valentine

Havde I en god Valentinsdag?

Normalt ville jeg ikke følge yderligere op på dagen, som jeg forleden beskrev som en opreklameret forbrugsfest af en undskyldning for, at dyrke parforholdet eller mangel på samme. Men tilsyneladende kan meget ændre sig på få dage. Måske hele den der Valentines idé, slet ikke var så tosset endda?

What, kunne den kyniske frøken Godisengen, have ændret holdning? Ændret og ændret er måske så meget sagt. Men det skulle i hvert fald vise sig at denne Valentinsdag, for blot tre dage siden, ikke blev helt så ligegyldig som først antaget.

Historien jeg nu vil fortælle jer, er virkelig noget af et særtilfælde, især hvis man ser tilbage på mit forrige blogindlæg. Læste I med i tirsdags da jeg udgav Valentinsdag? Well, det skulle nu vise sig at der blev behov for en opfølgning.

I ved allerede at der denne uge, ikke var de store Valentins planer i farvandet for mig. Således var jeg i stedet endt med at skrive om et uformelt og tilfældigt møde, der hændte for præcis fire år siden, netop på Valentinsdag. Det var nemlig denne dag jeg første gang mødte Dreamy. Manden jeg yndede at tænke på som The one who got away.

Læs også: Valentinsdag

På trods af vores sparsomme kendskab til hinanden, havde jeg altid haft en følelse af at der mellem han og jeg, kunne være hvad kloge hoveder ville betegne potentiale.

Jeg er ikke typen der let udvikler et crush, faktisk hændte det hvis I spørger mig, alt for sjældent. Der er da ikke nogen federe følelse i hele verden, er der vel?

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det var ved denne mand, der formåede at fange min interesse lige fra begyndelsen. Men altid havde det været sådan, at når jeg en sjælden gang var heldig at få et glimt af Dreamy, slog hjertet et ekstra slag.

Anyway, denne Valentinsdag i onsdags, havde jeg troligt barikeret mig på sofaen, sammen med en ustyrlig mængde bland selv slik, litervis af Pepsimax og for at det ikke skal være løgn, tonede filmen Valentines Day naturligvis frem på skærmen. Kan det blive mere corny, tog jeg mig selv i at tænke, mens jeg proppede endnu en håndfuld M&Ms i kæften.

Klokken havde netop passeret de 22, da telefonen pludseligt ringede. Det var Lotte.

Som mange andre mennesker denne uge, var min kære roomie så privilegeret at nyde vinterferie, og havde i den forbindelse besluttet at det skulle fejres med alkohol. Det var derfor en tydeligt opstemt Lotte, der befandt sig i den anden ende af røret. Det viste sig at min veninde besøgte en ven, der tilfældigvis også viste sig at være ven med ingen ringere end ding ding ding, har I gættet det? Dreamy.

Således befandt de tre sig nu sammen, hvor aftenen var gået med at indtage en del (efter Lotte at bedømme) kolde pilsnere.

”Kommer du forbi?” ville min veninde vide og tilføjede desuden den magiske sætning ”Dreamy bliver ved med at spørge efter dig”.

Som det altid var tilfældet, slog mit hjerte et obligatorisk ekstra slag, blot ved lyden af hans navn.

”Ahhh, det ved jeg ikke. Ligger lige og ser en film” svarede jeg ligegyldigt og skævede samtidig til Valentins filmen på skærmen, hvor hovedpersonen forudsigeligt netop var ved at erklære pigen sin store kærlighed.

”Tænk over det” svarede Lotte og væk var hun.

Der sad jeg med telefonen i hånden, stirrende ud i luften og forsøgte at bearbejdede informationen, der netop var blevet leveret. Det var min pligt at gennemtænke situationen, fortalte jeg mig selv. Inderst inde vidste jeg dog at valget allerede var truffet, i samme øjeblik hans navn blev sagt højt.

Hurtigt smed jeg tøjet, bevægede mig mod badet og forbandede samtidig min manglende rygrad, stolthed og i det hele taget bare, mig selv.

Man kan spørge sig selv hvorfor en så simpel forespørgsel krævede denne overvejelse eller sårede min stolthed, men svaret er vel i virkeligheden ganske åbenlyst?

En lille times tid senere, på denne (næsten) helt almindelige onsdag, befandt jeg mig pludselig i samme lokale som Lotte, vennen og ikke mindst Dreamy. Selskabet var i højt humør ved min ankomst og havde tydeligvis nydt deres fortolkning af den optimale måde og fejre Valentinsdag på.

Dreamy så absolut lige så godt ud som jeg huskede og længe skulle der ikke gå, før han satte første move ind.

