hvad jeg havde sagt, for faktisk ønskede jeg jo i virkeligheden mine ekskærester det bedste i fremtiden. Det var bare den forbandede følelse der opstod og som var så svær at kontrollere, når han endelig kom videre.

Jeg husker nogle år tilbage, hvor jeg med næb og klør havde kæmpet en brag kamp for at løsrive mig fra et forhold, der var alt andet end gavnende for nogle parter. Jeg var godt klar over at min eks ikke var endeligt ude af billedet, men var alligevel nået til den realistiske konklusion, at vi ikke længere gjorde noget godt for hinanden.

Fast besluttet på at påbegynde healings processen, besluttede jeg at en pilgrimsrejse til den anden side af jorden, var præcist hvad jeg trængte til. Fuld af optimisme, og med en alt for tung rygsæk, drog jeg afsted mod det der skulle være begyndelsen på mit nye liv. Jeg ville lægge fortiden bag mig og endelig komme videre. Lige så spændende, grænseoverskridende og inspirerende det kan være at rejse langt væk alene, lige så ensomt kan det hurtigt blive. Der gik således ikke mange døgn, før jeg på den anden side af kloden, måtte tjekke Facebook og naturligvis eksens profil.

Der var det! Billedet af min smilende eks og en blond pige, sprang i øjnene på mig. Bevares, måske jeg havde hørt rygter om at han datede en ny, men indtil dette endelige bevis, havde det ikke for alvor været en realitet. Hjemveen ramte mig som et lyn fra en klar himmel, men det var ikke det værste. Forelskelsen kom over mig som aldrig før. Her sad jeg på den anden side af jorden, på hvad der skulle have været min filosofiske “find dig selv” tur, og overbevidste mig selv om at jeg netop havde forladt mit livs kærlighed. De næste tre uger blev brugt på at tænke tilbage på alle vores fantastiske minder og hurtigt blev jeg sikker på at vi var ment to be. Det var ikke længere en mulighed at leve uden ham. Jeg måtte have ham tilbage.

 

 

Med fornyet kraft (en noget andet end tiltænkt) vendte jeg hjem og startede kampen. Som jeg faktisk også vandt eller gjorde jeg? Efter et halvt års tid som reunited, var vores forhold præcis det samme som det altid havde været, muligvis værre. Endnu engang stod jeg tilbage med et knust hjerte, der med en smule fornuft nok kunne have været undgået omend helet, en hel del tidligere.

Jeg husker også en episode for et par år siden, da Lotte og jeg netop var blevet single samtidig. Sammen kørte vi vores primetime og var enige om at en legendarisk sommer med drinks, mænd og frigjort sex ventede forude. Den skulle absolut ikke forstyrres af noget så tåbeligt som kærester . Begge havde vi en fast bolleven, men var også enige om at det var hvad det var. Ingen skulle ødelægge vores såkaldte summer of love. Nu skete der faktisk det at Lottes “ven” hurtigt blev ualmindeligt glad for min veninde, der dog var urokkelig. Ingen skulle pille ved hendes nye frihed, de skulle ikke være kærester!

Nuvel, som det så ofte sker når den ene har flere følelser involveret end den anden, går tingene sin naturlige gang og langsomt gled det ud i sandet. Mens Lotte og jeg fortrøstningsfuldt red videre på singlebølgens lykkerus, søgte min venindes såkaldte bolleven nye græsgange. Pludselig hørte vi nyheden, han havde fået en kæreste. Og så skal jeg satme ellers love for at det gik stærkt. Hurtigt fik Lotte vippet den nye kvinde af pinden, hvorefter parret naturligvis blev kærester.

Grunden til at jeg nævner disse episoder er, at det undrer mig hvad der sker med os kvinder, når ham vi ikke vil have finder en anden? For øvrigt gælder det ikke kun for kvinder. Mon ikke vi er mange der har prøvet hvordan mandens opmærksomhed pludselig stiger til udefinerbare højder, når han pludselig lugter et andet hankøn på ”sit” territorie?

Det er sjovt at tænke på hvorledes man kan være overbevist om at noget er slut, og hvordan det gør processen bare en smule lettere at bære, så længe vi ved at eksen stadig sukker efter os. I bund og grund tror jeg vi alle ønsker de vi har elsket, det bedste i fremtiden. Men effekten af hvordan det kan påvirke, når andre berører ”vores” territorium er altså værd at fundere ved. Handler det om ejerfornemmelser? Om bekræftelse? Eller handler det i bund og grund om at når man siger “det er på tide VI kommer videre” mener man i virkeligheden JEG?

Er vi virkelig så egoistisk indstillet at vores egen bekræftelse kommer før vores eks’s mulige lykke? For et års tid siden havde min veninde set another ex of mine, på date med en ny pige. Det var mere end fire måneder siden vi var gået fra hinanden og han var naturligvis i sin fulde ret til at se andre. Igen, skete det uundgåelige naturligvis. Jeg blev vanvittig jaloux! Det var fuldstændig urimeligt, eftersom det var mig der ikke længere ønskede os sammen. I højt niveau kørte sms’erne mellem os og diskussionen endte med at min eks frustreret udbrød “hvad er det du vil have fra mig?”. Beskeden ramte mig med et smæk. Der stod det sort på hvidt. Hvad ville jeg have?

Efterfølgende kom den dårlige samvittighed. Jeg vidste jo i bund og grund godt hvad han følte. At jeg blot skulle sige til, så ville han kaste alt andet fra sig og vende tilbage. Hvor vovede jeg at blande mig i hvis han endelig gjorde, hvad jeg så længe havde proklameret og forsøgte at komme videre. Og hvorfor kunne jeg ikke håndtere tanken? Var jeg stadig forelsket? Eller var mit ego så altoverskyggende at sandheden var, at selvom jeg ikke længere ønskede at vi skulle være kærester, så skulle han elske mig til evig tid? Sagen var frustrerende og jeg skammede mig.

Ovenstående eksempler er blot enkeltstående tilfælde, jeg har været vidende til gennem årene, både fra mig selv men også veninder. Dommen var definitiv. Vi kan ikke tåle at se vores ekskæreste sammen med andre, i hvert fald ikke så længe bruddet er for tæt på eller følelser stadig er involveret.

Den dag i dag kunne jeg, når jeg kigger på gamle kærester i nye forhold, godt se at jeg ikke længere følte noget omkring det. Måske handlede det i virkeligheden om, at man på daværende tidspunkt ikke var kommet ordentligt videre? Alligevel nagede en indre frygt om, at egoet i denne sag også spillede en massiv rolle. Og måske er det bare sådan at det altid vil være lettest at være den der finder en ny kæreste først, eller hvad?

 

Author

Write A Comment