I er ikke kærester, men hvad er I så?

Det er sjældent jeg kommer med udtalelser, der handler om at få en kæreste.

Det er ikke fordi der er noget galt i gerne at ville have en, for det vil de fleste. Men det er bare ikke noget jeg som sådan efterstræber, nogensinde.

De gange jeg er endt i et forhold, har det ofte været en bollerelation der har udviklet sig.

Sagen er den, at jeg faktisk godt kan lide at være single. Let’s face it– der følger bare mere frihed med.

Og frihed, det var noget jeg forstod!

Jeg husker hvordan min x kæreste, da vi havde set hinanden et par måneder, en dag spurgte mig om ikke han bare kunne komme på prøve en måned. Hvis ikke jeg havde lyst til at være kærester efter det, var det ok.

Jeg var godt klar over at gik jeg ikke med til et eller andet snart, ville manden fordufte.

En prøveperiode sagde han? Ikke dårligt…

Se det var noget min indre frihedskæmper kunne arbejde med. Og efterfølgende skete der jo faktisk også det, at vi var kærester i godt tre år.

Det var således ikke helt ukendt for mig eller en ny mand i mit liv, at begyndte relationen og udvikle sig mellem os, ville der ikke gå længe før jeg lirede frihedstalen af.

I ved, sådan noget med hvor fedt det var at være fri, ikke at skulle tage hensyn til nogen, kunne gøre hvad man vil og slippe for alle de sure opstød som parforholdet bærer med sig. Nå ja og så også lige den med at vi tager det HELT STILLE OG ROLIGT.

Sjovt nok var mændene altid meget enige i denne fremstilling og jeg burde vel efterhånden havde lært, at det havde direkte modsatte effekt på de kære hankøn…

Det var sukker i deres ører. Ingen binding siger du? Let me love you long time…

Jeg tror bare at jeg havde et problem med, at alt skal have et label. Hvad er I? Eller hvad er vi?

Who cares –  Hvorfra kommer det kæmpe behov for at få sat en titel på alting? Kald det bare commitment issues– men det var nu engang sådan jeg havde det.

I har allerede mødt X, som havde givet udtryk for at stille og roligt, det var lige ham…

Det var intet problem at jeg havde det sådan bedyrede han. Ej heller, at jeg absolut ikke (med fed streg under) kunne love noget som helst om, hvor dette nye bekendtskab bar hen.

Måske derfor at efterfølgende episode kom sådan bag på mig?

Det skete en aften. X og jeg havde været ude og gå en tur. På vejen var vi tilfældigt stødt på en café og blev enige om at snuppe en cocktail. Og det var faktisk her på caféen, at vi havde ”lad os tage det stille og roligt” samtalen.

Vi havde netop forladt caféen og var på vej ned ad gaden.

Det startede roligt og først var jeg ikke sikker på, om det virkelig var det der var ved at ske.

Hans hånd strejfede tilfældigt min. Jeg lod det passere. Kort efter skete det igen, og så igen…

Jeg mærkede et kort sug gå gennem maven, før det uundgåelige kom.

Hans hånd flettede sig ind i min.

Pludselig føltes min krop som en spændt flitsbue.

Vi har nok gået omkring ti meter på denne måde, hånd i hånd, før min krop fysisk afviste situationen.

Jeg havde vitterligt ingen kontrol over det, da min hånd pludselig trak sig fra hans.

X standsede op.

Jeg skævede til mine fødder.

”Jeg er måske bare ikke lige holde i hånden typen” mumlede jeg flovt, uden at se ham i øjnene.

X smilede skævt og rystede sagte på hovedet. Så gik vi videre som var intet hændt.

”Han tog mig kraftedeme i hånden” rasede jeg mod stuen, så snart dørtærsklen var passeret.

”Hmf. møgsvin hva’’” mumlede Lotte uinteresseret fra sofaen. Tilsyndeladende fulgte hun noget mere interessant i fjernsynet.

Dramatisk smed jeg jakken på gulvet og travede med tunge skridt ind i stuen. Jeg placerede mig foran fjernsynet.

Min veninde forsøgte kort at se igennem mig, for Kardashian var netop i et skænderi med sin mor for halvtredstusinde gang!

Jeg rømmede mig højlydt. Lotte opgav og sendte mig et irriteret blik.

”Så lad mig da høre?” sagde hun endelig.

”Altså vi har lige siddet på caféen og fået en drink ik’, og så begynder han lidt på den der ”hvor er vi” samtale du ved. Han accepterede ligesom ikke rigtigt, at jeg bare gav ham navnet på caféen.”

”Not shit Sherlock”, min veninde var uimponeret.

”Nå men jeg siger så at jeg bestemt synes at vi hygger os sammen. For det gør vi jo. Men at jeg gerne vil tage det helt stille og roligt du ved. Og at jeg faktisk elsker min frihed”

”Frihedstalen” mumlede Lotte og rullede med øjnene. Jeg ignorerede hende.

”Nå men han siger så at sådan har han det faktisk også og at det bare er helt fint. LØGN. Man tager da ikke nogen i hånden, når man er på ”stille og roligt” stadiet. Det ved alle da! At holde i hånd er mega kæreste-agtigt”

Ja! Jeg indrømmer gerne at jeg på daværende tidspunkt, havde kørt mig selv op i et lettere dramatisk leje.

”Så spurgte han mig, hvad han skulle sige hvis nogen spurgte ind til det. Jeg sagde at han jo bare skulle sige det som det er.”

”Og hvordan er det?” Lotte kiggede spørgende på mig.

”Ja altså du ved. At vi………. hænger ud”

Pludselig så min kære veninde, meget mere vågen ud.

”Sagde du til ham at I hænger ud?”- Og så flækkede hun af grin.

”Jeg panikkede måske en smule” mumlede jeg

”Jeg håber at du huskede og tilføje et DUDE med den der” fik Lotte fremstønnet fra sit grineflip.

Jeg skulede til min veninde, der tilsyneladende ikke fattede situationens alvor.

”Alligevel imponerende at han stadig tog dig i hånden efter det”

Den næste dag ringede jeg til Kammeraten, der ofte var den som forstod mig bedst.

”Sagde du til ham at I hænger ud?” skraldgrinede manden i den anden ende…

#graverbaremigselvnedså

Læs også: Fire dages uden sex- Var han ikke interesseret?