date

For kort tid siden skrev jeg indlægget: Betyder frokost egentlig frokost? Her blev drøftet, hvad jeg efterhånden ser som, en temmelig syg datingkultur. Den der’ med at man aldrig rigtig ved hvad den anden vil eller mener og hvorledes man egentlig skal forholde sig til det med at date generelt. Men det er ikke hvad vi skal tale om i dag. Det slog mig nemlig pludselig at jeg aldrig fik fulgt op på omtalte frokostdate, som jeg faktisk lovede. Som I ved sluttede indlægget netop af med, at jeg ville undersøge sagen nærmere om hvorvidt en frokostinvitation nu også betød frokost.

I ved allerede at dating er et skræmmende område for mig og ikke noget jeg ofte kaster mig ud i. Hvad der gjorde denne invitation lidt mere spiselig, så at sige, var at fyren og jeg havde mødt hinanden før. Selvom det blot handlede om en promillefyldt aften i byen, vidste vi rent faktisk vidste hvem hinanden var. Vi vidste intet om hinanden, men det var da muligt at sætte ansigt på. Omtalte frokostinvitation lød nogenlunde således på sms’en.

Ham: ”Frokost i morgen?”

Mig: ”Det kunne da godt være? Hvornår havde du i tankerne? :-)”

Ham: ”Henter dig kl. 12.00, ses”

Og det var så det.

Jeg valgte bevidst ikke at besvare sidste besked, da jeg fandt den for dominerende. Hvem troede han egentlig han var? Mens Lotte og jeg funderede over, hvorvidt han overhovedet ville dukke op den følgende dag, eftersom jeg ikke havde besvaret hans sidste besked, kaldte en tredje veninde den kortvarige samtale for Mr. Grey agtig (!) Whatever that means…

Det var for øvrigt også her Lotte og jeg fik lejlighed til at drøfte, hvad manden egentlig havde i tankerne? Var her tale om en frokost eller handlede det om noget andet? Han havde ikke ligefrem optrådt ydmygt i sin forespørgsel. Vi blev enige om at der ikke var andet at gøre end at afvente situationen og efterfølgende kaste sig ud i det, såfremt han altså dukkede op.

Nu var jeg ikke ligefrem kendt som værende den afventende type der afslappende ser tingene an. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at spendere formiddagen i nattøj foran computeren, sådan som enhver anden fridag normalt ville forløbe. Nødvendige foranstaltninger måtte naturligvis tages i brug. Foruden et bad (hvilket bestemt heller ikke er fast kutyme når det er fridag!), brugte Lotte og jeg formiddagen på at sondere klædeskabet, for at finde præcis det rette look. Det skulle naturligvis være tilpas stilet på jeg-ser-cool-ud-uden-at-prøve måden.

Da vi endelig nåede til enighed om et passende outfit, egnede ingen af mine 20 jakker sig til looket, der endte med at blive rundet af med et simpelt tørklæde om halsen. Et lidt for koldt antræk til den påbegyndende vintervind, skulle jeg senere erfare.

Kvart i tolv fandt Lotte og jeg os selv kæderygende på køkkenbordet, husets faste samtalespot. Vi drøftede naturligvis hvor vidt manden ville møde op eller ej. Grundet nervøsitet halede jeg forhåbningsfuldt til, at det turde han da ikke når han ikke havde modtaget et svar. Lotte derimod var fortrøstningsfuld. Pludselig lød kirkeklokkerne og deres velkendte slag i det fjerne. Klokken var tolv. Som sagt havde jeg intet yderligere hørt fra manden siden dagen før, og havde som minimum forventet at min udeblivende respons på hans sidste sms, ville have ført til en opfølgning.

Lotte og jeg kiggede spændt fra hinanden til telefonen, der hvilede i min hånd. Klokkernes slag begyndte at aftage, før de til sidst helt stoppede. Klokken var nu et minut over tolv.

Bip, instinktivt røg vores øjne med det samme til telefonen. Og ganske rigtigt, der var beskeden

 ”Kommer du ned?”.

Så var det nu.

Et sidste tjek i spejlet (for 33. gang), inden jeg med et nervøst smil og sug i maven, sagde farvel og efterlod Lotte alene på køkkenbordet i det efterhånden tilrøgede rum.

Jeg kom ud på gaden til et overraskende syn. Der’ midt på min vej, som primært befolkes af unge mennesker på cykel og pizzabiler, holdt en meget fin og dyr bil. Jeg er ikke den store bilekspert og må erkende at jeg ikke umiddelbart vidste hvad vi her havde med at gøre. Dog fejler øjnene ikke noget og jeg var nok klar over at her måtte være tale om, hvad man i gamle dage ville referere til som en såkaldt ”kussemagnet”. Senere blev min ikke-eksisterende bil-ekspertise udvidet, da jeg erfarede at det var en Ferrari.

Jeg var naturligvis spændt, som jeg satte mig ind i den fancy bil. Hvad skulle nu ske?

Vi hilste pænt med et knus, hvorefter han berettede om det perfekte sted til en god frokost. Okay så frokost betød altså frokost. Så langt så godt.

Jeg var positivt overrasket over at Lottes og mine konspirationsteorier, for en gangs skyld slog fejl. Vi tilbragte de næste par timer med tappas og god vin. Samtalen gled let og ubesværet. Kemien var udmærket og jeg begyndte at tænke, at måske der slet ikke var så meget at frygte ved alt det der dating halløj. Jeg mener, det handlede jo trods alt bare om to voksne mennesker der mødtes til en uforpligtende snak og hyggeligt samvær.

Et par timer eller tre senere, fandt jeg mig selv foran min hoveddør, hvor han netop havde sat mig af. Tilsyneladende uden forventninger. Ingen spørgsmål om at komme med ind, ej heller så meget som et kys. Det passede mig ganske udemærket med en rolig eftermiddag i hinandens selskab uden følger, og jeg tænkte at dette var en god måde at få taget sin ”dating mødom” på.

Det ville være perfekt at kunne afslutte med at sige at denne date, havde fornyet hele min skeptiske tro på datingkulturen og det mandlige køn generelt og naturligvis vil I vide om jeg så ham igen. Det gjorde jeg ikke. Det viste sig nemlig at manden var godt gift gennem mange år. Tilsyneladende var hans kone ikke så begejstret for vores lille korrespondance, for slet ikke at tale om daten, forståeligt nok…

Læste du med da jeg forleden gæstede Missgrey.dk med Den lille datingguide?

Author

Write A Comment