Knalde værd

Et nyt ordsprog havde spredt sig i kliken det senere års tid, nemlig frasen ”det er ikke knaldet værd”. Lad mig forklare…

Vi har nok alle oplevet at stå i en situation, hvor vi kaster os ud i skødesløs sex med en person, vi udemærket godt er klar over at vi ikke burde have sex med. Årsagerne til at vi ender med at have sex med en person vi ikke burde, kan være mange. Måske det handler om en periode hvor man er ekstra sårbar eller ensom? Måske man er spritstiv? Eller plain simple, man er stang hamrende liderlig og trænger til et knald.

Anyway, uanset hvad årsagen er, har vi nok alle prøvet at gøre noget uovervejet, der i øjeblikket kan virke som en fantastisk ide, men som dagen efter ender med at være fortrydeligt og skabe dybere problemer, end hvad det egentlig var værd.

Så hvad er en person man ikke bør have sex med, tænker I måske? Det kan være mange. Det kunne være en ven, en eks eller det kan også være at her er tale om utroskab. At have sex med en person og senere fortryde det, er vidst ikke utænkeligt og mon ikke de fleste har prøvet det på et eller andet tidspunkt?

Frasen “det er ikke knaldet værd” opstod på et tidspunkt, hvor jeg og min eks havde enormt svært ved at slippe hinanden. Primært var det ham der havde svært ved at give slip, men når det så er sagt, skete det gang på gang at jeg kom til at dyrke sex med ham. Ikke særlig smart når man godt ved at den anden person, er mere følelsesmæssigt involveret end hvad man selv er. Dette er faktisk en ganske egoistisk handling og ikke noget jeg er stolt af.

Når skyldfølelsen blev for stor forsøgte jeg dog at fortælle mig selv, at min ekskæreste trods alt var en voksen mand, der selv måtte stå til ansvar for sine handlinger og tage konsekvensen heraf. Det kunne ikke være mit ansvar hvordan han havde det efterfølgende, når vi endnu engang var endt i kanen og dog. For hvad der som regel skete var, at han blev sendt direkte tilbage til start hver gang det var sket.

Selvom jeg flere gange forsøgte at afbryde kontakten mellem os, endte jeg altid med at falde i. Min eks ville efterfølgende være håbefuld og igen ville en storm af kærlige beskeder om savn og håb, starte forfra. Noget der ærlig talt drev mig til vanvid. Både fordi jeg ikke kunne gengælde følelserne, hvilket gav mig dårlig samvittighed, men også fordi jeg i bund og grund ikke ønskede en daglig kontakt, men nu følte mig forpligtet eftersom vi netop havde haft sex.

Et enkelt knald kunne altså give umådelig og vedvarende hovedpine i længere tid efterfølgende. Sådan begyndte mantraet. Hvad der skete var at jeg hver gang jeg følte mig fristet til at have sex med min eks, gentog over for mig selv ”det er ikke knaldet værd”. For det var det ikke. Selvom sexen ville være fantastisk, vidste jeg også at jeg ikke ønskede den efterfølgende daglige kontakt, dårlige samvittighed og alt det andet der fulgte i kølvandet.

Det kan godt være at det lyder simpelt, men faktisk blev ”det er ikke knaldet værd” det, der helt fik mig til at stoppe med at dyrke sex med ham. Selvom jeg ikke er den store fan af selvhjælpsfraser og daglige gentagelser af mantraer foran spejlet, skulle netop dette altså vise sig at virke.

Forleden havde min roomie Lotte været forbi sin eks. Min veninde skulle blot hente noget levn fra fortiden, hvor de to havde boet sammen. På intet tidspunkt havde der været snak om at noget seksuelt kunne opstå mellem dem. Det kapitel havde de to, efter bruddet for seks måneder siden, heldigvis været gode til at holde lukket. Alligevel ramte tanken mig, netop som Lotte var hjemme ved sin eks. Kunne hun mon finde på at gøre noget dumt? Jeg håbede det ikke for hende, netop fordi jeg vidste hvor vild hendes eks stadig var med hende og af bitter erfaring vidste, hvor mange problemer det ville føre med sig hvis hun åbnede døren igen.

En stormilende kom Lotte ind af døren. ”Gik det godt?” kunne jeg naturligvis ikke lade være med at spørge som det første og i mit stille sind strejfede tanken mig da også, om min veninde kunne finde på at hemmelighedsholde det, såfremt noget dumt var sket.

”Ja det gik fint, ingen problemer” svarede Lotte kort. ”Knaldede I?” udbrød jeg dernæst, selvom det egentlig ikke var min mening at være så frembrusende.

”Jeg tænkte godt nok på det. Kæft jeg er liderlig” svarede min veninde ærligt. Aha, mine fornemmelse om at noget var i luften, havde altså ikke været helt skæv. ”Men du gjorde det ikke?” måtte jeg endeligt have bekræftet. Langsomt rystede Lotte på hovedet ”nej, det er sgu ikke knaldet værd” smilede hun og blinkede.

Så blot et lille tip herfra. Har du svært ved at løsrive dig fra din eks og ønsker i bund og grund at komme videre med dit liv, så i morgen når du står foran spejlet dropper du lige den gængse ”du er smuk, dejlige og fantastisk” og prøver i stedet med en omgang ”det er ikke knaldet værd”. For helt ærligt, det kan godt være det er god sex, men det kan man altså få mange steder, og jeg vil sige at hovedpinen der følger med et kompliceret forhold til sin eks, altså virkelig sjældent…er det værd!

 

 

 

 

 

 

Author

2 Comments

  1. Your article made me suddenly realize that I am writing a thesis on gate.io. After reading your article, I have a different way of thinking, thank you. However, I still have some doubts, can you help me? Thanks.

Write A Comment