“Fik jeg nogensinde fortalt dig du er en tøjte?”

For nogen tid siden, modtog jeg søndag formiddag et opkald fra Signe, som I jo efterhånden kender så godt.

”Der er sket noget forfærdeligt!” var det første min veninde febrilsk udbrød.

Jeg tog det helt roligt, bekendt med Signes lettere tendens til overdramatisering.

Der blev tændt op i en cigaret- Det her kunne gå hen og tage sin tid.

“Fortæl” svarede jeg roligt.

”Jeg har skrevet til Michael i nat, i en ordentlig brandert. Øv jeg store idiot!”.

Michael? Min hjerne arbejdede på højtryk. Det kunne da ikke være…

”Michael som i Michael, du datede for to år siden?” spurgte jeg overrasket.

Michael var denne her fyr, Signe havde haft et forhold til en overgang, for et par år siden.

Selvom forholdet var kortvarigt, havde det alligevel efterladt min veninde med et gevaldigt indtryk, og hun var for første gang i årevis, gået hen og blevet godt gammeldags forelsket.

Derfor var det naturligvis en stor skuffelse, da det ikke holdt. Episoden lå som sagt et par år tilbage og min veninde var for længst kommet videre…

Eller var hun?

Et par uger forinden denne samtale, havde Signe modtaget en sms fra netop omtalte Michael.

Denne var dog temmelig standardiseret og varslede blot et simpelt nummerskift.

Meget var der altså ikke i det, men det var nok til at sætte tankerne igang.

”Hvorfor har han stadig mit nummer?”, ”mon han har sendt den til alle i sin tlf uden at tænke over jeg var iblandt?” eller ”ønsker han at skabe kontakt?”. Spørgsmålene var mange.

Signe og jeg brugte efterfølgende en del tid på at analysere den ligegyldige besked (som vi kvinder jo gør). Konklusionen blev dog, at der ikke var mere i det end hvad det var.

Signe skulle glemme den og ikke svare tilbage.

Efterfølgende havde jeg ikke skænket den famøse sms flere tanker.

Det samme kunne åbenbart ikke siges om min veninde, der nu flere uger efter, i en ordentlig brandert havde besluttet at et nyt nummer krævede en tilbagemelding!

”Hvad skrev du?” Min nysgerrighed var vakt. Jeg mener, hvor slemt kunne det være?

Mit spørgsmål blev mødt af et dybt suk fra den ande ende af røret.

”Jeg skrev… fik jeg nogensinde fortalt dig at du er en tøjte?”

Det var umuligt for mig ikke at bryde ud i højlydt latter.

”Fortæller du mig at det er hvad du skriver til manden, for første gang i flere år, i forsøget på at skabe kontakt?”  kunne jeg ikke lade være med at spørge.

”For helvede, jeg var fuld!” forsvarede stakkels Signe sig opgivende.

Jeg fik faktisk ondt af min veninde. For helt ærligt, det er jo bare en gedigen klassiker!

En telefon burde virkelig have en eller anden form for fuldemands-advarsels-signal funktion. Forestil jer et indbygget alkoholmeter hvor man puster i sin telefon og efterfølgende modtager en besked ala:

”Desværre din promille har for længst overskredet maksimalgrænsen! Besked eller opkald kan desværre ikke foretages- Gå i seng!”

Helt ærligt, har vi ikke alle prøvet det? Jeg tror næsten at det eneste der kan overgå en god gammeldags omgang fysiske tømmermænd, er de moralske.

Selv oplevede jeg for nylig en lignende situation.

Det var første gang i et stykke tid, at jeg endte på en seriøs bytur. Det var en af de spontane af slagsen hvor, hvad der skulle have været en stille og rolig aften i gode venners lag, pludselig udviklede sig til en famøs druktur.

Jeg havde ellers kort forinden stolt proklameret overfor pigerne, hvor god jeg var blevet til at styre min brandert. Jeg var jo trods alt ved at være voksen. HA! Say that again!

Jeg kan godt afsløre at aftenen indebar pinligheder som stilet-styrt i midten af baren, og efterfølgende hukommelsestab i form af gigantiske sorte huller. Og det var jeg egentlig taknemmelig for, idet begivenhederne jeg huskede, var pinlige nok i sig selv.

Anyway, som også Signe nu måtte sande, er telefoner bare de værste sladrehanke.

Jeg vågnede med de værste tømmermænd af slagsen og rakte dovent ud efter telefonen, der trofast lå ved min side. Jeg fik dog hurtigt øjne skal jeg love for!

Op fra skærmen sprang den mærkværdigste opkaldsliste jeg længe havde set. Den var ikke mindre end skandaløs. Selvom natten mere eller mindre var et stort sort hul, vidnede telefonen om særpræget aktivitet.

Jeg havde simpelthen foretaget så mange opkald til folk (læs: mænd), som for det første ikke var nogen jeg havde den store kontakt med længere og hånden på hjertet, ej heller havde interesse i at have det med.

Efter en kort gennemgang af de mange opkald, kunne jeg heldigvis konstatere, at jeg ikke havde talt med nogen. Det lettede trods alt en smule.

Jeg havde ingen anelse om hvad mine intention med opkaldende havde været kl. 2-3-4 eller 5 om natten (man kan frygtsomt kun gisne herom).

Da der jo desværre ikke var noget at gøre ved hændelsen, besluttede jeg ikke at bryde min hjerne mere med sagen og måtte blot konstatere at: Er man gammel nok til at drikke, er man også gammel nok til at tage konsekvensen (haha, who am I kidding?)

Signe derimod, modtog faktisk svar fra den gamle flamme, der naturligvis var interesseret i at høre hvorfor han pludselig var blevet en tøjte.

Min veninde besluttede dog, som også jeg havde gjort, at lade den hvile i fred.

Efter et par ugers grublen indså hun faktisk, at der nok havde været nogle uafsluttede følelser i klemme eller i hvert fald noget der havde været behov for at få afløb for, også selvom der nu var gået så længe.

Faktisk fortrød hun ikke længere beskeden, og fandt en slags forløsning i at have sendt den.

For som Signe selv sagde:

”Hvis jeg ikke havde været fuld var det aldrig sket. Men jeg har sgu faktisk gået og været lidt sur på ham siden dengang. Manden var jo en tøjte, og det fortjente han sgu at få af vide!”.

”Good for you honey” svarede jeg, og mente det.