De sidste to år har jeg boet alene i min lille lejlighed sammen med ‘barnet’, min kat! (yep, crazy cat lady coming through)

Jeg er vild med mit lille hjem, fordi det netop afspejler den jeg er.

Her har ikke skulle tages hensyn til indretning i forhold til roomies (som i start-tyverne) eller til kæreste (som i midt-tyverne).

Denne lejlighed har været helt og holdent mit eget ”sacred place”.

Det ville være synd at kalde mig en person med rengøringsvandvid. Til gengæld kan jeg lide ryddelige forhold, hvor hver ting har sin plads. 

Nå man lever som single tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til denne lidt ‘OCD lignende tilgang’, som man udvikler når der ikke skal tages hensyn til andre end en selv (og katten!)

De mænd der de senere år, har været så heldige at få adgang til den ”forunderlige hule” (i mere end en forstand), har altid pænt forladt den igen, uden nogen form for efterladenskaber (ha!)

En ordning der har passet undertegnet ganske udemærket…

Pludselig sker der noget. Man støder ind i den her fyr som man har fantastisk sex med igen og igen… OG IGEN.

Det uundgåelige sker- Vi bliver kærester.

Må nu krybe til korset og indrømme, at det der med at have en kæreste vækker rare fordele.

For blot at nævne få. Regelmæssig sex, Matadormix aften på sofaen (fremfor tequila-stive pinligheder på den lokale), samt komplimenter og omsorg i flæng.

Meeeen med den her kæreste, begynder der altså at ske ting og sager i det lille hjem.

Det starter i det bløde. Et opslået toiletbræt her, et par bokseshorts der, og lige så stille og roligt får han sneget sig ind på DIT territorium!

Jeg prøvede virkelig i starten at lade som ingenting, jeg var jo ”cool girl”.

Men så kreerede M (som jeg ynder at kalde ham) en ubetydelig vane, der virkelig begyndte at gå mig på nerverne.

Han begyndte at efterlade sin sportstaske ved mig, da jeg jo ”boede så tæt på Fitnessworld”.

Dette betød at han nu kom forbi i tide og utide for at ”hente” et eller andet, og som han altid påpegede kunne han ”også lige få et kys”.

Tasken begyndte at irritere mig. 

En dag havde M et par ærinder her i byen. Jeg kiggede spændt på mit spisebord, hvor sportstasken trofast stod placeret (!), for at se om han ville tage den med sig når han gik- Det gjorde han ikke

Da vi senere skrev sammen forsøgte jeg i bedste ”cool girl” stil, at minde ham om at han lige skulle huske sin taske senere, når han igen kiggede forbi.

Denne uskyldige frem-og-tilbage konversation, mundede ud i at M frustreret udbrød at han ”fandme ikke forstod hvad problemet var med den taske!”

En lignende problematik oplevede vi for nylig, hvor jeg netop prøvede at få styr på hjemmet.

I oprydningen (hvor alt strategisk blev lagt på sin faste plads) oplevede jeg flere steder hvor M’s genstande lå og flød.

Vitaminpiller på en hylde, barbergrej på badeværelset, forskellige par sko på måtten, samt flere stykker tøj spredt i soveværelset.

I irritation over ikke at kunne placere disse genstande nogle steder, endte det med at jeg samlede det hele i en pose.

Da M dagen efter spurgte om jeg havde set hans voks, svarede jeg henslængt at den lå i posen i køkkenet, hvor jeg for øvrigt lige havde samlet lidt af hans småting, så at han kunne få dem med hjem.

Der blev stille fra køkkenet hvor han granskede indholdet (jeg holdt vejret fra sofaen), inden han med et skævt smil kom ind og spurgte mig om ”ikke det var ok der lige var en voks og deo her”-  Han overnattede jo så ofte.

”Selvfølelig” svarede jeg sukkersødt, mens hele mit indre skreg ”neeeeeeeeej”.

Sagen er den, at sportstasken i sig selv jo ikke var et problem. Den symboliserede bare et problem.

Nemlig det at jeg ikke var vant til at skulle gå på kompromis med noget i mit eget hjem.

Jeg tror ikke kun tasken handlede om at ens helligste blev invaderet af fremmede magter, men lige så meget det som et forhold bygger på generelt, nemlig kompromis.

Jo mere jeg granskede sagen for mig selv, jo mere gik det op for mig at jeg var problemet.

For et forhold handler vel om at dele det som man har med hinanden? Og skabe plads til hinanden?

Jeg kunne jo ikke ligefrem sige mig fri for ikke at have efterladt diverse rensevæsker, ansigtscremer og andre uundværlige (må hellere tilføje livsnødvendige) produkter hjemme ved M.

Vel at mærke uden at en eneste irritabel kommentar var faldet af fra mandens side.

Jeg har endnu ikke forklaret ham hvad hele sportstaske-problematikken gik ud på, og han har ikke spurgt.

Men mens jeg skriver dette og kigger rundt i lejligheden, går det op for mig at tasken ikke er her.

Da jeg kigger ud i gangen er det eneste der pryder måtten, støvler, stilletter og diverse sneakers, linet op på rad og række.

Der hersker ikke tvivl om, at ingen af dem tilhører en mand.

På badeværelset åbner jeg skabet og holder vejret.

Pænt der på øverste hylde står en simpel Sanex deo og Id voks, omgivet af et voksende kaos af diverse hudprodukter, makeuprester, hårprodukter og parfumesjatter.

Jeg indser at det måske er på tide at begynde at lægge den ‘skøre kattedame’  lidt på hylden, og begynde at åbne op.

Denne ”åbning” kan tages op til overvejelse i flere henseende. Men jeg kan vel først og fremmest starte med mit hjem?