”Sikke en pæn neglelak.” De brune øjnede kiggede intenst i mine, da han fra den anden side af bordet, tog min hånd og kærtegnede mine fingre mellem hans. Febrilsk trak jeg hånden til mig og fik usammenhængende fremstammet at jeg da ofte havde rød neglelak på. Han smilede skævt og morede sig tydeligvis over min umiddelbare kostbarhed. Vi vidste begge at jeg havde tabt slaget på forhånd.

Det tog mig ikke længe at få sat de første par øl til livs, hvorefter jeg besluttede at frisk luft ville gøre godt, for slet ikke at tale om en cigaret. Det var på tide at genvinde kontrollen!

”Jeg går med” udbrød han hurtigt. Dreamy var ikke-ryger!

Kort efter stod vi to så, alene på altanen. Jeg ved ikke præcis hvordan det gik til at jeg pludselig befandt mig i en hed omfavnelse på skødet af manden. Min plan om at udvise bare en smule kostbarhed eller selvrespekt, virkede umiddelbart ikke efter hensigten og jeg var nu, fuldstændig ligeglad.

Jeg mærkede hvordan han trak op i min bluse og forsigtigt gav sig til at nippe i brystvorterne, der lystigt strittede ud i den kolde nat.

De store hænder skiftevis bevægede sig fra min hals, til nakken, op og ned af ryggen og endte naturligvis i et fast greb om min røv. Vi kyssede længe og intenst og på trods af den dominerende kulde, der fik ånden til at vise sig i mørket, var der ingen der frøs.

”kan du huske dengang vi mødtes på cafeen for længe siden?” (Læs med HER), kunne jeg ikke dy mig for at hviske i hans øre. ”Hmm” lød svaret. ”Det var også på Valentinsdag” stønnede jeg, hvilket blot vidner om at de rette omstændigheder kan omvende selv den værst kyniker. ”Var det virkelig?” spurgte han. Jeg nikkede.

Kort efter, blev vi afbrudt af Lotte med en tør konstatering om, at vi da vidst var ved at ryge verdens længste smøg. Det var på tide at vende tilbage til selskabet og civilisationen.

Opvarmningen på altanen var dog ikke sådan at se bort fra, og der gik ikke længe inden jeg atter befandt mig på skødet af Dreamy i en heftig omfavnelse, på trods af at der nu var yderligere to personer i lokalet.

Jeg husker tydeligt Lottes sarkastiske bemærkning ”here we go again” og hvor havde hun dog ret. Here we did go again!

Jeg behøvede ikke forestille mig hvordan natten med Dreamy ville ende, det vidste jeg kun alt for godt allerede.

På et tidspunkt ville han og jeg forlade selskabet og gå hjem til mig. Her ville vi dyrke uhæmmet, dyrisk og intens sex, til god musik i baggrunden. Et par timer senere, ville vi udmattet falde om i sengen, han med armene tæt omkring mig. Dernæst ville han kysse mig i håret og kort efter, storsnorkende være faldet i en dyb søvn.

Jeg selv, ville efterfølgende putte mig endnu længere ind til hans varme krop, nyde hans duft, forestille mig hvordan alt kunne være og hernæst selv falde i søvn.

Den næste morgen ville jeg vågne tidligt, ved følelsen af hans hænder der langsomt bevægede sig rundt på min krop. Hurtigt ville søvnen blive erstattet af liderlighed, når han vendte mig rundt på maven og roligt trængte op i mig bagfra.

Oftest ville vi sove yderligere et par timer, måske bolle igen, inden han stod op og begyndte at klæde sig på. Jeg ville betragte ham fra sengen og endnu engang fundere over, hvor pæn han i grunden var.

Efterfølgende ville den altid sultne Dreamy, tjekke køleskabet og skuffet forbande det alt for store udvalg af smoothies, som han kaldte for tykt ulækkert stads, mens han simulerede gag lyde.

Jeg ville følge ham til døren, han ville kysse mig farvel og efterfølgende forsvinde igen, lige så hurtigt som han var dukket op. Tilbage ville jeg stå med tanken om, hvor længe der mon ville gå denne gang. En uge, en måned, et år?

Min betagelse af Dreamy var ikke konstant og I ved allerede at jeg gennem årene, havde haft andre kærester. Men en ting var sikkert. Hver gang vi havde været sammen, plantede han sig for en kort stund i mit sind. Som det jo er med den slags, glemte jeg ham med tiden igen. Lige akkurat til han en dag, ud af det blå, som det netop var tilfældet denne Valentinsdag, pludselig stod der.

Og som Lotte så fint udtrykte det: Here we go again…