Lotte og jeg havde ofte talt om, hvor mærkværdigt det i grunden var at vi altid endte med at date mænd ældre end os selv.

Som sådan er det jo ikke unaturligt, når kvinder finder sammen med mænd der er ældre.

Årsagerne til hvorfor en kvinde gentagende gange ender sammen med en partner der er ældre end hende selv, kan jo være mange.

Jeg selv var flere gange blevet påduttet etiketten ‘faderkompleks’, hvilket jeg nu ikke tillagde stor betydning.

For mit vedkommende vil jeg sige, at det havde været en fordel at have ældre kærester.

Dette drejede sig blandt andet om, at jeg aldrig havde næret ønske om at få børn. Ofte havde mine kærester haft børn i forvejen, eller bevidst fravalgt det.

Jeg havde netop spekuleret på, at skulle det en dag ske jeg mødte en jævnaldrende mand, kunne det faktisk blive en stor konflikt ikke at ønske børn, og i værste fald lede til fatale konsekvenser for det eventuelle forhold.

Ganske anderledes så det ud for Lotte. Min veninde, havde som de fleste kvinder, et ønske om en dag at stifte familie med dertilhørende børn.

Det kunne Lotte naturligvis sagtens få med en mand der var ældre end hende selv, men oftest hændte det også for min veninde, at de mænd hun datede allerede i forvejen havde børn.

Og man kunne ikke ligefrem kalde Lotte for stedmoder-materiale…

Læs også: Kvinder der tiltrækkes af ældre mænd 

For nylig kom vi endnu engang ind på emnet, da Lotte netop havde brudt med sin seneste flamme. En mand der var hele 18 år ældre end hun.

”Måske du skulle prøve og begynde at date en jævnaldrende. Jeg mener, når nu du også gerne vil stifte familie en dag. Så var det da oplagt?” kunne jeg ikke lade være med at indskyde, da Lotte fortalte om en ny flirt hun havde mødt, hvor netop det at han var ung bekymrede hende.

Det skal siges at her var tale om ‘ung’, som i han var to år ældre end min veninde!

Det var ikke fordi at jeg ikke forstod Lotte og som I ved, var jævnaldrende mænd først noget jeg havde udforsket de senere år. Det var dog her gået op for mig, at der ikke er så stor forskel på mænd, uanset hvor gamle de er.

Jeg tror at antipatien mod yngre eller jævnaldrende mænd, var noget som var opstået i vores yngre dage.

Det er jo ikke en statshemmelighed at unge fyre ofte, er en del mere umodne end piger på deres egen alder.

Dengang fandt vi altså hurtigt en fordel ved ældre fyre, noget vi måske havde taget med os videre ind i voksenlivet?

Det skulle vise sig, at der udover den fastgroet ide om at en mand bare skulle være ældre, også lurede noget andet i Lottes bekymring om at date en jævnaldrende.

”Jeg bliver mere usikker med de unge” fik hun indrømmet. Jeg vidste med det samme hvad Lotte mente og nikkede.

Min veninde fortsatte ”måske det bunder i mit usikre teenage-jeg. Det er som om man altid har følt sig mere selvsikker med de ældre. Uanset hvad, vil man altid være det ”unge stykke kød”, i hvert fald i forhold til ham.”

”Præcis!” medstemte jeg, greb hvidvinen og skænkede os endnu et glas.

”Måske jeg ikke har følt at jeg havde noget og tilbyde mine jævnaldrende, min usikkerhed har nok overskygget. Med de ældre har jeg med det samme følt mig bekræftet, måske på grund af aldersforskellen?” funderede Lotte.

Samtalen havde taget en interessant vinkel.

Var det derfor så mange kvinder ofte endte med mænd der var ældre end dem. På grund af usikkerhed?

Jeg selv havde altid ment at det de ældre fyre havde og tilbyde, først og fremmest var modenhed. Denne forestilling havde jeg dog for længst manet til jorden. Dernæst havde jeg ment at det tændte mig mere at de var ‘mere mænd’. Denne ide var der stadig noget sandhed i.

Jeg havde aldrig været synderlig tiltrukket af babyface og ranglet-hed, hvor skægstubbe, øjenrynker og grå stænk, derimod var lige mig.

Åbenlyst ikke noget man ofte spottede ved en 25 eller 30 årig.

Anyway, for at vende tilbage til emnet. Lotte havde netop sagt auf wiedersehen til sin ”ældre ven”, og var nu klar til for alvor at tage fat på datinglivets glæder (og ikke mindst sorger!)

Min veninde havde derfor overvundet sin frygt for de jævnaldrende af modsatte køn og sagt ja tak til daten, der skulle stå sidst på ugen.

”Jeg tror du skal lade være med at tænke sådan over det. Det er sikkert overhovedet ikke noget du mærker til, når først i sidder sammen eller ligger for den sags skyld” kunne jeg ikke lade være med at indskyde.

Lotte trak på skuldrende ”han er bare sådan lidt drengeagtig du ved, babyface”.

”I know. Men så tænkt lige på hvor hurtige og produktive svømmere han sikkert har” slyngede jeg ud, så vi begge flækkede af grin.

Lotte tændte en cigaret og pustede tænksomt røgringe ud i lokalet.

”Jeg er sgu bare ret nervøs kan jeg mærke. Havde han været 45, havde jeg været langt mere selvsikker, det er jeg sikker på”. Igen måtte jeg nikke, jeg kunne sagtens følge hendes tanker.

”No worries baby, du er ung, smuk og lækker. Han bliver ellevild” blev min endelige kommentar og jeg mente det.

En ting var sikkert. Gammel eller ung, dating i dagens Danmark var bestemt ikke for sarte sjæle. Hvilket jeg også var helt sikker på at min veninde meget snart ville opdage.

Læs også: 30 år- Pludselig ser de yngre mænd meget bedre ud!