stedmor

Okay, jeg er sikkert ikke den eneste kvinde i verdenshistorien som har oplevet dette, men alligevel kan jeg godt ind i mellem føle jeg er den eneste kvinde der har et virkeligt akavet forhold til de små størrelser (her mener jeg børnene!)

Som i allerede ved var mine første mange møder med M udelukkende baseret på sex (fantastisk sex vel og mærke). Jeg havde ikke forestillet mig at der skulle blive mere mellem os, således var det heller ikke noget problem for mig at han havde to børn. Det var ikke noget der fyldte i mine tanker, og når M hver anden weekend skulle være far, kunne jeg passende slå et hul i jorden på den lokale med tøserne.

Men men men så skete det utænkelige jo- den her mand slog benene væk under mig.

Hvis jeg ganske kort skal opridse min forhistorie med børn, kan den simpelt opsummeres til værende ikke-eksisterende. Jeg har aldrig selv næret ønske om børn, og det har derfor heller ikke været noget der lå i kortende med tidligere kærester jeg har kendt. Jeg har været så heldig at ingen af dem har haft børn i forvejen, men heller ikke har ønsket det.

Jeg er helt indstillet på at modviljen mod at få børn kan ændre sig, og høre da også oftere og oftere udtrykket ”bare vendt- det ændre sig med alderen”. Nu er jeg altså 28 og lad mig sige det sådan. De fleste tøser jeg kender, er enten begyndt at få børn, eller drømmer om det i nærmeste fremtid. For mig har det endnu ikke ændret sig, og jeg må indrømme at jeg smiller skeptisk tilbage til positivisterne med et ”ja, man ved jo aldrig hvad der sker med tiden”- for det gør man jo ikke.

Jeg havde for eksempel aldrig regnet med at skulle date en mand med børn. Som en veninde en dag sagde til mig ”det er da fint hvis man ikke selv vil have, så kan man få dem på den måde”, jeg gloede som var hun åndsvag. Hvis jeg ikke selv vil have børn, hvor f….. skulle jeg så ville have andres?

Anyway……

De første mange måneder med M virkede det ikke så slemt. Jeg forsøgte på bedste vis at ignorere at min kæreste også var nogens far, og det gik egentlig meget godt. Jeg talte en dag med en bekendt der syntes det var umådeligt sjovt at kalde mig stedmor. Jeg gik naturligvis i forsvar med det samme, og forklarede med store ord at jeg altså ”ikke var nogens stedmor!” og for øvrigt slet ikke havde nogen intention om at involvere mig i børnene. Han grinede af mig med et ”ja ja du bliver klogere” samt et ”det er uundgåeligt hvis det bliver seriøst mellem jer”. Hvor fik han ret.

Min kæreste har aldrig forsøgt at presse mig ud i at blive involveret i børnene, da han udmærket har kendt den ”angst” jeg besad omkring hele det følsomme emne. Til gengæld skete der en dag noget, der fik mig til seriøst at genoverveje min holdning.

Jeg kan ikke huske hvad det kom sig af, men i hvert fald kom der en dag i en samtale en henkastet bemærkning fra M om at ”børnene ikke troede jeg kunne lide dem”. Jeg gik straks i forsvarsposition. Hvordan kunne de tro det eftersom jeg knap havde mødt dem eller talt med dem? De kendte mig jo overhovedet ikke! (til min veninde nævnte jeg vidst fornærmet ordet møgunger). M forsøgte at berolige mig med et ”det mener de jo heller ikke” efterfulgt af ”men måske du ikke behøver gå ind i et andet rum når de er i det samme som dig, eller måske du kan sige noget mere til dem end bare “hej”.

Hvem var den onde stedmor nu! Jeg fik så dårlig samvittighed.

Det havde aldrig været min intention at ungerne ikke skulle kunne lide mig, men jeg følte mig bare så akavet omkring dem, og anede ikke hvad jeg skulle sige eller hvor jeg skulle gøre af mig selv i deres nærvær. Jeg havde aldrig tænkt på, at de kunne opfatte det som en afvisning (ja ja set i bakspejlet gir’ det måske mening!)

Beklagende og klynkede ringede jeg til min veninde Signe ”jeg tror jeg mangler et eller andet kvinde-gen, eller mor-gen. Et eller andet alle andre kvinder har, som aktiveres når de er omkring børn, noget der gør det naturligt for dem”. Det værste var min venindes svar ”det kan sgu godt være du har ret” funderende hun.

Jeg kunne ikke glemme børnenes ord, og selvom M prøvede at slå det hen, gik sagen mig på. Samme uge styrtede jeg ud og købte de to største julekalendere jeg kunne opdrive, for selvom jeg stadig ikke vidste hvad jeg skulle sige til ungerne vidste jeg dog, at børn skal ha’ slik (tænkte meget på Andens show ”Tal for dig selv” og det med at børn skal ha’ kage). Et akavet ”værsgo, faldt lige over dem her” fra mig (M insisterede på jeg selv gav ungerne kalenderen, selvom jeg mente han bare kunne overbringe fra mig og hilse), efterfulgt af et stille ”tak” fra dem, det var hvad det blev til. Men jeg havde det bedre.

Der er nu gået et par uger siden den akavet julekalender udveksling, og i sidste uge tog jeg mig sammen og spurgte om vi skulle lave juledekorationer med børnene når M fik dem i igen (tro mig, det tog dages overvejelse inden jeg spurgte). Det ville han naturligvis rigtig gerne. Således endte jeg med at tilbringe en fredag aften med M og ungerne, hvilket involverede pizzaspisning og film (Frost hed den vidst). Lørdag middag tog vi alle ud og samlede mos (pisse koldt var det- og selvom jeg forklarede M at man altså kunne købe mos i Netto for KUN 20kr, insisterede han på noget med “hyggen ved selv at finde det”). Herefter tog vi alle hjem til mig og lavede juledekorationer (hold nu kæft det sviner!).

Må sige at hele oplevelsen ikke var så slem som forventet, selvom jeg fredag aften efter ungernes puttetid ynkede til min kæreste at jeg ”ikke egnede mig” og at jeg nok var ”bedre til bare at drikke shots”. M var som sædvanlig god og beroligede med et ”slap nu af, det går fint”. Og det gjorde det faktisk også næste dag. Jeg slappede af og fik spurgt ungerne om en masse, og må da indrømme at jeg blev en smule stolt da den ene sidst på dagen henvendte sig for at vise mig noget i et spil.

Så måske jeg ikke er helt uegnet?

En ting er sikkert. Når man møder en som man har det så godt med som jeg har med M, så bliver man villig til at forsøge at ændre nogle af sine (ind i mellem) fastgroede ideer. Jeg tror stadig ikke at jeg får lyst til at få børn, til gengæld ved jeg at livet sjældent former sig som vi ønskede eller regnede med. Men hvem ved, måske det nogen gange kan ende med at blive en positiv overraskelse, hvis man giver tingene en chance?

Og så skal jeg hilse og sige at selvom mit mor-gen helt sikkert stadig mangler- er der altså noget sexet over at se en mand som far (hvilket han helt sikkert fik at mærke efter ungerne var lagt i seng…….)

 

Author

Write A Comment