plusnyOkay, hvis der er noget der virkelig kan få debatten op at køre disse dage, er det hele idéen om kvindekroppen. Overalt ser vi trenden, hvor ultratynde modeller udskiftes med ”den normale” kvindekrop, eller endda med begrebet plus size. De fyldige modeller, enten hædres eller hades. Enten ser det ud til at folk ikke kan forene sig med tanken om frodigere kvinder som rollemodeller og de tilsvines på grundlag af, at det ikke er et sundhedsfremmende ideal at proklamere. Til gengæld ser vi lige så ofte, at en såkaldt plus size model, kritiseres for ikke at være ”plus” nok. ”Hun ser jo helt almindelig ud” eller ”hun har da intet med plus size at gøre” skriver folk.

Det er klart begrebet skaber forvirring. For hvad er plus size egentlig? Det er naturligvis en fleksibel størrelse. Jeg har både set omtalte størrelse, hvor vi balancerer omkring det, man vil betegne som en fyldig str. 40-42 (vidst nok en ret normal kvindekrop), men samtidig også der oppe, hvor overvægten tydeligvis er sundhedsskadelig. Der er ikke noget at sige til at debatten begynder at rulle.

Jeg tænker lidt, at hvis den verden vi er ved at begive os ind i, handler om at der skal være plads til alle størrelser, hvor hverken den ene eller anden krop skal føles eller anses forkert, hvorfor skal der så en mærkat på alting?

Personligt skulle jeg selv til at blive klogere på området. For nylig oplevede jeg nemlig selv, at blive plus size. Jeg kan godt røbe, at selvom begrebet naturligvis ikke skal opfattes negativt, var det alligevel ikke en kategori, jeg brød mig om at skulle befinde mig i. Selvom jeg gang på gang fortælles at jeg er ”ret normal” (hvad end det betyder!), begyndte den tykke pige fra min barndom at ryste i bukserne ved konfrontationen med denne kategori.

Hele plus size konceptet skriger jo netop af, at man ikke er ”normal”. Det normale har nemlig ingen speciel mærkat, der fortæller dig at du befinder dig et andet sted end størstedelen af alle andre. 

Den dag jeg blev plus size.

Jeg er storforbruger af H&M- og elsker simpelthen alt ved det. Det bedste jeg ved er, når en kæmpe pakke kommer ind af døren. Som et begejstret barn på sin fødselsdag, flår jeg den ud af hånden på det stakkels postbud, der med rystende stemme beder mig om at sætte en underskrift. Det er min yndlingsbeskæftigelse- næsten lige så godt som sex (jeg sagde næsten!)

Anyway, da jeg i sidste uge sad og dyrkede min fetich, nemlig at smide ting i kurven inde på hjemmesiden, faldt jeg pludselig over den sødeste kjole jeg længe havde set, den var præcis hvad jeg manglede!

Men ak, den var plus size. Jeg er normalt en størrelse M (ind i mellem l) og var derfor klar til at vinke farvel til den bedårende sag. Alligevel måtte jeg dog lige klikke ind og se hvor størrelserne egentlig startede. De startede ved en L., og så fortsatte så ellers der op af.

Det her krævede yderligere ekspertise. Jeg ringede med det samme til min H&M ”partner in crime”, Lotte.

”Er H&M Plus i str. L, en almindelig L eller er den større end normalt?” spurgte jeg febrilsk. Min veninde tøvede i den anden ende. ”Det ved jeg sgu ikke, mon ikke det er en normal l?”

”Jeg ved ikke rigtig om jeg er komfortabel med at skulle købe noget i plus size” røbede jeg usikkert. ”Hold da op, jeg køber nogen gange H&M Mama- selvom jeg ikke er gravid!” var Lottes svar på tiltale.

Det gjorde udslaget. Var det en ”normal” L, var der god chance for jeg kunne passe kjolen.

Lykkens dag indtraf, min pakke ankom.

I vildskab rev og flåede jeg plastik fra hinanden, mens jeg beundrede mig selv i spejlet, i de forskellige beklædningsstykker. Mens noget røg i ”keepers” bunken, blev andet med det samme smidt tilbage i posen. Nederst i kaosset, lå den- min plus size kjole!

Jeg pakkede den ud, holdt den op foran mig. Det så ikke galt ud.

Jeg hoppede i den, lynede i nakken. BANG! Den passede perfekt.

Tja, og sådan var jeg altså pludselig blevet plus size.

At kjolen så var i det der mærkværdige dykkerstof, de synes at være blevet så glade for gjorde naturligvis, at den røg direkte i returbunken!

Bare lidt onsdagstanker herfra, om hvor lidt der ind i mellem skal til for at hive os ud af vores komfortzone. Egentlig burde jeg jo være helt ligeglad med, hvad der stod i nakken af kjolen og bare være glad for at jeg faktisk kunne få den, når nu jeg fandt den så fantastisk (på nær det rædselsfulde materiale den viste sig at være i). I bund og grund handler hele aspektet jo om, at vi er så bange for at falde uden for normaliteten. Det er på trods af, vi alle gør hvad vi kan få at være helt unikke enestående individer.

Tja, det er sgu en sjov størrelse det der med at være ”normal”.

Author

3 Comments

  1. Godt indlæg, og da helt sikkert ikke uden relevans!
    Er dog ked af, at kjolen ikke få’s i et andet materiale 😉

    Fantastisk dag til dig!

    • God i sengen Reply

      Tak for de fine ord, Rasmus 🙂
      Og i lige måde.

Write A Comment