”How are you?”

Beskeden tikkede ind en tidlig lørdag morgen, og kom fra en mand, som jeg ikke havde haft den store kontakt med siden sommeren.

Eftersom afsenderen befandt sig i USA, kunne lidt hurtig hovedregning fortælle, at det nok var godt og vel midnat ’over there’. Mit kære bekendtskab var sandsynligvis i gang med at drikke sig i hegnet på den lokale- Det var jo weekend.

Kombinationen af alkohol og a lonely friday night, var åbenbart alt der skulle til, for at vække mindet om en sød dansk pige på den anden side af jorden.

Som I nok allerede har gættet. Yes! Her var tale om en gammel ferieflirt.

Jeg granskede kort beskeden, besluttede ikke at svare, lagde pænt tlf tilbage i vindueskarmen, og forsøgte at sove videre.

Kort efter bimlede og bamlede det højt. Jeg sukkede højlydt og rakte igen ud efter telefonen.

Ærlig talt havde jeg mine anelser og ganske rigtigt, skærmen bekræftede min mistanke.

Ferieflirten ringede.

Jeg skævede til X ved min side, der udstødte et par utilfredse grynt, før han vendte sig om på den anden side. Jeg slog lyden fra.

Kender I det der med, at tingene går smooth og livet kører? At netop som man har glemt alt om fortid og gamle flammer, så har tingene det med pludselig at dukke op, sådan ud at det blå?

Det er nærmest som en kosmisk cirkel, hvor balance opretholdes via uligevægt? (eller hvad sådan noget nu engang hedder!)

Af en eller anden årsag, er det altid sådan at lige når man går og har det allerbedst, og gerne sammen med en ny partner, så dukker gamle flammer op fra intetheden.

Er der en uskreven telepatisk sans som gør, at de kan man mærke når man glemmer dem?

Det er som om at glæde, forelskelse, og i det hele taget ’ styr på tilværelsen’ tiltrækker som et magnetfelt, og det virker åbenbart gennem dimensioner, hvor man ikke engang behøver at møde folk fysisk.

Dette var langt fra et enestående tilfælde. Faktisk havde jeg ofte spekuleret over denne cyklus.

Tag nu for eksempel her i efteråret, da jeg netop mødte X.

Ikke længe havde vi set hinanden, før min telefon begyndte at give livstegn fra fortidens forsvundne elskere og gamle kærester.

Et par af dem havde jeg da haft kontakt med i ny og næ, bevares. Men få, havde jeg ærlig talt ikke set i flere år.

Min nyfundne lykke synes at have startet en lavine!

Havde Facebook fået en ny funktion, jeg endnu ikke havde hørt om?

En ‘out of the market’ knap der blinkede på livet løs til skue for tidligere bejlere?

”Jeg har intet at gøre med mænd for tiden. Jeg orker det ikke. Så der er absolut intet i farvandet” stønnede Signe en dag. Bare tanken om mænd var tilsyneladende nok til at tage pusten fra min kære veninde.

”Du kan låne en af mine” sukkede jeg og fortsatte ”helt ærlig. Jeg talte forleden syv mænd, som har meldt sig på banen. Altså inden for de sidste fjorten dage”

Signe rystede på hovedet.

”Ja det er jo klassikeren. Så snart man smeder lænkerne sammen med en, så kommer de andre frem fra deres skjul. Som trolde af en æske”

Jeg nikkede. For det var bare så rigtigt.

Jeg var godt klar over, at der naturligvis ikke fandtes en Facebook-notifikation der alarmerede gamle elskere om, at jeg altså nu var i et forhold (det tror jeg i hvert fald ikke?) Men det var bare så pudsigt. Og tilsyneladende gav Signe mig helt ret.

”Jeg kender det så godt. Når man går og leder, og godt lige kunne tænke sig en mand, så er der bare aldrig nogle. Måske jeg bare lige skulle gå ud og finde mig en tilfældig kæreste, altså bare lige for at tiltrække nogle gutter?”

Jeg smilede af min venindes nye idé.

”Det ville sikkert virke. Bare lige husk at dem du tiltrækker når nu du får en kæreste, sandsynligvis er nogle du har haft fat i før.”

Signe spærrede øjnene op. ”Gud ja! Du har så ret. Gammelt skrald, nej det gider jeg sgu ikke”

Min veninde tog et eftertænksomt sug af cigaretten, og mumlede noget i stil med ”nå men hvad svarer du så når de skriver?”

Et kort øjeblik var jeg stille.

”Tjo, altså bare at det går fint, eller sådan noget. Vil de ses så siger jeg det jo som det er.”

Signe kiggede op fra tekoppen mellem sine hænder. ”Og hvordan er det?” spurgte hun med et smørret smil.

”Ja, altså du ved…” Min veninde holdt mig på pinebænken, og sendte et uforstående blik.

”Altså så siger jeg jo, at jeg ikke er helt fri på markedet lige nu”

”Lige nu?” min veninde flækkede af grin. ”Ha! hvor er det typisk dig og dine commitment issues”.

Jeg rullede med øjnene, og havde forudset akkurat denne reaktion.

”Hvad fanden skal jeg ellers sige?”

”Du kunne jo prøve med at sige at du nu har en kæreste, og at de godt kan rulle slangen sammen og krybe tilbage i hulen hvor de kom fra?” Hun sendte mig et alvorligt blik.

”Det var selvfølgelig en mulighed” mumlede jeg.

”Du vil bare ikke lukke dørene” gav Signe igen, og sendte mig et blink. Hvad var det med mine veninder?

”Det er jo også meget nyt endnu” forsvarede jeg og fortsatte, ”jeg giver dem altså ikke indtryk af at jeg er til noget”

”Nej, det siger jeg heller ikke. Men du lukker ikke dørene” konstaterede hun blot.

Jeg sukkede, og vidste at hun havde ret. Det der med at lukke dørene hundrede procent, havde vidst aldrig været min stærke side.

Der var åbenbart delte meninger om håndteringen af gamle flammer og ‘lukkede’ døre, blandt mine veninder.

”Alle der nærmede sig, med det samme jeg begyndte at date min fyr, fik af vide at det skib var sejlet” konstaterede Mette.

Maja derimod, havde (som altid) et lidt andet perspektiv.

”Jeg lukkede ikke for alvor alle døre, før jeg blev gift.”

Jeg funderede en smule over emnet ‘lukkede og åbne døre’ før jeg besluttede at dette emne, vidst havde brug for sit helt eget indlæg.

Så den må I have til gode til en anden gang 😉

 

Pssst. Faktisk gjorde jeg det rigtige, og fortalte The Americano at jeg havde fået en kæreste. Sjovt nok blev der efterfølgende, umådeligt stille i den anden ende.