Da Signe knaldede chefen…..

Forleden gik det op for mig, at det efterhånden er ved at være et stykke tid siden, I har hørt lidt sladder om Hønsegården. Husker I mon min kære og altid lidt uheldige veninde Signe? Heldigvis har hun endnu engang formået at rode sig ud i lidt af et “eventyr”, og ikke et hvilket som helst af slagsen. Som så mange af de bedste historier jo begynder, startede det med at Signe og jeg var blevet enige om, at vi trængte til en øl eller to (læs: ti).

Signe der for nylig var blevet færdiguddannet havde med studiegruppen aftalt, at den lykkelige men også lidt vemodige afslutning, naturligvis skulle fejres. 

Jeg havde til gengæld en lang dag, hvor chefen og jeg arbejdede på højtryk. Da vi endelig kunne kalde det fyraften, blev vi således enige om, at en kold øl var velfortjent. Turen gik til den lokale bodega, hvor vi mødtes op med Signe og hendes følge, der allerede var godt kørende efter en hel dag i sprit.

Det var første gang jeg var i byen med Chefen. Hvor nogle måske vil finde det grænseoverskridende at gå ud med deres chef, var det for mig slet ikke noget problem. Vi har hurtigt opnået en fin kemi, hvor tingene ikke behøver at være så højtidelige og jeg syntes derfor blot det var hyggeligt at skulle omgås under mere private forhold.

Jeg indså ganske hurtigt at Signe var godt kørende (eller på godt gammeldags dansk- skide hamrende fuld!). Hun hilste for første gang på chefen, og der gik ikke længe inden hun proklamerede, at ham brød hun sig bestemt ikke om. Efter Signes mening var chefen et egocentrisk stykke mandfolk der førte sig offensivt frem, som var han guds gave til kvinden- han var i hvert fald ikke gaven til hende!

Jeg forsøgte på bedste vis at løfte den lettere pinlige stemning, der havde bredt sig ved det dårlige førstehåndsindtryk, simpelt ved at stille mig i mellem de to. Heldigvis var baren fyldt og stemningen høj, og hvis Chefen overhørte min venindes tydelige fornærmelser, lod han sig ikke synderligt mærke med dem. Han kunne dog ikke være i tvivl om Signes modvilje mod hans person, men det lod ikke til at genere ham.

”Du skal aldrig knalde med ham der!” understregede Signe ophidset i mit øre. Jeg fik hurtigt forklaret hende, at det bestemt aldrig havde været min intention. Ikke bare går jeg op i at bevare et professionelt forhold, men han var egentlig heller ikke min type. Den problemstilling havde jeg afklaret med mig selv for længst, eftersom Chefen havde ryg for at være lidt af en charlatan.

Øllet flød i stride strømme og jeg kunne mærke at en aften ude, var lige hvad jeg trængte til. Oven på en stressende periode med nyt job, et ødelagt kærlighedsforhold og et generelt overflod af spekulationer, var det befriende at give slip og hygge sig i godt selskab. Selvtilliden var i højsædet, hvilket tydeligt var noget de omkringstående mænd bemærkede. Som aftenen skred frem, henvendte flere potentielle knald sig således, mens jeg pænt takkede nej. Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det, men det er gået op for mig at jeg på nuværende tidspunkt befinder mig et sted hvor det rent faktisk ikke handler om mænd! For en gangs skyld i mit liv, kan jeg mærke behovet for egoistisk alenetid og fokus på det nye job. Desuden føltes bruddet med M stadig for tæt på. Vi havde fortsat kontakt, som dog blev mere sparsom som dagene gik. Jeg følte mig endnu ikke klar til at date. Når det så er sagt, nød jeg selvfølgelig opmærksomheden, og eventuelle bejlere blev pænt men bestemt, afvist.

Pludselig så jeg at Signe og Chefen dansede. Min overraskelse var naturligvis stor, men det var dejligt hun endelig var løsnet lidt op. Efterfølgende påpegede hun dog, “han er virkelig bare for meget ham der!”, men det var som om at den spidse tone var begyndt at bløde op. Var Chefen virkelig ved at komme under huden på min venindes hårde ydre og modvilje?

Timerne gik som de jo gør, når man hygger sig. Inden vi fik set os om var det blevet lukketid. Jeg mærkede hvordan trætheden var begyndt at gøre sit indtog, samtidig havde øllene i den grad gjort deres virkning! Det var på tide at komme hjem.

Så skete noget virkelig overraskende, der fik mig til at overveje hvor fuld jeg egentlig var. ”Jeg tror sgu jeg tager med ham hjem og knalder” snøvlede Signe i mit øre. ”Hvem?” spurgte jeg forvirret. Umiddelbart havde jeg ikke haft indtryk af hun havde gang i noget eller nogen. ”Ja Chefen sgu da!” svarede min veninde opgivende. Jeg tror nok jeg så sjov ud i hovedet, men var efterhånden så træt, at der knapt kunne findes ord og således overlod jeg min veninde i Chefens varetægt, uden at stille spørgsmålstegn.

Da jeg den næste dag snakkede med en lettere tømmermændsramt Signe, var jeg naturligvis spændt på detaljerne, men overvejede dog hvor sundt det egentlig er, at have den slags informationer om sin chef?

”Han har en kæmpe pik!” proklamerede hun som noget af det første (igen, har man brug for at vide det om sin chef?). Der var til gengæld en anden ting jeg gerne ville vide. ”Hvordan fanden gik du fra at hade manden, til at have sex med ham?” kunne jeg ikke lade være at spørge. ”Jeg ved ikke hvad der skete- jeg havde bare sådan brug for en rusketur” forsvarede min veninde sig.

Tja, hvis der er et behov jeg kender, er det i hvert fald behovet for en rusketur. Det jeg ikke forstod var, hvordan min veninde i sin store brandert, var gået fra had til liderlighed! En ting er i hvert fald sikkert- som det jo så ofte er med dem, havde de grønne Tuborg nok hjulpet sagen godt på vej.

Senere ringede chefen, der skulle drøftes arbejde. Vi var tilbage på det professionelle plan. Efter en længere telefon samtale, var tingene på plads. Inden vi lagde på nåede han dog lige at indvende- ”Tak for lån af veninden”