“HVORFOR er det du altid ender med de typer?” spurgte Maja opgivende.

“Kan du ikke snart få en normal kæreste?” sukkede min mor.

“Det er et ret sjovt mønster at analysere på” funderede Mette.

En ting var sikkert. Alle havde tilsyneladende, en eller anden mening om mit kærlighedsliv.

Det lod ikke til at det blot handlede om en enkelt kæreste. Næ nej, her var tale om hele bunken!

Skal sandheden frem må jeg nok også erkende, at jeg ikke havde det heldigste mønster når det kom til mændene i mit liv.

En alt for uddybende forklaring er vidst ikke nødvendig, men jeg kan godt afsløre at de kærester jeg gennem tiden havde haft, alle havde besiddet en eller anden form for problem.

Her kunne være tale om afhængighed, arbejdsløshed, psykisk ustabilitet, uærlighed og i få tilfælde- Det hele på en gang!

Det er bestemt ikke et ukendt fænomen, at nogle kvinder ofte ender med at vælge mænd der skal “reddes”.

Så længe tilbage jeg huskede, lige siden de spæde teenageår, havde mine kærester alle haft behov for kvindelig ekspertise og vejledning.

Sådan så jeg i hvert fald på sagen, og forholdet endte ofte med at jeg mistede mig selv på vejen .

Jeg påtog mig hellere end gerne rollen som den, der skulle få styr på mændenes liv for dem.

I sidste ende skulle det jo gerne ende med at vi kunne udleve den umulige kærlighedshistorie, jeg ofte så forholdet som.

Ikke så mærkværdigt at min yndlingsroman altid havde været Wuthering Heights, hvor jeg i mange år anså hovedpersonerne Heathcliff og Catherines umulige kærlighed, som den mest romantiske historie nogensinde.

Jeg tror først det var igennem mit litterære studie, det endelig gik op for mig at fortællingen var alt andet end romantisk…

Men hvad var det så med mig og mændene?

Det var jo ikke fordi jeg at ikke selv havde funderet over problematikken og gang på gang lovet, at næste gang skulle han bare være helt normal. Right!

Egentlig var jeg jo en helt normal pige (sådan da!). Jeg havde altid passet mine ting (sådan da!), arbejdet hårdt og taget en længere videregående uddannelse. Min barndom havde været temmelig udramatisk og jeg kunne simpelthen ikke sætte fingeren på, hvad det var der skulle være gået galt ud fra et psykologisk perspektiv?

Det var skam ikke fordi at jeg ikke havde forsøgt at få forhold til mænd der var mere “ordentlige”.

Så sent som forrige sommer, havde jeg datet en mand der havde helt styr på livet. Han havde et velfungerende arbejde, økonomisk stabilitet og alt hvad det indebar. Han var ikke kedelig. Vi kunne grine sammen og han nød som jeg selv, en god bytur ind i mellem, samt et godt socialliv. Kemien var generelt i orden mellem os og vi delte mange af de samme fremtidsaspekter.

Da han erklærede sin kærlighed, erklærede jeg at det var tid at komme videre. Jeg kunne simpelthen ikke gengive hans følelser, som jo desværre ikke kan fremtvinges. Jeg siger desværre, fordi denne mand faktisk repræsenterede alt det, jeg gerne ville have.

Han havde “pakken “ så at sige. Om følelserne ikke ville indfinde sig grundet “projektet” blev for kedeligt eller uden udfordring, skal jeg ikke kunne sige.

Men er det ikke sjovt hvordan man gang på gang kan fortælle sig selv, at man lærer af sine fejl?

Være helt bevidst om hvad man i hvert fald ikke skal have eller hvad der ikke er sundt, og alligevel hoppe i med begge ben? Det var jo ikke fordi at jeg ikke efterhånden havde lært at tyde, når de røde alarmknapper begyndte at blinke.

Fænomenet med at have et såkaldt mande-mønster, er vidst noget mange kvinder kan nikke genkendende til.

I mange af livets aspekter har vi mennesker det med at gentage os selv, og det er vidst ikke et tilfælde at begrebet mønsterbryder blev opfundet.

Når jeg kiggede mig omkring i venindeflokken kunne jeg også se, at flere besad samme tendens som jeg. Måske ikke nødvendigvis med såkaldte “badboys”. Men kiggede jeg på mine kære veninder, besad flere et klart mønster.

Det kunne f.eks være Mette. Det udpræget A- udendørsmenneske, der gang på gang endte sammen med syvsovende computernørder.

Her var mønsteret måske nok i en mildere boldgade, men pointen er blot at påvise hvordan vi mennesker har det med igen og igen at vælge den samme type partner.

Og hvor ofte har man ikke sagt “jeg har ingen type” eller “jeg ved slet ikke hvad min type er?”

Anyway nu jeg igen var single, var jeg naturligvis endnu engang opsat på at bryde mit såkaldte mønster, og finde en mand med styr på sagerne (!)

Jeg bad en stille bøn om, at jeg ikke ville ende med at kede mig ihjel.

Og så tænkte jeg på hvor rart det nu egentlig kunne være, for en gangs skyld at være sammen med en mand der ikke havde behov for at blive “reddet”.

Læs også: Fem mandetyper- Kender du en af dem?