date

De af jer der har fulgt bloggen tæt, ved allerede at jeg ikke er den store dater. Faktisk vil jeg sige, at jeg aldrig har været på en rigtig date, uden at det var med en kæreste. For et stykke tid siden, mødte jeg en fyr i byen. Klokken var på daværende tidspunkt langt over midnat, hvilket betød en del for promillen (!) Anyway, manden så ganske tiltalende ud og da han sidst på natten bad om mit nummer og inviterede mig på en date, tænkte jeg at det ingen skade kunne gøre. Vi havde trods alt haft en hyggelig aften.

Dagen efter blev vi venner på Facebook. Jeg må erkende at da jeg genså ham dagen derpå, var der ikke mange ligheder med manden, jeg syntes at huske fra natten forinden. Således fortrød jeg faktisk at have sagt ja til denne date, da han umiddelbart ikke var min type.

”Er du ikke efterhånden, lidt for gammel til at gå så meget op i udseendet?” påpegede min mor, et emne min veninde Maja et par måneder tidligere også havde været inde på. Selv mente jeg ikke at have specifikke præferencer i forhold til udseende, men måtte erkende at mine omgivelsers kommentarer om overfladiskhed, generede mig. Jeg besluttede således at bibeholde min date og bevise det modsatte. Det kunne jo være jeg blev overrasket? Ydermere havde manden inviteret mig på en ny trendy restaurant, jeg længe gerne havde ville besøge.

Næste problem blev planlægning, det var simpelthen så svært for os at finde en dag der passede begge parter. Der gik omkring tre uger, før vi fandt en dato der var mulig. Den mellemliggende tid var kontakten mellem os sparsom. Da jeg ikke umiddelbart havde den store interesse i manden, skal jeg ærligt erkende at et spinkelt håb satsede på, det hele ville glide stille ud i sandet.

Samme morgen som den store date var sat, tiggede en besked dog ind. ”Er du stadig klar på i aften?”

Der var den, beskeden jeg i mit stille indre, havde håbet ikke ville komme. Jeg kiggede tøvende på telefonen mellem mine hænder. Det var nu eller aldrig. Jeg kunne vælge at gribe chancen og hvem ved, få noget god mad, lære et andet menneske at kende og måske ende ud med en rigtig hyggelig aften. Eller jeg kunne blive hjemme på sofaen til en date med Ben and Jerries og Netflix. Den sidste mulighed trak mere i mig, end jeg ønsker at indrømme.

Jeg sukkede og vidste jo godt hvad det rigtige var at gøre. Jeg skrev til ham at jeg var klar.

Nu var det gjort. Dagen sneglede sig afsted og jeg må indrømme at helt frem til eftermiddagen, var jeg faktisk overbevist om at vi skulle på den date.

Ved tre tiden mærkede jeg tvivlen komme snigende. Jeg havde slet ikke lyst. Min dårlige samvittighed tog hurtigt over. Det ville ikke være okay at aflyse med så kort varsel sagde stemmen i hovedet. Jeg burde bevare et åbent sind og rent faktisk få taget mig sammen til at prøve en rigtig date. Hvad var det værste der kunne ske?

Jeg havde klart brug for support og besluttede at besøge mine to gode venner Maja og hendes kæreste til en kop kaffe og ikke mindst, evaluering af situationen.

Maja var hurtigt sikker i sin sag. ”Hvis du ikke har lyst skal du ikke gøre det” sagde hun beslutsomt. Der var aldrig så meget at rafle om med Maja. ”Så er spørgsmålet bare hvilken undskyldning du skal bruge med så kort varsel” uddybede hun og lagde ansigtet i tænksomme folder.

”Det sner jo. Hvad hvis vi siger at din mor er faldet på cyklen og du skal køre hende på skadestuen? Den slags kan tage timevis”. Jeg nikkede langsomt, det kunne virke. ”Ja det er jo mega glat” tilføjede jeg. ”Nemlig. Og hvis det skal være endnu mere troværdigt siger du at I har bestilt en tid, sådan fungerer den slags jo i dag” slog min veninde fast.

”Du kunne også bare sige sandheden” kom det pludselig fra hjørnet, hvor Majas kæreste havde observeret os i tavshed. Vi drejede begge hovedet, uforstående. ”Sandheden?” gentog Maja. Jeg rystede på hovedet ”ej, det kan jeg da ikke nu”, ”bestemt ikke” stemte Maja i.

”Hvorfor ikke? Er det ikke bedre at melde klart ud? Ellers vil han jo bare tro at i skal have en ny aftale. Jeg ville klart foretrække at få det af vide hvis det var mig” påpegede han. ”Ej skat, det kan hun da ikke tre timer før” fejede Maja ham af.

Jeg overvejede kort hvad der netop var blevet sagt. Måske havde han ret? Hvorfor ikke bare være ærlig og sige det lige ud? Det skulle jeg naturligvis have gjort langt tidligere, men sandheden var at jeg faktisk selv havde troet på at daten ville blive gennemført. Var jeg ikke altid selv den første til at bitche over mænds undskyldninger, udeblivende svar osv.?

Jeg følte faktisk at Majas kæreste havde ret. Vi var vel voksne mennesker.

MSN blev åbnet og langsomt begyndte jeg så småt at formulere en afvisning, på pæneste vis. I samme øjeblik, skete noget ikke mindre end fantastisk.

De magiske tre prikker, når en person er i gang med at skrive, tonede frem på skærmen. ”Han er ved at skrive noget” konstatererede jeg højlydt og ventede i spænding. Kunne jeg være så heldig at manden var ved at komme mig i forkøbet?

Ganske rigtigt. Ikke længe efter modtog jeg en besked om, at han desværre var blevet syg. Han beklagede naturligvis dybt. Syg eller ej, beskeden kom som sendt fra himlen. Nu slap jeg for afvisningen, som I nok allerede har regnet ud, ikke er min stærkeste side.

Det lod til at mandens intentioner var reelle nok, da han ikke var sen til at forsøge og sætte en ny date op. Denne forsøgte jeg dog elegant at glide uden om.

Selvom jeg gerne ville være bedre til at date og måske også burde have grebet chancen, må jeg erkende at jeg sjældent havde været så glad for at blive afvist.

 

Author

Write A Comment