fucked up

En aften hang jeg, som så mange andre, endnu engang i røret med Kammeraten. Det var ikke unaturligt at han og jeg, let fordrev et par timer sådan på de stille hverdagsaftener.

Denne samtale klagede jeg min nød som den kreative lidende kunstner, hvor skriveblokeringen endnu engang havde sat ind.

”Hvad skal jeg skrive om?” pev jeg ynkeligt ”mit liv er kedeligt”. Kammeraten udstødte et højlydt suk i den anden ende, det var ikke ualmindeligt han skulle lægge øre til lidt af hvert. ”Jeg ved ikke hvad du skal skrive om på din dameblog” lød det konsekvente svar. ”Kom nuuuu, hjælp mig” tiggede jeg.

”Tja, du kunne jo skrive lidt om dit fucked up forhold til mænd?”. Jeg rettede mig op. ”Excuse me, fucked up forhold til mænd?” kunne jeg naturligvis ikke lade være at gentage. Mig bekendt var mit forhold til det modsatte køn, ganske udemærket. Jo, jeg var da nok bevidst om at mine tidligere forhold ikke ligefrem havde været succesrige, og måske mine ekskærester kunne være valgt med bedre omhug, bevares, men ligefrem at beskrive min relation til mænd som fucked up. Var det ikke at stramme den lidt?

”Jeg siger bare at hvis jeg havde fået en krone for hver gang du konstaterede at du nu er færdig med mænd, så havde jeg haft til det indskud jeg står og mangler. Hvilket minder mig om, kan du låne mig en tusse?”

Jeg sukkede højlydt og tændte en cigaret. ”Jeg ved godt at jeg roder lidt rundt i det hele ind i mellem og ja, måske er en smule forvirret nogen gange. Men for tiden går det da meget godt. Der er ingen ekskærester på spil, ingen nye kærester. Jeg er en fri fugl. Nyder bare singletilværelsen. Det er vel okay?”

Røret i min hånd udstødte et højlydt fnys. ”Hmm, ja det er da helt fint. Hvordan går det med Dreamy?” kunne han ikke dy sig for at tilføje. Han vidste det var et ømt punkt. ”Dreamy is history” udbrød jeg selvsikkert, for gud ved hvilken gang, mens kammeraten igen påpegede noget med at have haft til et indskud.

”Lad os snakke om noget andet. Hvad synes du for eksempel er det mest irriterende ved kvinder?” Måske min afledningsmanøvre fungerede, for der blev stille i den anden ende. ”Er det en fælde?” kom det endelig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Det er ikke en fælde, hvad er det mest irriterende ved os? Kom nu, jeg mangler inspiration.”

”Altså jeg kunne jo nævne virkelig mange ting her, at koge det ned til en enkelt er ikke nemt. Men overordnet tror jeg at det mest irriterende er at I er så anderledes fra os. Jeg mener helt ærligt, vi er SÅ forskellige. Hvis vi ikke passede sammen biologisk, så var der virkelig ingen årsag til at vi krydsede hinandens veje” forklarede kammeraten. ”Virkelig?” kunne jeg ikke lade være med at spørge. ”Virkelig. Hold kæft I er mærkelige” tilføjede han. Naturligvis kunne jeg ikke lade være med at snige et lille ”I skal ikke tro at I selv er helt nemme” ind, men jeg blev hurtigt affejet. ”Meget muligt. Men I skal lade være med at tro at vi er ligesom jer. Mænd er meget mere simple og ligetil. Vi analyserer ikke alting. F.eks. hvis Dreamy var vild med dig, så havde han skrevet til dig”.

Der var den fandme igen. Denne samtale begyndte at irritere mig. ”Jeg daffer” udbrød jeg hårdnakket. ”Yep” svarede kammeraten upåvirket. Det var ikke unaturligt vores samtaler endte sådan, når han begyndte at irritere mig.

”Og hvad med den tusse?” nåede han at indskyde, netop som jeg skulle til at lægge på. ”Ja ja, jeg overfører nu” svarede jeg.

Author

Write A Comment