Det kan være svært at møde en mand med børn- Jeg er ikke alene…

En emne der allerede har været oppe at vende på bloggen flere gange, har været min ”lettere” problematiske tilgang til at min nye kæreste har to børn. Som I allerede ved er dette en uventet drejning i livet, som jeg forsøger at overkomme og tilpasse mig. Indlægget ”Den onde stedmor” var første gang jeg bevægede mig ind på det ”sprængfarlige” emne. Her funderede jeg blandt andet over at være eneste kvinde i verden uden et såkaldt mor-gen.

Denne ide har nu taget en uventet drejning. Det skal ikke kunne siges, om jeg bare ikke har bemærket det før det blev aktuelt for mig selv, men overalt har jeg ligesindede der kæmper med samme problematik- Hvordan forholder man sig til at ens kæreste har børn?

Dette slog mig forleden efter en samtale med min veninde. Husker I Lotte der for ganske nylig flyttede sammen med sin kæreste? Sagen er den at min venindes kæreste også har et barn. Dette er aldrig noget vi har drøftet synderligt, idet Lotte egentlig har taklet det flot fra start (modsat ”frøken onde stedmor”!). Ydermere ønsker min veninde selv børn en dag- måske derfor gik jeg ud fra, at hendes kærestes barn ikke var et problem.

Lotte lød oprevet i telefonen da hun ringede. ”Vi har haft vores første efter-vi-er-flyttet-sammen-skænderi” beklagede hun. Efter længere gennemgang af skænderiet, der havde udviklet sig til råb, skrig og gråd viste det sig at det muligvis var kærestens lille trold der var årsagen.

Lotte havde længe haft mistanke om at den lille trold blev forkælet lidt for rigeligt når han hver anden weekend befandt sig ved sin far. Efter parret nu var flyttet sammen, fik Lotte bekræftet sin mistanke. I analysen blev vi enige om at det nok ikke var et ukendt fænomen, at weekendfædre har tendens til at overforkæle deres børn når de endelig har dem. De er muligvis også mere eftergivende, da de naturligvis ikke ønsker at udnytte den korte tid med ungerne på skænderier.

Lotte var dog indstillet på at skabe ændringer i det lille hjem og således forhindre sin kæreste i at gøre den lille trold en bjørnetjeneste og ”skabe en rigtig møgunge” som hun udtrykte det. Jeg tror alle vi kan forestille os at børneopdragelse er et sprængfarligt område at begive sig ind på- specielt når det ikke handler om ens egne!

Min veninde var således begyndt at sætte grænser såsom ”nej du må ikke få flere småkager inden aftensmaden!”. Disse ”grænser” resulterede naturligvis i ramaskrig, hvor den lille trold belærte min veninde ”du er ikke min mor”, mens far blev anklaget for at tingene havde ændret sig og det kun var pga. Lotte man ikke måtte noget mere!

Parret blev naturligvis gode venner igen efter det obligatoriske flytte-sammen-skænderi med en fælles forståelse for, at der nok var nødt til at komme andre boller på suppen i forhold til børneopdragelsen!

I går modtog jeg et opkald fra Sarah (som I husker er begyndt at gå i seng med sin bedste ven, hvilket stadig er en kompliceret og indviklet sag!)

Anyway, min veninde var frustreret idet hun udbrød ”han er altid sammen med barnet!” og ”hvorfor skal hun være en del af det, når vi ikke engang selv ved hvor vi er på vej hen endnu?”, værst sluttede hun af med “jeg gider ikke lære barnet at kende”. Det udefinerbare par var endt i en konflikt, hvor han udtrykkeligt havde forklaret min veninde at hun ikke kunne forvente han tilsidesatte sin to årige datter for Sarahs behov. Her måtte jeg pointere for min veninde at hun befandt sig på en slagmark, hvor hun ikke kunne vinde kampen. Jeg tror jeg sagde noget i stil med ”hvis du vil være sammen med ham, bliver du aldrig nogensinde første prioritet” hvilket jo er sandt. For selvoptaget skabninger som Sarah og jeg selv, der kræver en uhyre mængde opmærksomhed, er denne kendsgerning ikke altid nem at sluge. Til gengæld forklarede jeg også min veninde de fordelagtige egenskaber jeg selv havde oplevet ved fædre, såsom ansvarsfuldhed og loyalitet- egenskaber vi i den grad havde efterspurgt i tidligere forhold! Jeg afsluttede samtalen med vise ord som ”du bliver nødt til at acceptere at hun er en stor del af ham som ikke kan undgås – til gengæld kan det være du får andre fordele med i pakken som du ikke havde forventet”. Efter røret var lagt på funderede jeg over Sarahs situation, og forstod udmærket hendes frustration- jeg havde jo selv været der (og er det til tider stadig).

Sidst men ikke mindst kom jeg til at tænke på min tredje veninde Maja, som havde  haft sin mands børn på besøg over julen. Dette er ikke et nyt fænomen da parret efterhånden har været sammen otte år. Det ændre dog ikke på, at jeg lørdag aften modtog en lettet sms fra min veninde der kunne fortælle at ”øglerne” endelig var draget hjem” og at hun nu ”trængte til en ordentlig brandert”

Det trøster mig lidt at indse, at jeg ikke er eneste kvinde der synes det er hårdt at gå ind i et forhold med en mand der har børn. For mig har det mest handlet om hvordan jeg skulle agere i diverse situationer og simpelthen finde min ikke-eksiterende børnetække frem. For andre som Lotte kan problematikken handle om opdragelse, for Sarah om at skulle dele opmærksomheden og for Maja er det stadig efter otte år en lettelse når børnene drager mod det mørke Jylland og hun igen kan få lov at føle sig som en fri fugl…..